Kommentar af Ulla Strømberg.
Scenograferne skriver fagforeningshistorie.
Scenografernes Forenings Historie 1950-2019.
En fagforeningshistorie! Det lyder vist lidt kedeligt, men nej. Danske Scenografer, som de hedder i dag, har skrevet deres egen historie i en anderledes form og udgivet en meget smuk og delikat bog.
En scrapbog, kalder de det selv, og det er et dækkende udtryk for den store samling, breve, aftaler, fotos, tegninger og introduktionstekster. Hvert årti beskrives kort, lige fra den tidlige start i 1950erne. Men det er også en bog, der gør en dyd ud af ikke af have for mange tidslinjer, årstal eller konkrete oplysninger med. Det er nok fornuftigt, for så generer man ikke så mange. Til gengæld er det for udenforstående og yngre medlemmer nok sværere at følge med.
Starten i 1950erne var vist turbulent, på den måde at det var Danmarks Radio, der vel var en af årsagerne til at scenograferne, der tidligere bl.a. blev benævnt teatermalere, måtte have ordnede vilkår. Om det lykkedes fra starten også at få ligeløn for samme arbejde og ligeløn imellem kønnene, står der ikke, men sådan er mine erfaringer med DR nu heller ikke. Der var stor ulighed. Om det overhovedet er lykkedes at give lige og retfærdige vilkår for alle, melder historien heller ikke noget om. Til gengæld er der masser af kopierede kontrakter, ja, rigtigt mange!
Nogle scenografer har fået kassen i løn, op mod en kvart million kroner allerede for et par årtier tilbage for en operascenografi med kostumetegninger. Andre har måttet nøjes med en betaling på under 100 kr. pr. aften, når scenografien blev brugt og havde publikum på.
At være scenograf er jo en mærkelig beskæftigelse, for det er ikke noget, man kan praktisere i ensomhed derhjemme ved tegnebordet. Scenografi er en vare og kræver, at der er nogen som har brug for noget visuelt på scenen. Scenografen har derfor samme vilkår som en skuespiller: Der skal publikum på. Det betyder også, at der kan være ledighedsperioder for en scenograf.
Hvad det hele ellers går ud på, nævner bogen kun sporadisk, for bogen er først som sidst tænkt som en intern erindringsskat, og det må man have fuld respekt for.
Bogen er fascinerende i sin visuelle form. Forsiden er en affotografering af den tavle, som redaktionskomiteen brugte ved alle deres møder, hvor de skulle fortælle hinanden om det væsentligste, som pine død skulle med.
Bogen gør også en del ud af de mange rejser, som medlemmerne har været med på til både fjerne egne og nære lokaliteter. Rejser, der som regel har bestået af ca. 15 mennesker, som kun betalte et minimumsbeløb, mens resten blev klaret af foreningens rettighedsmidler, som der har været mange af – altså dem, der ikke er blevet fordelt til medlemmerne.
Selvfølgelig har der været kriser undervejs i de næsten 70 år. I begyndelsen og op igennem 1960erne, 70erne og hen mod 80erne var Scenograferne rent fysisk sammen med både Filmarbejderne og Sceneinstruktørerne. I begyndelsen af 1990erne køber foreningerne ligefrem den gamle Delta Bio i Københavns indre by. Men det bliver en dyr fornøjelse. I 1993 slutter det hele, biografens inventar sælges, og det nære samarbejde lakker mod enden.
En ”sag” omkring udnævnelsen af Dronning Margrethe til æresmedlem af foreningen nævnes, men en egentlig stillingtagen kan ikke læses.
En kort bemærkning falder også om den ”synlighed”, som foreningens medlemmer har anglet efter. På et tidspunkt købes der ligefrem PR hos firmaet HavePR. Men det hjalp vist ikke meget.
Det mest uhyggelige i bogen er de par sider, der gennemgår scenografuddannelsens historie i Danmark. Det er en gyser, og viser med hvilken uengageret hånd Kulturministeriet har forvaltet dette område ved bl.a. at lade scenografer uddanne på Den Danske Scenekunstskole (Tidl. Statens Teaterskole) og på Designskolen, som blev ædt af Arkitektskolen (KADK). Men uddannelsen inden for Produktion Design (til film) er i dag nedlagt, mens en ny uddannelse er varslet på Filmskolen, men ikke iværksat. Og da KADK yderligere er blevet flyttet til Uddannelses- og Forskningsministeriet er der nok lange udsigter til gode, fælles løsninger. Men det er godt at få det på tryk.
Danske Scenografer har indtil for et par år siden ikke haft en decideret formand, og derfor har beslutninger vel forgået efter en flertalsafgørelse. En interessant konstruktion.
Scenografernes fælles historie strækker sig over 69 år. Som det understreges på forsiden og hen igennem de sporadiske skriverier, har Foreningen har haft den samme sekretariatsleder siden 1998, Jakob Pelch. Det har skabt stabilitet og ro.
En fagforening har pr. definition kapitalen og arbejdsgiverne som fjende. Når det gælder scenograferne må det jo være henholdsvis tv-stationerne, filmproducenterne og teatercheferne. Men sjovt nok hænges ingen ud, og dog: Hvis man nærlæser de mange affotograferede kontrakter, kan man nok fremdrage et og andet. Men så skal man også have nogle kraftige briller på.
Denne fagforeningshistorie er vist skrevet til internt brug og som erindring.
Scrapbogen er flot at skue, og man må respektere denne kreds af teaterkunstnere, som ikke ønsker for mange tidslinjer og tabeller, men tværtimod hellere i al samdrægtighed vil mindes de bedste øjeblikke i foreningens historie.
Bogen er udkommet i jan. 2020 og er i A4 format, 256 sider. Kan erhverves for 100 kr. via www.scenograf.dk