Overværet af Ulla Strømberg.
– genoptaget i forbindelse med CPH Stage – i Skuespilhuset i København.
Johan og Marianne. Marianne og Johan. To mennesker, der på overfladen har det godt: velstand, gode rammer, attraktive jobs og et familieliv, oververdenen misunder dem. Men alt er facade. Nedenunder er de, som så mange andre, blevet trætte af hinanden, har ikke mere at sige, den daglige trummerum er en pine, og værst af alt er alle de forpligtelser, middage hos familien, hos vennerne, receptionerne, premiererne. Åh, de kan ikke holde det ud. Eller det er ikke rigtigt. Hun kan ikke holde det ud, siger hun. Han siger ingenting, men har i flere år bedraget hende – viser det sig snart.
Dengang i 1973 da tv-serien, skrevet og instruereret af Ingmar Bergman, blev sendt, var der genkendelsens glæde for nogle og for andre et interessant indblik i en verden, man endnu ikke var blevet en del af, fordi man var for ung eller måske ikke samfundsmæssigt så privilegeret, som disse personer.
Siden blev serien udsendt som film, og i den evige jagt på acceptable teatertekster, blev “Scener… ” til en dramatisk tekst for teatre, bl.a. spillet på Aarhus Teater og Folketeatret i 2012.
Men holder teksten? På Det Kongelige Teater har instruktøren Therese Willstedt fået ideen og ønsket at bytte om på rollerne, så den bløde, tænksomme Marianne nu skal spille af en mand, Morten Kirkskov, mens den følelsesmæssige analfabet, som blev et begreb dengang i 1973, Johan, spilles af en kvinde, Sofie Graabøl.
Det er en sjov idé og går rigtig godt i starten, men hen ad vejen, da kvinden er ude af stand til at vise følelser overfor sine børn – hun forlader dem simpelthen – er der noget, der ikke fungerer og troværdigheden forsvinder. I denne bytten roller, bliver det kvinden, der går ud af ægteskabet, og for at været helt moderne, til fordel for en ung kvinde. Det skal ikke være noget problem. Vi er jo frisindede og tolerante og moderne, men det er ikke Bergmans idé, så ingen replikker understøtter denne, måske, ekstra komplikation.
Det er en reading, det er ikke teater. Det gør ikke spor. I et charmerende set-up på store scene i Skuespilhuset står Gråbøl og Kirkskov midt på scenen i næsten ens habitter og ser frygtelig chikke og hippe ud omgivet af hvide Eames stole.
Der går ikke mere end få minutter, så er readingsituationen glemt, og det er som at være til en rigtig forestilling – dog uden en god understøttende scenografi og lyssætning.
Gråbøl og Kirkskov er en god match, alt fungerer – indtil pausen. Så er teksten brugt op. For Bergman er ikke Ibsen. Bergmans replikker er ikke i sig selv interessante. De er funktionsduelige, men har ikke dybde, og den megen snak om sex virker meget altmodisch.
Optakten fænger. Yes, her er et portræt om os – om mig og dig – måske som vi havde det i forgårs, men pludselig bliver det næsten til banal damebladsdramatik.
Måske kunne en kraftig stramning af teksten havde reddet denne fornemmelse, for Bergman rokker sig rent psykologisk ikke ud af stedet – eller også har mange i eftertiden blot fulgt i hans spor og kopieret, hvordan et ægteskab i opløsning beskrives. For overraskelserne udebliver. Og den flinke, bløde mand, der dog træder i karakter til sidst og som en anden Nora Dukkehjem ikke vil tilbage, har ikke replikker nok til at underbygge den handling.
Men et fantastik initiativ. Mere af det, tak. Og gerne med store klassiske eller nyklassiske tekster.