∗ ∗ ∗ ∗
Anmeldelse af Ulla Strømberg.
Ægteskabsscener i retrospektivt lys, men alligevel opdateret på Skuespilhusets store scene.
Marianne og Johan. Johan og Marianne. Ingmar Bergman fandt på navnene, og de har stået mejslet ind i vor hukommelse som en reminiscens fra 1970erne.
Når Det Kongelige Teater nu med et tilløb sidste år i form af en reading sætter den gamle svenske tv-serie på scenen med skuespilchefen selv i den ene hovedrolle, er det en væsentlig satsning. Heldigvis formår Morten Kirkskov og Sofie Graabøl i Thomas Bendixens instruktion at komme helt ned på jorden rent stemmemæssigt. Her er hverken krukkeri eller falbelader. Det er hverdagsagtigt – som om det var i en blanding af tv-studie og dagligstue. Det er flot og rigtigt, til gengæld er selve dialogen måske i fordanskningen og i rollebytningen blev både for flad og for postulerende.
Historien er enkel: vi møder et ægtepar der har alt, tilsyneladende, men så alligevel ikke. Hun forlader ham og børnene, men vender i et par omgange tilbage for at snakke og få styr skilsmissen. Oprindelig var det omvendt, altså ham, der gik, og kvinden, der måtte kæmpe sig frem til en frigørelse.
Allerede sidste år ved readingen, blev det højlydt markeret, at rollerne var byttet om. De mange årtier, og måske ikke mindst den svenske feminismes fremmarch, havde gjort det umuligt at vise et svensk stykke, hvor manden er den dominerende og konen den afbøjende, forstående etc. Det er der ræson i, men for mig at se findes der ingen veluddannet kvinde, endog professionel psykolog, der definitivt kunne forlade et par mindreårige børn. Men det gør Marianne. Det synes umuligt, og dermed falder selve historien til jorden. At Ingmar Bergman dengang i 1970erne kunne skrive en historie om en begavet mand, der ”glemmer” sine børn til fordel for en ny kærlighed og det professionelle arbejde, er ikke så underligt, hvis man tager hans egen biografi og erindringsbøger in mente. Han gjorde det. Men ingen kvinde ville eller vil gøre det.
Altså er jeg ikke enig i, at rollerne 100 % skal byttes om, så manden bliver den føjelige part, der med smerte ser på, at konen forlader ham til fordel for en ung mand på 23 år.
Med det vedtagne udgangspunkt kæmper de to skuespillere på ”havsens bund” i en dekoration, der synes at være et rum, hvorfra ingen vender tilbage levende. Og med en række referencer i forestillingen til Henrik Ibsens ”Et dukkehjem” er det helt naturligt også at trække Bergmans egen iscenesættelse af ”Vildanden” og også flere Strindberg-værker ind i iscenesættelsen. Bendixen gør det ubemærket, men med fast hånd og med erfaring fra iscenesættelser af bl.a. ”Faderen” og tillige Strindberg-portrættet i ”Tribadernes Nat”. For Strindberg var nemlig en sjov blanding af Johan og Marianne (og Bergman)– både anno 1973 og 2017.
Kort sagt, det er en gedigen iscenesættelse med ditto skuespilpræstationer, som nok skal gå hjem hos det publikumssegment, som Det Kongelige Teater har, men som de vist meget gerne vil supplere med unge ahistoriske tilskuere.
Det hedder sig, at ”Scener fra et ægteskab” skabte en stime af skilsmisser dengang i 1970erne. Det tror jeg ikke bliver tilfældet denne gang. Jeg har i det mindste svært ved at genkende historien med den alt for venlige dialog, der skal dække over et umådelig kedsommeligt samvær, men det kan godt være, at mere civiliserede mennesker kan.
I øvrigt burde programmet nok indeholde flere faktabokse med væsentlige oplysninger om stykket og forfatteren – og en tydeligere markering af, at manuskriptet er vendt på hovedet. Det fortjener publikum. Tænkt hvis det var et operapartitur, hvor alle instrumenterne havde byttet plads. Mon ikke det højlydt ville markeres.
www.kglteater.dk
Genoptryk af min kommentar ved. readingen, foråret 2016:
Overværet af Ulla Strømberg.
– genoptaget i forbindelse med CPH Stage – i Skuespilhuset i København ( 2016).
Johan og Marianne. Marianne og Johan. To mennesker, der på overfladen har det godt: velstand, gode rammer, attraktive jobs og et familieliv, oververdenen misunder dem. Men alt er facade. Nedenunder er de, som så mange andre, blevet trætte af hinanden, har ikke mere at sige, den daglige trummerum er en pine, og værst af alt er alle de forpligtelser, middage hos familien, hos vennerne, receptionerne, premiererne. Åh, de kan ikke holde det ud. Eller det er ikke rigtigt. Hun kan ikke holde det ud, siger hun. Han siger ingenting, men har i flere år bedraget hende – viser det sig snart.
Dengang i 1973 da tv-serien, skrevet og instruereret af Ingmar Bergman, blev sendt, var der genkendelsens glæde for nogle og for andre et interessant indblik i en verden, man endnu ikke var blevet en del af, fordi man var for ung eller måske ikke samfundsmæssigt så privilegeret, som disse personer.
Siden blev serien udsendt som film, og i den evige jagt på acceptable teatertekster, blev “Scener… ” til en dramatisk tekst for teatre, bl.a. spillet på Aarhus Teater og Folketeatret i 2012.
Men holder teksten? På Det Kongelige Teater har instruktøren Therese Willstedt fået ideen og ønsket at bytte om på rollerne, så den bløde, tænksomme Marianne nu skal spille af en mand, Morten Kirkskov, mens den følelsesmæssige analfabet, som blev et begreb dengang i 1973, Johan, spilles af en kvinde, Sofie Graabøl.
Det er en sjov idé og går rigtig godt i starten, men hen ad vejen, da kvinden er ude af stand til at vise følelser overfor sine børn – hun forlader dem simpelthen – er der noget, der ikke fungerer og troværdigheden forsvinder. I denne bytten roller, bliver det kvinden, der går ud af ægteskabet, og for at været helt moderne, til fordel for en ung kvinde. Det skal ikke være noget problem. Vi er jo frisindede og tolerante og moderne, men det er ikke Bergmans idé, så ingen replikker understøtter denne, måske, ekstra komplikation.
Det er en reading, det er ikke teater. Det gør ikke spor. I et charmerende set-up på store scene i Skuespilhuset står Gråbøl og Kirkskov midt på scenen i næsten ens habitter og ser frygtelig chikke og hippe ud omgivet af hvide Eames stole.
Der går ikke mere end få minutter, så er readingsituationen glemt, og det er som at være til en rigtig forestilling – dog uden en god understøttende scenografi og lyssætning.
Gråbøl og Kirkskov er en god match, alt fungerer – indtil pausen. Så er teksten brugt op. For Bergman er ikke Ibsen. Bergmans replikker er ikke i sig selv interessante. De er funktionsduelige, men har ikke dybde, og den megen snak om sex virker meget altmodisch.
Optakten fænger. Yes, her er et portræt om os – om mig og dig – måske som vi havde det i forgårs, men pludselig bliver det næsten til banal damebladsdramatik.
Måske kunne en kraftig stramning af teksten havde reddet denne fornemmelse, for Bergman rokker sig rent psykologisk ikke ud af stedet – eller også har mange i eftertiden blot fulgt i hans spor og kopieret, hvordan et ægteskab i opløsning beskrives. For overraskelserne udebliver. Og den flinke, bløde mand, der dog træder i karakter til sidst og som en anden Nora Dukkehjem ikke vil tilbage, har ikke replikker nok til at underbygge den handling.
Men et fantastik initiativ. Mere af det, tak. Og gerne med store klassiske eller nyklassiske tekster.