∗ ∗ ∗ ∗
En film om venskab og tab.
Instruktøren Catherine Hardwicke har begået en film om de store følelser. Dem vi alle higer efter, og dem vi gerne vil være foruden.
Milly(Toni Colette) og Jess(Drew Barrymore) begge i trediverne har været uadskillelige og bedste venner lige side, de gik i underskolen. De bor i London og har fulgt hinandens op og nedture gennem alle årene. De er begge gift. Milly med Kitt(Dominic Cooper), som hun har to børn med, og Jess med Jago( Pady Cosidine). Jess og Jago er ufrivilligt barnløse.
Millys og Jess’ venskab er sådant et, vi alle drømmer om. De er der altid for hinanden. De er vidt forskellige. Milly er flagrende, impulsiv, udadvendt og altid parat til sjov og ballade. Jess er tænksom, hjertevarm og har begge ben plantet solidt på jorden.
Begge par bor totalt tjekket i Londons centrum. Jess og Jago på en charmerende husbåd og Milly og Kitt i et skønt engelsk rækkehus. Hvordan de har råd til det står lidt hen i det uvisse.
Foto: Angel Films
Deres venskab bliver imidlertid sat på prøve, da Milly får konstateret brystkræft og Jess´ fertilitetsbehandling endelig lykkes, og hun bliver gravid.
Fra det øjeblik vi ser lægen fortælle Milly, at hun er syg, ved vi, hvad det ender med. En anden slutning kunne have været forfriskende, og havde ikke gjort filmen dårligere. Man må imidlertid medgive Cathrine Hardwicke, at filmen råt for usødet i detaljer viser de rædsler og konstante nedture, som Milly går igennem for at redde sit liv. Vi er med, når hun får kemoterapi, når håret falder af i store totter, ser arrene efter at hun har fået fjernet begge bryster og frem for alt, ser vi i hendes øjne en dyb fortvivlelse, som hun forsøger at skjule ved galgen humor og smarte bemærkninger. Det er ikke særligt rart at være vidne til.
Der har gennem tiderne været en del film om terminal sygdom. Det er selvsagt et meget dramatisk plot, og noget vi alle kan forholde os til. En af de mest kendte er Love Story (1970) med Ryan O’Neal og Ali MacGraw, som bliver betragtet som et af de store kærlighedsdramaer i filmhistorien.
Det eftermæle får Savner dig allerede næppe. Drew Barrymore som Jess, der vil gøre alt for sin veninde, og som også er filmens fortæller, leverer en fin præstation. Men filmens egentlige stjerne er den australske Toni Colette som Milly. Hun kører med en imponerende intensitet på med hele følelsesregistret. Nogen gange kammer det over, og hun bliver for overdreven, for urealistisk og for overfladisk. Men i store træk leverer hun varen. London er som altid en fantastisk kulisse for en spillefilm. Der er masser af smukke nærbilleder af byen, og man sidder midt i al elendigheden og drømmer om en weekend derovre.
En bittersød komedie, der tager et vigtigt emne op. Den får fire små stjerner.
Instruktør:Catherine Hardwicke
Premiere: 7. januar 2016