∗ ∗ ∗ ∗ ∗ ∗

Anmeldelse af Ulla Strømberg.

Saul – oratorium på Det Kongelige Teater.

Händel, Concerto Copenhagen, danske og udenlandske solister og en magisk iscenesætter, Barrie Kosky. Det bliver næppe bedre, for det hele er lykkedes over al måde. Varm anbefaling og masser af stjerner. Der spilles kun få gange.

Måske er det stadig gode dønninger fra den tidligere operachef John Fulljames’ aktive tid, for hvilke fine operaoplevelser der har været på Det Kongelige Teater i de seneste måneder med interessante samarbejder og et mix af udenlandske gæster og danske sangere.

Med ”Saul” går det hele op i en højere enhed. Produktionen har nogle år på bagen med premiere i Glyndebourne-festivalen i 2015. Siden har Barrie Kosky modtaget priser, anerkendelse og respekt for denne iscenesættelse. For den australskfødte instruktør med base i Berlin i mange år, har noget både vildt og tæmmet over sig, hvad han også har vist her i København i både ”Carmen” og den charmerende animationsversion af ”Tryllefløjten”.

Barrie Kosky kan transformere musikdramatik til noget moderne, spiseligt og, hvad der ikke mindst er vigtigt, noget ganske delikat, så det passer ind i en moderne livsforståelse.

At Händels oratorium fra 1739 pludselig fremstår som var det klippet ud af en billedbog med popkunstneren Jeff Koons tableauer er godt set af både Barrie Kosky og scenografen Katrin Lea Tag.   Samtidigt er bevægelsesmønstret som en fascinerende balancegang imellem et meget skemalagt barokt kropssprog og helt moderne begejstrede fagter, som da den ene unge pige får lov at gifte sig med David, heroen – så hopper hun lige op og ned med armene vildt i vejret og jubler som en anden poptøs. Mere moderne kan det næppe være, og imens serverer Lars Ulrik Mortensen Händels toner fra dybet, så det klinger ganske vidunderligt.

Händels historie er kendt:  født i Tyskland samme år som Bach, 1685. – flittig, arbejdsom, rejste rundt på kontinentet og allerede fra 1711 bosat i England. Her skrev han et hav af operaer i italiensk stil, men i 1720erne ville moden noget andet, og Händel slog sig på oratorier – kristne som verdslige.

”Saul” er fra 1739 og fortæller historien om den gode David, der myrder Goliath, mens kong Saul føler sig truet og til sidst tilintetgøres han. Den sceniske løsning er genial.  Forestillingen begynder i munterhed med lysende blomsterdekorationer for at ende i krigens gru og nedkæmpning af den misundelige Saul og kroning af David. Stadig alt i sort.

Dvs. en fortælling fra lys til mørke og måske lys igen, men det oplever vi ikke. Forestillingen slutter i et uhyggeligt mørke, som måske også er karakteristisk for vor tid.

Gennemført og stringent med en operakor holdt i stramme tøjler og flot syngende.

David synges af en kontratenor, og Morten Grove Frandsen har både statur og stemme til at fylde pladsen som den rene, næsten gudelignende gode sjæl, der knejser lidt over de andre.  Saul synges af Christofer Purves, der også havde partiet ved førsteopførelsen i denne produktion, det er indlevet med både dramatik, uhygge og en spændende stemme. Det er teater, så det banker helt ned på bageste række. Der er gru og død i hans tilstedeværelse og stemme.

Også de to unge piger, Sauls døtre, Clara Cecilie Thomsen og Mirjam Mesak synger, så det er en fryd og ser dårende ud, Jeff Koons kunne ikke ønske sig dem bedre eller smukkere i deres blide rokokokjoler.

Seks springgutter eller dansere er indlagt med en sjov og skæv koreografi. De er fænomenale til at skabe lystig stemning i starten. Her kunne de danske musicalkoreografer lære et og andet.

Delikat og spiselig er forestillingen dog ikke hele tiden. Da fornedrelsen for Saul begynder, bliver alle afklædte og optræder i det så ofte benyttede gamle snavsede herreundertøj. Lidt banalt måske, men effektivt.

Ligeså er den skrå scene fyldt med noget gråt kokslignende materiale. At der også er er overfyldt med stearinlys på scenen efter pausen giver henvisninger til både soldatergrave og måske til Pina Bausch’s legendariske blomster i en af hendes balletter. Således er der også velkendte teaterfif  med i denne iscenesættelse – og så skal man nok ikke filosofere mere over det.  Heller ikke, at der er rigeligt med mund til mund kys mand og mand imellem. Måske fordi Kosky selv definerer sig som gay, Jewish kangoroo.

Det er ikke nogen nem forestilling. Hovederne ruller, døden er en følgesvend for de fleste, og alligevel er der en iboende munterhed tilstede.  At der så er alt for mange helt aktuelle hints er uhyggeligt, f.eks, helt utilsigtet i denne gamle produktion, når Israel nævnes nogle gange.

Og sådan kunne man blive ved – tænk hvad Kosky ville kunne gøre ved Händels ”Messias”.  Gaderne ville nok ligge øde hen, og Disneys juleshow mangle publikummer.

Opfordring: af sted til operaen og oplev 1700-talsmusik genskabt og genfødt af en moderne, genuin teatermagiker.

Iscenesættelse: Barrie Kosky

Genopsætningsinstruktør: Donna Stirrup

Dirigent: Lars Ulrik Mortensen

Scenografi og kostumedesign: Katrin Lea Tag

Koreografi: Otto Pichler

Lysdesign: Joachim Klein

Genopsætning / Lysdesign: Dave Manion

Genopsætningskoreograf: Merry Holden

Korsyngemester: Steven Moore

På scenen:

Lars Ulrik Mortensen  / Dirigent

Clara Cecilie Thomsen / Merab

Mirjam Mesak / Mikal

Christopher Purves / Saul

Morten Grove Frandsen / David

Benjamin Hulett / Jonatan

Thomas Cilluffo / Abner/Ypperstepræst/Amalekit/Do´eg

Michael Kristensen / heksen fra Endor

Kor og Concerto Copenhagen.

www.kglteater.dk