∗ ∗ ∗ ∗ ∗
Anmeldelse af Ulla Strømberg.
Satyagraha, gæstespil på Operafestivalen – i Folketeatret.
Philip Grass-opera iblandet svensk nycirkus.
Under CPH Opera festival kom Folkopraen fra Stockholm forbi med et fantastisk gæstespil over to dage. Men det var lidt for kort. For forestillingen med Philip Glass’ minimalistiske musik fra 1979 og den svenske nycirkusgruppe Cirkus Cirkör med instruktørenTilde Björfors, blev en anderledes og ualmindelig sanselig oplevelse, som kunne have glædet endnu flere.
Operaen ”Satyagraha” af Philip Glass blev skrevet i 1979 – som del af en trilogi om store mænd og deres tanker. Første del var den epokegørende ”Einstein on the Beach”(1976), hvor instruktøren Robert Wilson satte nye standarder for musikteater og måske aldrig siden opnåede samme smukke forening imellem ord, lyd og visualitet. Tredje del handlede om en Pharao.
Tiderne har skiftet. Det, som var avantgarde og anderledes, er enten blevet mainstream eller outdated. Derfor er sammenkoblingen imellem Glass og nycirkusformen ganske genial, og med ”Satyagraha” lykkes det at give nye dimensioner til musikken og i endnu højere grad at sætte historier og refleksion på artisternes kropslige udfoldelser.
Men hvor Glass havde et helt bestemt mål tilbage i 1970erne ved at portrættere tre af verdenshistoriens mægtigste mænd, bliver den sceniske fortælling mere en oplevelse for sanserne end for intellektet. For at sige det lige ud – det er svært at holde fast i historien og udviklingen. Der synges på sanskrit, og der oversættes ikke ord til ord, men dekorative bannere, som indgår i scenografien, giver nogle facts og et par stikord til Gandhis udvikling og tanker.
Operaen handler om Indiens frihedskæmper Mahatma Gandhi, som levede fra 1869 og blev myrdet i 1948, og om hans vej mod at finde en åndelig sandhed, som også kunne bruges politisk. I operaen er det hele kondenseret ned til en indisk kamp i Sydafrika i begyndelsen af det 20. århundrede.
Glass’ næsten serielle musik er fascinerende og hensætter hurtigt lytteren i en form for trance og suppleret med det fine strygerorkester med over 20 mand, som ses på scenen, er det også en smuk musikalsk oplevelse. Når dertil lægges de 6 operasolister, det 8 mand store kor og de fem sublime artister, er der nok at holde rede på. Visuelt er det underskønt i jordbrune og hvide nuancer. I perioder er scenen også befolket med små mappemænd a la Magritte, men det er det indiske folks historie, som demonstreres på scenen. Det sker bl.a. ved at splitte hovedpersonen op i en sanger og en artist, og dermed bliver karakteristikken ganske klar, uden at man kan sætte ord på. Livet og vejen frem er en balancegang på line med masser af farer, fortæller artisterne med Glass’ meditative, serielle toner nedenunder.
Allersmukkest er nogle scener, hvor der spindes rødt garn. Store, kæmpestore røde garnnøgler vindes op. Tråden omplantes til net og andre store garnnøgler, der også kan bruges i luften af akrobaterne. Det skal ses, kan kun sanses, og ikke forklares. Et utroligt visuelt udtryk for produktion, samarbejde og sammenhold.
Forestillingen er et både auditivt og visuelt bombardement, hvor der foregår så meget,(for meget?) for alle sanser i en uafbrudt musikalsk strøm: lyset skifter, grupper bevæger sig, musikken lyder, teksten prøver at forklare, akrobaterne springer, mens koret skubber til handlingen, og publikum må sidder forrest i sædet for at holde trit.
Det er moderne, anderedes teater, der faktisk er grænseløst i sin publikumshenvendelse; alle kan være med.
Flot, at Cph Operafestival har hentet forestillingen til København. Måske skulle den have haft mere PR i opstarten, men konkurrencen er hård for øjeblikket, og at få en avisforside eller en tur i Aftenshowet kræver noget af PR-apparatet. Men tak til festivalen, som er ved at være slut, og lederen Peter Lodahl kan se tilbage på en fin og varm festival, hvor der blev sunget opera for alle pengene.
”Satyagraha” spilles sidste gang i dag, søndag eftermiddag. Forestillingen havde oprindelig premiere i 2016 – men blev så stor en sukces i Stockholm, at den har været tilbage på repertoiret et par gange siden da.
I øvrigt er Cirkus Cirkör en gamle kending for københavnerne, da gruppen bl.a. indgik i forestillingen “Havfruen” skabt af Martin Tulinius og Katrine Wiedemann tilbage i 2005.
…..
“Satyagraha”, en opera i tre akter av Philip Glass, musik av Philip Glass, sångtext: Constance de Jong (efter “Bhagavad Gita”), libretto av Philip Glass och Constance de Jong. ©1980
……
Medvirkende
Gandhi: Leif Aruhn-Solén
Miss Schlesen: Lisa Carlioth
Mrs Naidoo: Hanna Fritzson
Kasturbai/Mrs Alexander: Karolina Blixt
Mr Kallenbach/Arjuna: Lars Johansson Brissman
Parsi Rustomji/Krishna: Lars Arvidson
Cirkusartister
Aino Ihanainen, Alexander Weibel Weibel, Magnus Björu, Sarah Lett, Oscar Karlsson
Øvrige
Folkoperans kor og orkester
Orkesterarrangement: Anders Högstedt
Instruktion: Tilde Björfors
Musikalsk leder/dirigent: Matthew Wood
Scenografi og kostume: Dan Potra
Videoscenografi: Visual Relief
Stickscenografi: Aino Ihanainen
Stedfortrædende scenograf/kostume: Fridjon Rafnsson
Koreografi: Cecilia Roos
Lysdesign: Patrik Bogårdh
Mask & paryk: Therésia Frisk
Dramaturg: Magnus Lindman
Indolog & Sanskrit-coach: Mats Lindberg