∗ ∗ ∗ ∗ ∗
Anmeldelse af Ulla Strømberg.
Sandmanden – nu på S/H Teatret i København
Med bange anelser vovede jeg mig ud i Den hvide Kødby til Teater S/H. Men det var ikke så uhyggeligt som forventet, snarere en mønstergyldig demonstration af diverse teaterteknikker anno 2020-erne.
Rent og æstetisk overskudsteater, hvor der var tænkt og analyseret, så det næsten stadig knager. Men takket være de gode kunstnere alligevel løftet op til at være det, teater også er: adspredelse med eftertanke. Det lyder måske hårdt, men ”Sandmanden” er på en måde blevet en tæmmet kraftpræstation, der nok sætter tanker i gang om ”Big Brother Watching You”, men allligevel bøjer af og lukker ned – måske i afmagt, måske fordi det er fyraften for kunstnerne. Forestillingen er en co-produktion imellem Aarhus Teater, Holstebro Dansekompagni og Teater Sort/Hvid.
Den altid interessante dramatiker Christian Lollike (også instruktør og leder af S/H) har hen over historien ”Sandmanden”, af den romantiske forfatter og komponist A.T.A. Hoffmann, gendigtet og skabt en semimoderne historie, ikke om genmanipulation og lign., men om at skabe et mere idealt menneske. Hvis nogen tænker på balletten ”Coppelia” er det ikke forkert, for historien om alkymisten og dukkemageren er netop skrevet over ”Sandmanden” fra i 1817.
I Jonas Corells instruktørhænder er det sceniske univers blevet en balancegang imellem tidlig – og senromantik og moderne genfortolkning af det dæmoniske. Scenisk elegant og raffineret i et hvidt univers skabt af scenografen David Gehrt, der ofte er monokrom. Her har han hentet det store hoved af den antikke skulptur af Konstantin (i dag på Det kapitolinske Museum i Rom) ( Se note nedenfor). Flot og effektivt kan de hvidkalkede spillere kravle rundt på dette smukke hoved, som jo er skilt fra kroppen! Det hvidkalkede på teaterscener har være ”moderne” i flere år. Det fungerer og er her suppleret med trashede hvide blonder. Smukt er det, men ikke nyt.
De seks dansere fra Holstebro Dansekompagni må vride og vende sig i hudfarvede trikot’er og er alle fremragende dansere i koreografi af Marie Brolin-Tani. Overraskende egalt på trods af deres afartede bevægelser, som indordner sig ”Den Sorte Skole”s dæmoniske lydunivers. Fortolkningsmæssigt kommer man vidt omkring, såmænd også forbi maleren Goya og de moderne billedkunstnere Jake og Dinos Chapmans degenererede figurkompositioner. Bagmændene kan deres litteratur- og kunsthistorie.
Både tekst og instruktion giver også interessante associationer til både en romantisk opfattelse af Hamlet, når han fornægter Ophelia og sender hende i kloster – og selvfølgelig ”Den unge Werthers lidelser”, der i de seneste år har været vist herhjemme i flere forskellige, dramatiserede fortolkninger. Den eviggyldige, ulykkelige, eller blot uforløste, kærlighed.
Sjov og pauseagtigt fra det urovækkende er et pink SMEG køleskab fyldt med Coca Cola. Den historiske balancegang er dermed smukt til stede, og vi erkender, at det bare er teater.
Alt er nærmest perfekt tænk og udført af de tre skuespillere, Andrea Øst Birkkjær, Frederik Mansø og Lasse Steen, der må trække det hårde læs og gør det imponerende godt. Også de 6 dansere: Bjørk-Mynte Paulse, Mikkel Alexander Tøttrup, Elena Nielsen, Jasmine Gordon, Jon Ipina og, Jaume Luque Parallad passer ind i fortællingen. Selv om Lollike midtvejs breaker historien, så det pludselig handler om overvågning her og nu i Den Hvide Kødby og udlodning af billetter til en Thomas Helmig koncert, bliver det eviggyldige stående tilbage.
Men forestillingen synes måske alligevel ikke så krybende angstfremkaldende eller vedkommende. Joh, vi lever i en tid, hvor ingen er frie, og det normale er sat til diskussion. Men det har vi vist allerede accepteret som en præmis.
Som moderne, æstetisk nydelse er forestillingen ”Sandmanden” vigtig, men som et politisk statement blegner budskabet og ender på linje sammen med de hvidkalkede skuespillere og dansere.
”Sandmanden” lægger sig på begavet vis i slipstrømmen af ganske meget, men revolutionerer ikke. 6 stjerner hvis det blot var en skoleopgave – nu skal det være teaterkunst, og så bliver det til 5 stjerner.
( Konstantin–statuen viser formodentlig den romerske kejser Konstantin (272-337) (kejser fra 306-337 e.v.t. )Dele af den store skulptur (hovede, en halvt ben, en hånd) blev genfundet i 1486 i Maxentius’ basilikaen, Basilika Nova, på Forum Romanum i Rom. Skulpturdelene befinder sig i dag på Kapitol-museet i Rom.)
Medvirkende skuespillere:
ANDREA ØST BIRKKJÆR, LASSE STEEN, FREDERIK MANSØ
DANSERE FRA HOLSTEBRO DANSEKOMPAGNI:
BJØRK-MYNTE PAULSE, MIKKEL ALEXANDER TØTTRUP, ELENA NIELSEN, JASMINE GORDON, JON IPINA, JAUME LUQUE PARALLAD
Iscenesættelse JONAS CORELL
Koreografi MARIE BROLIN-TANI
Tekst CHRISTIAN LOLLIKE
Scenografi DAVID GEHRT
Lysdesign ANDERS KJEMS
Lyddesign KIM ENGELBREDT
Musik DEN SORTE SKOLE
Støttet af WILHELM HANSEN FONDEN