∗ ∗ ∗ ∗ ∗
Anmeldelse af Ulla Strømberg.
Samleren i Skyggen – Helge Jacobsens Pinakotek. Glyptoteket.
Van Gogh, Manet, Monet, Delacroix, Paul Gauguin, Sisley, Bonnard, Cezanne og mange flere. Se dem alle på H. C. Andersens Boulevard.
Der er ”kolde”, og der er ”varme udstillinger” sagde Louisianas stifter Knud W. Jensen altid. Den nye udstilling på Glyptoteket står måske med et ben i begge lejre. En vigtig udstilling, der afdækker tredie generation i brygger Jacobsen-dynastiet. Samtidigt forklarer udstillingen endegyldigt den store forskel på Carl Jacobsen, der grundlagde Glyptoteket og havde en hang til både det antikke og 1800-tals fransk skulptur, og så sønnen Helge, der definitivt forlod bryggergerningen, da faderen døde i 1914. Derefter kunne han alene helligede sig kunsten.
Helge blev direktør for Glyptoteket for at realisere sin drøm om at supplere Glyptoteket (der betyder skulpturudstilling) med et pinakotek (billedudstilling). Og hvis bestyrelsen i de år ikke ønskede at indkøbe nyere fransk malerkunst, købte Helge Jacobsen selv, for egne midler, og donerede efterfølgende ved et gavebrev værkerne til Glyptoteket. I 1925 trådte han af som direktør, men da var Glyptoteket også ved at udvikle sig til det Pinakotek, som var Helge Jacobsens mål fra dag et.
Når de vigtige personlige tråde er udredt på udstillingen, er der nok at se på, for hvilken verdenskunst, der blev indkøbt til København for ølpengene.
Helge Jacobsen havde en særlig forkærlighed for Paul Gauguin, men det er også hans fortjeneste, at samlingen rummer værker af Van Gogh, en meget tidlig Picasso, Delacroix, Courbet, Manet, Monet etc. Listen er lang, og billederne hænger tæt i rummene. Man kan vælge blot at nyde værkerne på de meget mørke (lidt for mørke?) vægge og læse de informative oplysninger, eller man kan gå ned i detaljen og blive klog på de forskellige forviklinger, som syntes udslagsgivende for indkøbene.
Helge Jacobsen rejste som ung bl.a. med sin fader til de centrale og vigtige historiske steder, men han var også årvågen. I 1914 var der en stor udstilling i København på Statens Museum for Kunst med fransk malerkunst. Men da værkerne skulle returneres, var Første Verdenskrig brudt ud. Udstillingen blev overflyttet til Glyptoteket, og diverse forhandlinger gik i gang med de respektive internationale ejere, som var ret villige til at sælge. Siden foretog Helge egne indkøb, og Ny Carlsbergfondet fik ekstra mulighed for at erhverve værker i Danmark, da Landmandsbanken krakkede i 1922, og bl.a. forsikringsmanden Wilhelm Hansens samling på Ordrupgaard må udskilles.
Som direktør for Ny Carlsbergfondet var Helge Jacobsen også initiativtager til en række store udsmykninger af danske billedkunstnere i 1930erne. Mest kendt er måske Wilhelm Lundstrøms udsmykning af Frederiksberg Svømmehal, men også eksempelvis Vilhelm Bjerke Petersens udsmykning på Højdevangens Skole på Amager, udført 1932-39, er yderst interessant. Jeg kendte slet ikke til dens eksistens.
Udstillingen bygger på de mange kendte og elskede værker, som Glyptotekets stamgæster har kunnet glæde sig over igennem årene. Men nu træder værkerne ind i nye sammenhænge og bliver mere personalhistorisk relaterede og funderede. Det er ganske interessant og tilfredsstiller vel tidens hang til at kæde det private sammen med det offentlige. Derfor er det også legitimt, at udstillingen, og ikke mindst det flotte, tilknyttede katalog, har en næsten uendelig række af privatfotos af familien omkring Helge Jacobsen. Her afsløres det, at nok var han måske en lidt sky mand, men posere for fotograferne, det kunne han – i elegante dress, som passede til enhver given lejlighed, lige fra badetøj, over fritidstøj til gallauniform.
Udstillingen er kompleks og kan opleves på flere niveauer, men først og fremmet er det blevet til historien om en mand, der plejer at stå i baggrunden, men som nu træder lyslevende frem. Samtidig får Glyptoteket mulighed for at vende bøtten endnu engang og vise den fantastiske samling på en ny måde. Og det er jo netop museumskuratorernes fremmeste opgave i disse år.
At der også er diverse sidehistorier, gør udstillingen endnu mere interessant og betyder, at man sagtens kan gå salene igennem flere gange (og heldigvis i Henning Larsens nye tilbygning). Der er nemlig opdaterede oplysninger om samlingen, bl.a. om en gammel aftale imellem Glyptoteket og Statens Museum for Kunst, hvor der blev aftalt permanente deponeringer af kunst på begge museer. I 2007 ville den daværende direktør på SMK, Alice Helleland, med to ugers varsel have sine værker tilbage. Det lykkedes ikke for hende – Kulturministeriet skred ind. Ny Carlsbergfondet lægger man sig ikke ud med, hvis man er en fornuftig, dansk museumsinstitution. For Fondet, der stadig står bag Glyptoteket, er fortsat en uundværlig støtte hvad angår kunstindkøb til museer og institutioner.
Det store katalog med forskellige artikler giver en god baggrund. Ligeledes er teksterne m.m. på væggene informative. Det eneste, jeg mangler, er indkøbs/erhvervelsesår – og så historier om hvordan Helge Jacobsen og andre samlere indkøbte hos henholdsvis kunsthandlere, samlere eller direkte i ateliererne. Det må blive næste udstilling.
Ps. Pr. 1.3. træder den nuværende direktør for museet Christine Buhl Andersen tilbage og bliver bestyrelsesformand for Ny Carlsbergfondet. Den ny museumsdirektør er Gertrud Hvidberg-Hansen som kommer fra Faaborg Museum.
- Glyptoteket oplever i disse år en overvældende interesse. Allerede en halv time efter museets åbning en almindelig tirsdag var museet fyldt med snakkende/pludrende mennesker i alle aldre!
Til og med august, 2020.