Kommentar af Ulla Strømberg.
Runde Bygninger – fotobog af Peter Olesen og fotograf Henrik Bjerregrav.
Den tidligere tv-journalist Peter Olesen har i de seneste mange år skrevet en række formidlende bøger om arkitektur. Hans pen løber let, og hans kærlighed til det hele er umiskendelig. Men en skribent bør aldrig undervurdere læserne. Derfor er det unødvendigt med en sproglig slentretur for at fange og fastholde læserne.
I en oplysende bog om arkitektur, der er tiltænkt et flerårigt liv, bør teksten være informativ og indeholde en række oplysninger, som gerne må fremgå klart af teksten: Hvor ligger bygningen? Hvem har tegnet den? Hvornår? I hvilken sammenhæng? Og evt. den nutidige funktion holdt op i mod den oprindelige.
Hos Peter Olesen bliver den letflydende tekst suppleret med adskillige flotte, farverige fotos, herunder mange nærbilleder – alle taget af fotografen Henrik Bjerregrav. Men der er slet ingen billedtekster. Det er ærgerligt.
Bogen har en indholdsfortegnelse og et lidt gammeldags kort over København med markeringer, men er ellers uden oplysninger. De skal hentes i selve teksten.
”Runde bygninger” kan synes som et indlysende emne for en bog, men foldes ikke nok ud. For at forstå alle de nye tårne i hovedstaden ville det være interessant at læse om baggrunden og udgangspunktet for det nye, runde bygningskorpus. For at sige det på den kedelige måde.
Når jeg ikke giver stjerner, skyldes det også, at jeg indirekte er citeret på s. 40 i forbindelse med tegnestuen BIGs ”Kaktustårne” ved Dybbølsbro. Citat fra bogen: ”Den noget tilbageskuende forening Arkitekturoprøret udnævnte dem i begyndelsen af 2023 til Danmarks grimmeste byggeri”.
Det er ikke helt korrekt. Det var ikke foreningen, men flere tusinde, som på nettet var med i en landsdækkende afstemning. Og det var faktisk mig som privatperson, der var kørt forbi Kaktustårnene nogle gange og var hver gang blevet svimmel på grund af de urolige linjer, som vinduesformationerne tegner. Indenfor var der heller ikke kønt. Jeg tog nogle fotos, som indgik i årets afstemning (for alle på nettet) om det smukkeste og det grimmeste nybyggeri i Danmark i det seneste år. Mange hundrede endte med at stemme på tårnene som årets grimmeste nybyggeri.
Det står jeg ved uden at være ”tilbageskuende”(!). Jeg har tværtimod fra et tidligt tidspunkt professionelt fulgt Bjarke Ingels banebrydende ideer inden for arkitektur. Men i det offentlige rum er der nogle regler, og forbipasserende må ikke blive utilpasse og køre galt. At der efterfølgende også fremkom en række avisartikler om høje huslejer og ringe materialer, toiletter på 17. sal, som ikke virkede i ugevis, er en anden, men ikke uvæsentlig historie. Et byggeri, der i op til 20 etager skal huse mennesker, bør vel have et velfungerende kloaksystem og være bygget af holdbare materialer?
Når en skribent beskæftiger sig med ”runde bygninger” ville det også være nyttigt at få lidt mere end stikord til den store arkitekturhistorie, fordi det runde inden for arkitekturen har eksisteret i antikken, i middelalderen, i klassicismen, i den historistiske periode i 1800 tallet og så igen i nyeste tid.
Fem fonde har givet midler til bogens udgivelse.
Bogen er udgivet på forlaget Frydenlund.
I bogen oplyses det på s. 191, at Peter Olesen har skrevet og redigeret 69 bøger om arkitektur, heraf 34 i samarbejde med Henrik Bjerregrav. Hans navn er ikke nævnt på bogens forside eller i presseteksten. Her står til gengæld, at de bygninger, der beskrives er ”i højeste klasse”- Det kan nok diskuteres.