∗ ∗ ∗ ∗
Anmeldelse af Ulla Strømberg.
RUB-A-DUB-DUB, urpremiere på That Theatre i Krudttønden på Østerbro.
Det engelsksprogede That Theatre med Ian Burns i spidsen har eksisteret siden 1990erne. Teatret går ofte sine egne veje og har i den seneste måned spillet anden del af en nyskreven fremtidstrilogi. Det er den herboende irske dramatiker Fergal O’Byrne, der står bag.
Pointen i RUB-A-DUB-DUB, som i øvrigt er titlen på et kendt børnerim, er vist, at historien foregår i fremtiden, men ser overraskende gammeldags ud i scenografien. Lokaliteten tilhører nemlig en nostalgisk hotelejer, der vil samle sine gamle venner, før det er for sent. De tre mænd er alle mere end midaldrende, men livet kunne sagtens fortsætte. De to gæster har svært ved at fatte alvoren, men lidt efter lidt lægger de den angelsaksiske ironi fra sig, og det hele bliver meget følelsesladet.
Lidt mystisk optræder en robot, en nydelig ung kvinde klædt i joggingtøj fra 1980-erne. Hvem er hun? Au pair, husholderske, kone? Hun ved alt, men har ikke forstand på følelser.
Dramatikeren Fergal O’Byrne skriver en ganske udmærket dialog, men forestillingen lever ikke mindst takket være et meget fint samspil mellem alle fire skuespillere, hvor kun Sune Svanekjær er dansk, de andre er vaskeægte briter.
Stykket er en alvorlig sag, der beskæftiger sig med de store spørgsmål om menneskelig eksistens over for døden. Tillige inddrages diskussionen om det ”naturlige” menneske over for robotter med et menneskeligt sind, dog uden empati.
Egentlig er det en lidt old school udgave af den parallelhistorie, som Teatret S/H spiller for tiden: ”Sandmanden”. Her er spillestil og visualitet ganske moderne og vildt med hvidkalkede dansere på scenen, men teksten er gammel, da den baserer sig på E.T.A. Hoffmanns historie af samme navn fra begyndelsen af 1800-tallet. På begge teatre er problemstillingen bl.a.om der skal manipuleres med den menneskelige sjæl og hjerne.
Forestillingen hos That Theatre er meget velspillet og dialogen god. Og netop en gedigen tekst med dialog har jeg på det seneste efterlyst flere gange hos mange af de unge nye danske dramatikere, der ofte holder sig til monologen. Dejligt at personerne her tale med hinanden og til hinanden.
That Theatre er egentlig en skjult perle, men meget kendt blandt hovedstadens gymnasielærere. Der er altid et hav af gymnasieelever i salen. Men forestillingerne er sjældent lagt til rette for det unge publikum, tværtimod. Det er som om That Theatre vil understrege en lang angelsaksisk teatertradition i stedet for måske en gang imellem at skabe et nybrud og gøre alt modsat i det lille, men meget funktionelle teaterrum.
Forestillingen kan anbefales, selv om man nemt mister livsmodet. Det er lidt traurigt, når hovedpersonen er på vej til Schweiz for at ende sit liv.
Der er få spilledage tilbage – men det kan jo være, at efter næste år, hvor tredje del spilles. at den samlede trilogi vises. Og så håber jeg i øvrigt, at tredje del rent visuelt kommer et skridt videre om ikke i fremtiden, så i nutiden.
Sidste dag d.9.4. 2022
RUB-A-DUB-DUB
By: Fergal O’Byrne
DIRECTOR: Claus Bue
CAST: Ian Burns, Andrew Jeffers, Sune Svanekjær, Dawn Wall
www.that-theatre.com