Askepot i Opera Hedeland
∗ ∗ ∗ ∗ ∗
Anmeldelse af Ulla Strømberg.
Hyggelig, velsunget og underholdende ”Askepot” i Opera Hedeland.
Årets opera, der kun opføres tre gange, er både sjov, naiv og familievenlig, selv om der ved premieren nu ikke var så mange børn til stede.
Rossinis muntre opera over det gamle eventyr har et persongalleri, som afviger lidt fra de gængse fortællinger. Samtidigt er musikken tilsyneladende ret ukompliceret, skrevet af en ung Rossini, der få år tidligere havde haft stor succes med ”Barberen i Sevilla”. Alligevel skulle der lidt tilløb til, før det italienske publikum vænnede sig til eventyroperaen, men hurtigt erobrede ”Askepot” operascenerne i begyndelsen af 1800-tallet.
Hos Rossini er der en ond stedfader, en prins, som bytter rolle med sin kammertjener for at udforske markedet af unge kvinder, en filosof, der hjælper Askepot samt de tre søstre: to onde og en god. Hovedpointen i fortællingen er fortsat den sociale opstigning og arrangerede ægteskaber af økonomiske grunde, hvor kvinder vokser op for at blive gift og sikre familiens fortsatte status. Men hvordan harmonerer det egentlig med alt det, som prædikes i dag om lige rettigheder, også på scenen, og nul udskamning på grund af køn m.m., kort sagt total ligeværd over hele banen?
Hvornår bliver det i øvrigt forbudt offentligt at vise mange af operahistoriens kendte værker, der hænger kvinder ud som skøger eller giftelystne?
Indtil det sker, tager vi endnu en omgang, hvor mænd vælger brude og ikke omvendt, og hvor nogle kvinder er dovne og egocentriske, mens andre har et hjerte af guld.
Askepot er inkarnationen af det gode, og her i Hedeland synges hun smukt af hollænderen Francine Vis, der har både attituden i kropssproget og det musikalske med sig. En fin mezzo-sopran, der i i øvrigt er uddannet i København. Heroverfor står prinsen, sunget af Conny Thimander, der er helt fin stemmemæssigt, men uden dog at give ekstra dimensioner eller kraft til figuren.
Volumen og engagement ses og høres til gengæld hos de andre mænd, alle barytoner og basser, både den onde stedfader, tjeneren, der leger prins og filosoffen, der spiller tigger. De er velsyngende og lever sig ind i rollerne. Det er også mere end påkrævet, når det er udendørsopera, hvor der er langt op til øverste række i amfiteatret, og lyden kommer ud via højtaler.
Mandskoret er i denne fortolkningsmæssigt halvklassiske og neddæmpede version en munter skare unge soldater i mellemblå jaketter og høje hatte, som var de hentet hos Storm Ps små nummermænd. Det er ekstra vittigt, når de fjumrer rundt i geled. Fint iscenesat.
I det hele taget er der et utal af ukomplicerede og velvalgte detaljer, som instruktøren Freja Friberg Lyme lægger frem. Hun er nyudnævnt leder af Operaen i Midten, som primært skaber musikforestillinger til børn. Derfor er denne ”Askepot” dejligt fri for alskens overflødige, intellektuelle påhit og synes frem for alt logisk.
Musikken klares fint med forstærkere etc. mens orkestret får lov at have tag over hovedet med adskillige musikere, over 40 stk, dirigeret af Nathanaël Iselin.
”Askepot” er et eventyr, hvor scenografien, som instruktøren også står bag, blot er en have med en lille dam, masser af trædesten og havemøbler hentet hos det lokale byggemarked. Lidt plasticagtigt før skumringen falder på, men siden kan lyset manipulere og give nye oplevelser. Sådan er det altid med udendørsteater. Der er jo ikke noget scenetæppe på denne ellers yderst charmerende amfiscene ude i det bakkede Hedeland ved Tåstrup. En overset perle for mange københavnere.
En tur i Opera Hedeland kan begynde allerede ved 18-tiden – enten med medbragt mad ved lange borde eller ved indkøb af en madboks. Det er i øvrigt den bedst mad, jeg har fået til sommerteater i år – af Noon Cph. Læg mærke til navnet.
Kort sagt anbefaling af hele ”pakken”, blot vejret arter sig. Husk tæpper!
Der er ”Askepot” på programmet igen d.11. og d.12. august 2023.
Komponist: Gioacchino Rossini
Instruktion og visuelt koncept: Freja Friberg Lyme
Dirigent: Nathanaël Iselin
Kormester: Filipe Carvalheiro
Kostumedesign: Marie Due Jørgensen
Lysdesign: Lasse Svarre Christiansen
Repetitør og scenisk akkompagnement: Elena López Gorriz
Medvirkende: Francine Vis, Conny Thimander, Teit Kanstrup, Tadas Girininkas, Sophie Haagen, Johanna Nylund, Simonas Strazdas, plus et mandskor.
Opera Hedeland Festivalorkester.