Anbefaling af Ulla Strømberg.
Rosenvænget, Danmarks ældste villakvarter – ny bog af Gitte Ladegaard.
Hallo hallo til alle, der bor på Østerbro.
Her er nyt om det gamle villakvarter ved Rosenvængets Allé. Dvs. området imellem Holsteinsgade og Nordre Frihavnsgade oppe fra Østerbrogade og ned til Strandboulevarden. Men desværre med det brutale tidligere Finsens Institut mod øst. Bemærk dog at de allerfleste gadenavne er af nyere dato.
Det er en bog skrevet med hjerteblod, for bogen er blevet til efter mere end 60 års forberedelse. Den nu afdøde arkitekturprofessor Kaj Gottlob tog mange tilløb til udformningen af en bog om området tilbage i 1960erne, hvor han selv boede i kvarteret. Men som alle ved, er der ikke noget mere kompliceret end at finde fælles fodslag i ejerlav, ejerforeninger og ejer- og grundejerkomiteer. Det hele strandede derfor dengang i 1960erne og 1970erne, men et uvurderligt arkiv blev til. Ikke mindst på baggrund af dette materiale, har kunsthistorikeren Gitte Ladegaard skrevet bogen.
Hun bor selv i kvarteret og er i dag bl.a. formidler af områdets historie ved rundvisninger etc. Derfor er det både naturligt og godt, at bogen er blevet til, men det må have været en pine at samle og beskrive de mange nederlag i kampen for bevarelsen af det unikke område. Modstanden er jo kommet fra mange sider. For ikke kun kommunens mangel på historisk fornemmelse og æstetik har været gældende, også statens fredningsprincipper har haft indflydelse, mens generationer af spekulanter og historieløse beboere vel også har påvirket den indlysende kamp for at bevare noget unikt.
Historien er mere end spændende. København var indtil 1850erne en lille by, der lå omme bag voldene. Men da den store koleraepidemi hærgede på grund af dårlig kloakering hos borgerne i ikke mindst de fattige baggårde, måtte der ske noget drastisk. Flere af de bestemmelser, som have umuliggjort en udbygning af hovedstaden forsvandt derfor.
Den såkaldte demarkationslinjes fald i 1850erne er den vigtigste hændelse for udviklingen af hovedstaden. Byen kunne nu udbygges. Østerport blev revet ned, grønne områder kunne transformeres til boligområder. Derfor blev Rosenvænget-områdets bebygget med store villaer og i alt 24 er stadigt-eksisterende. Husene blev bygget til det københavnske borgerskab i perioden efter ca. 1860 og udført af en række mere elle mindre anerkendte arkitekter.
Da jeg var barn i 1960erne var områdets herlighedsværdi dog svært at se. De mange boligkarréer i de tilstødende gader, som også var blevet opført i årtierne efter 1860, var allerede i forfald. Det hele havde en vis grå tristesse og indeklemthed på trods af de mange træer i villaområdet. I dag er det heldigvis anderledes. En del af villaerne er blevet nænsomt renoveret, mange er desværre revet ned, herunder bl.a. det tidligere Institut Francais.
Oprindelig kunne Øresund skimtes mod øst, men den mulighed forsvandt sidenhen, da Frihavnen blev skabt. Den vigtigste tiltrækningskraft for området findes dermed ikke længere.
Men i dag, takket være folk som Gottlob og nu Gitte Ladefoged, er området på Østerbro fortsat spændende at gå på opdagelse i og en oase i den østerbroske stenørken. Samtidigt er området på det seneste mange steder beboet af den nye såkaldte ”speltgeneration”, der sætter pris på både det bæredygtige og det historiske. Derfor værnes der trods alt om mange af de gamle villaer og beplantninger.
Gitte Ladefoged langer hen igennem vejen ud efter ikke mindst Københavns kommune, og det er der god grund til. I det hele taget burde bøger som denne få Kommunernes Landsforening til at gøre noget samlet for vor kulturarv, men jeg tror nu ikke, at den kulturhistoriske dimension ligger dem på sinde. Derfor er en bog som denne om et helt kvarter, hvor mange små, både tekniske og mere almen detaljer beskrives, vigtig for ikke mindst kommunalpolitikere. Men bl.a. denne bog er ikke pædagogisk nok i opbygningen og derfor heller ikke i stand til at råbe offentlige instanser eller private spekulanter op.
Bogen er simpelthen for omstændeligt at læse og fordybe sig i, men med et par ekstra oversigter og en mere stringent disposition, kunne bogen være til mere nytte.
Bogen ønsker tillige at beskrive en række mere personalhistoriske detaljer ved områdets beboere. Og dem er der nok af, for mange ”kendte” personer har for en tid boet i villakvarteret eller er kommet på hyppige besøg. Det gælder bl.a. H.C. Andersen, der næppe kræver en introduktion.
Den store skuespillerinde Johanne Luise Heiberg boede i en årrække i kvarteret, efter at hun var blevet enke og fik et hus bygget i begyndelsen af 1860erne. Huset findes stadig, dog i en lidt stemningsforladt kondition. Men den karakteristik, som Gitte Ladefoged giver skuespillerinden er noget bagvendt. Fru Heiberg hører næppe til almen viden hos yngre bygningsinteresserede læsere, men bemærkelsesværdig og unik var hun, Danmarks største skuespillerinde i perioden ca. 1830-1860. Efterfølgende var hun aktiv som instruktør. Hun blev som noget sjældent i Danmark fejret som en diva, var gift med digteren og senere teaterdirektøren Johan Ludvig Heiberg.
Fru Heibergs erindringsværk står stadig som en milepæl i dansk erindringslitteratur, hvor hun behændigt har drejet fortolkningen til egen fordel. Men Hos Gitte Ladefoged citeres fra lidt mærkelige erindringer, hvor andre personer har beskrevet den feterede kvinde og karakteristikken bliver Meget skæv. Flere andre karakteristikker synes også bagvendte og dermed måske ikke så pålidelige. Fru Heibergs karakteristik er i hvert fald ikke fyldestgørende, siger den den gamle teaterhistoriker.
Bogen er ellers veldokumenteret og med et hav af illustrationer, ikke mindst nyere farvefotos samt smukke gamle kort, der dog for de flestes vedkommende desværre ikke kan aflæses og som følge deraf kun er ren dekoration.
Men med både indeks, et lidt mærkelig og bagvendt illustrationsoversigt, noter og litteraturliste er der dog nok at gå i gang med for lokale borgere og andre interesserede, og så man jo efterfølgende skabe sine egne oversigter.
Udkommet på Frydenlunds Bogforlag, nov. 2022.