∗ ∗ ∗
Anmeldelse af Ulla Strømberg.
Ronja Røverdatter – musical efter Astrid Lindgrens roman. Folketeater. Familieteater.
Det er naturligvis bedst at have et barn med til familieforestillinger og helst ét, som passer til aldersgruppen og i øvrigt har stærke nerver. For det meste, som serveres for tiden under etiketten familieteater, er nogle barske historier. Desværre var jeg uden en lille ledsager.
Ronja Røverdatter (1981) handler om to dynastier, to røverbander, der kæmper mod hinanden – helt som i ”Romeo og Julie”. Heldigvis mødes deres børn og bliver venner. Sammen beslutter børnene, Ronja og Birk, at flygte ud i naturen, væk fra familierne og volden. Siden fødes også drømmen om at standse den lille bandekrig.
Astrid Lindgren var forudseende. Det er den unge generation, der skal skabe fred, også på makroplan. De mange børnepublikummer til premieren var eksemplariske. Måske var de proppet med slik? Stille var de og fattede forhåbentlig budskabet om at skabe fred, der hvor krig og vold endnu hersker.
På Folketeatret er der trængsel på scenen, for scenografien synes ikke så tilpasset. Med et mærkeligt bjerg eller borg, som de alle cirkulerer rundt om, lever i og bekæmper hinanden i, fungerer scenegangen ikke optimalt. Det får også skuespillerne til at agere stift og lidt for teateragtigt.
Derimod er de to unge, Ronja og Birk, som skulle være fjender, men bliver venner, spillet af Monica Isa Andersen og Sigurd Thomasen, mere afslappede i deres spillestil. De udstråler derfor den rette, gode stemning, som forplanter sig til salen.
Med tre gode musikere på scenen fungerer Sebastians mere end 30 år gamle musik fint, mens der er noget tungt og skingert over kampen imellem de to røverbander. Fysisk store mænd på for lille en scene, for meget tegneserie og for lidt psykologi bliver indtrykket. Men når Skalde Per, Jakob Højlev Jørgensen, synger, falder der igen ro over spillet.
Scenografen Nadia Nabil Korsbæk har tidligere skabt meget poetiske scenografier, bl.a. i “Emil fra Lønneberg”, men her går noget galt. Også røverne ser simpelthen for fjogede og alt for teatralske ud – det bliver skolekomedieagtigt.
Måske er instruktøren Mads M. Nielsen og scenografen gået skævt af hinanden, måske har de netop ønsket denne lidt syntetiske atmosfære, suppleret af kraftige bagprojektioner, i hvert fald er det en forestilling, som på det æstetiske plan stritter lidt, mens historien ikke fejler noget: en børneklassiker.
Selv har jeg dog aldrig fattet, hvorfor små børn skal have så mange historier, der handler om kampe, krig og vold. Men måske er jeg for puritansk og ved ikke, hvad dagens børn ellers fodres med via tv m.m.
Scenebearbejdelse: Annina Enckell
Oversættelse, sangtekster og musik: Sebastian
Instruktion og bearbejdelse: Mads M. Nielsen
Scenografi: Nadia Nabil Korsbæk
Koreografi: Ernestine Ruiz
Kapelmester og arrangør: Lasse Schmidt
Kapelmester turné: Oliver Hasselflug
Musikere: Lasse Schmidt, Kristian Karottki, Andreas Hatholt
Medvirkende:
Ronja Røverdatter: Monica Isa Andersen
Mattis: Rasmus Fruergaard
Lovis: Charlotte Guldberg
Birk: Sigurd Thomasen
Borka, mosfolk: Ari Alexander
Undis, skovheks, mosfolk: Linnéa Voss
Skalde Per: Jakob Højlev Jørgensen
Røver, gråling, rumpenisse: David Rousing
Røver, gråling, rumpenisse, mosfolk: Mathias Sprogøe Fletting
Røver, skovheks, gråling, rumpenisse: Morten Christensen
Røver, rumpenisse: Rasmus Kirkegaard Faartoft
Røver, gråling, rumpenisse: Theresa Sølvsteen