∗ ∗ ∗
Anmeldelse af Ulla Strømberg,
Romeo og Julie eller Romeo og Julia. Teater Møllen.
Ideen er god. Haderslev Kommune og det lokale teater, Teatret Møllen, besluttede for flere år siden at fejre genforeningen i 2020 med en Shakespeare-produktion, der netop skulle vise samhørighed oven på stridigheder. Valget faldt på Shakespeares ulykkelige kærlighedsdrama ”Romeo og Julie”. Ideen blev gennemført nu med et års forsinkelse på grund af Coronaen. Forleden var der premiere hjemme i Haderslev med kongeligt selskab, så stemningen og omstændighederne har været gode.
Anderledes er det måske, når en teaterproduktion flyttes til nye, stemningsfattige omgivelser.
Det er vigtigt at understrege de fysiske omstændigheder, for den forestilling jeg så mandag aften i Teater V s lokaler i Valby, København må have været anderledes end på premiereaftenen på Harmonien i Haderslev. I Valby var det en anden, kunstnerisk prøve, der skulle bestås.
”Romeo og Julie” er en robust historie, der har klaret både at blive til ”West Side Story” og til en henrivende ballet af bl.a. John Neumeier til Prokofievs medrivende musik og ikke at forglemme andre komponisters forsøg med historien: ulykkelig/umulig kærlighed.
Ideen med at spille ”Romeo og Julie” på to sprog er ikke dum. Julies familie, Capulet’erne taler tysk, men Romeos kreds, Montegue’ene er dansksprogede. Sådan næsten holdes det igennem hele forestillingen, der er lagt moderne an med sorte kasser, der både illuderer landskab, balsale, sovekammer, balkon, kirke og gravkapel. Men det fungerer helt ok med en smart belysning med et utal af runde elektriske pærer på snor – hele vejen rundt. Flot. Lidt for poppet og tysk regi-teaterinspireret er balscenen og feststemningen. Men sådan er det i mange teaterproduktioner for tiden. Konfettien og disco-rytmerne er uundværlige ingredienser.
Det svære er sproget. Ikke at det er tysk og dansk, hvor Niels Brunses oversættelse endnu engang fungerer fint for både skuespillere og publikum. Men Shakespeare er jo bare ord og en smule følelser, dog mest ord, for som bekendt blev kvinder spillet af unge mænd – og resten af mere voksne mandstyper. Det er ordene, der skal bære handling og udvikling. Selvfølgelig skal der tales på forskellig vis alt efter om man er præst, amme eller ung, forelsket 13,5 år gammel pige.
Men der skal også være en helhedstone, der kan bære igennem, og der skal være en tydelig markering af fronterne, som jo er så tydelige i dette stykke med to rivaliserende familier i den norditalienske by Verona og omegn. Her manglede jeg en sikker instruktørhånd, ikke mindst i det danske.
Vi er i middelalderen, tangerende renaissancen, men kærligheden er som bekendt evig ung og eviggyldig, så tragedien kan spilles til alle tider, i alle tidsperioder med alle kostumer. Møllen har valgt den moderne linje, dvs. mixede kostumer, dr. Martin støvler, joggebukser, dunjakker med ekstra galoner på og antydninger a la renaissance-kjoler. Igen ok, men ikke så delikat syet og udvalgt, at det gør noget. Lidt tilfældighedernes spil, og sådan opfattede jeg også baggrunds- og underlægningsmusikken, der var kraftig og bombastisk i starten, hvor de dystre toner ikke fik for lidt, men så kom der lange passager uden anden ekstra lyd end fra sportshallen oven over Teater V . Det var uheldigt og utilsigtet.
Hos Shakespeare er der altid et rend ind og ud af spillepladsen af forskellige personager, og sådan er det også i denne version, hvor scenografiens kasser faktisk er befordrende for disse indgange og udgange.
Tilbage er så persontegningen. Den tysksprogede Julia med a til sidst er ung og med et kropssprog, som om hun lige havde fået billet til en Michael Jackson koncert. Desværre blev det lidt for unuanceret og tog ikke af efter forelskelsen eller de efterfølgende tragiske hændelser med broderens død og Romeos flugt. Armene og smilet var alt for virksomme fra start til slut.
Romeo på dansk sprog have styr på det sproglige og med en stille, myndig røst fungerede han fint i alle scener, og stemningsskiftende blev understøttede. Forestillingens mest troværdige figur.
Ammen, spillet af Møllen-veteranen Ole Sørensen, her primært på tysk, blev en komisk figur, hvilket der også er belæg for hos Shakespeare, men i denne version lidt af en outsider, fordi Mercutio, forestillingens (hof)nar måske mere var en springbasse end den ordekvilibristiske figur, som Shakespeare har skabt.
At ideen nogenlunde holdt, og blev båret hele vejen igennem forestillingen, gør dog ikke ”Romeo og Julie” til en indlysende markering af den danske genforening i 1920.
Måske skulle produktionen blot betragtes som et lokalt spil og vil som sådan tage kegler i hele landsdelen og på begge sider af grænsen.
Instruktør: RASMUS ASK / Medvirkende: ANDREA SPICHER, JENS KEPNY KRISTENSEN, CONNIE TRONBJERG, OLE SØRENSEN, THOMAS C. RØNNE, IZA MORTAG FREUND, KLAUS ANDERSEN, XENIA NOETZELMANN, STEPHAN BENSON, THOMAS NIELSEN OG JUDITH PATZELT (dubleant) / Scenograf: LAURA RASMUSSEN / Lysdesign: SÚNI JOENSEN / Lyddesign: RUNE ABEL AAGAARD / Original titel: ROMEO AND JULIET / Forfatter: WILLIAM SHAKESPEARE / Dansk oversættelse: NIELS BRUNSE / Tysk oversættelse: FRANK GÜNTHER (HARTMANN & STAUFFACHER VERLAG)