∗ ∗ ∗ ∗
Teater-anmeldelse / Ulla Strømberg.
Den åbne grav … død og kærlighed.
Det Kongelige Teater er inden for skuespillet bange for ikke at være ”ung med de unge” – sådan har det været i flere år – og alligevel har teatret ønsket at skifte ledelsen ud for at give plads til endnu mere folkelighed!
Forsøget med at skabe ungdomsteater er mere end lykkedes med den nye opsætning af Romeo og Julie, hvor Elisa Kragerup endnu engang oversætter Shakespeare til et moderne teatralsk kropssprog. Instruktørteater, så det basker. Også teksten står for skud. Hvis skuespillerne ikke kan klare de shakespeareske versefødder, skæres der blot eller anvendes andre ord. Her er det svært at se, hvor oversætteren Niels Brunse holder op, og instruktøren begynder. Men problematisk er det flere steder.
Den moderne bearbejdning er godt hjulpet af scenografen Steffen Aarfing, hvis store åbne kiste med silkeindtræk dominerer og skaber forudsætningen for skuespillernes tilstedeværelse under hele forestillingen – enten liggende, hængende eller stående. For når man dør, bliver man stående, er man i live – ligger man. Kampscenerne foregår ved fagter i luften. Af og til slår man sig selv, som var det modstanderens knytnæve. Sjovt i starten.
Romeo og Julie er verdens kærlighedshistorie nr. 1.
To unge fra rivaliserende familier i Verona må ikke få hinanden. Da de alligevel gifter sig, går de fejl af hinanden og må dø for egen hånd. Livet uden den anden er utænkeligt. Dramatisk og sørgeligt. Elisa Kragerup er musikalsk og sætter både Prokofiev og mere moderne lyd ind strategiske steder for at understrege tragedien.
Fra Shakespeares hånd falder tragedien i to dele, men det er som om de mange seksuelle fagter og musikalske gimmicks hurtigt tager pusten fra skuespillerne. Energien er væk efter pausen. Det er forståeligt, men ikke helt logisk. Anden del bliver derfor som et ritual, der skal afvikles.
Ikke et ord om skuespillerne. Ingen nævnt ingen glemt. Alle slider og må højt til vejrs, men gør det formidabelt ud fra deres alder og ståsted.
Den simple historie kendes som ballet hos bl.a. Cullberg og Neumeier med Prokofievs musik – og som musical hos Bernstein og Robbins i West side story. Shakespeares ord synes mindre og mindre nødvendige i forhold til den basale historie om liv, død og kærlighed.
Iscenesættelse Elisa Kragerup
Scenografi og kostumer Steffen Aarfing
| Skuespillere: |
Ditte Gråbøl Helle Fagralid Jesper Hyldegaard Peter Christoffersen Tammi Øst |
Henrik Jandorf Peter Plaugborg Signe Egholm Olsen Troels Thorsen |
Koreografi Signe Fabricius
Lysdesign Jonas Bøgh
Lyddesign Jonas Vest
Oversættelse Niels Brunse
www.kglteater.dk
premiere nov. 2014.