∗ ∗ ∗ ∗
Anmeldelse af Ulla Strømberg.
Rigoletto i Opera Hedeland uden for København, 2021.
Smuk, klar og koncentreret “Rigoletto”, der mere handler om en ulykkelig far end om politik og #metoo.
Opera Hedeland er en dejlig opfindelse. Vest for København, kun 7 kilometer før Roskilde, ligger det, der i kolde tider skulle være et skieldorado, men som på grund af klimaforandringerne nu blot er et smukt sted for bl.a. udendørsopera. I år med Verdis ”Rigoletto” på programmet. Men sjovt nok sad faktisk mange af tilskuerne ved premieren iført skijakker for at holde kulden ude.
Efter flere meget forskellige Rigoletto-fortolkninger i de seneste år på både Det Kongelige Teater, Den Jyske Opera – og i Malmø, hvor svenskerne med Kasper Holten som instruktør afgjort løb med stjernerne, var den hedelandske version ventet med spænding. Hvor lægges hovedvægten: Er Rigoletto en skurk eller et offer? Er hertugen kynisk, eller blot offer for skiftende stemninger? Er Gilda den rene uskyldighed og #metoo-offer eller?
Heldigvis er opsætningen i Opera Hedeland gennemtænkt og velkomponeret i et minimalistisk set-up. Iscenesættelsen ved veteraner hos opera Hedeland, svenske Tobias Theorell og med scenografi af Magdalena Åberg, er underskøn at skue og stram og klar i fortolkningen.
”Rigoletto” bliver forståelig for også nytilkomne, for det er nu primært historien om en enlig far, hvis eneste lyspunkt er datteren Gilda. Rigolettos arbejde ved hertugens hof er glædesløst, selv om han forventes at være sjov, er dagligdagen en evig fornedrelse. Fredrik Zetterström som Rigoletto giver rollen i bogstavelig forstand fysisk robusthed, hvor hans deforme krop ikke anes fra de bageste rækker. Han får fint sangligt modspil af den tyske sanger Marie Heeschen som datteren Gilda. Men deres smerte og skiftende sindsstemninger og ikke mindst hans klovneansigts melankoli kunne jeg desværre slet ikke fornemme fra 14. række. De finere følelser forsvandt i luften. Hoffet fremstod til gengæld som en bande af dubiøse personer, mens en spankulerende hertug i Peter Lodahls runde italienercharmerende tenorskikkelse bevægede sig rundt.
Hele iscenesættelsen er skåret ind til benet med en nøgen, spejlende rund spilleplads med slanke juletræer, der kan danne forskellige formationer og tillige rumme det halve mandskor. Ganske fiffigt. Og sådan er det hele vejen igennem, hvor god logistik anskueliggør det uhyggelige hofliv med kringelkroge hos hertugen af Mantua med hofnarren Rigoletto som Prügelknabe. I denne version er tiden flydende fra renaissance til nutid.
Hoffet er klædt i røde narre- eller trodmandskåber for siden at fremstå som sortklædte Sganarelle – eller andre commedia dell’arte figurer, mens Hertugen er i lang gylden kåbe. Rigoletto bærer vist narredragt eller blot knæbukser.
Hvor det som oftest i ”Rigoletto” kan være vanskeligt med de mange specifikke lokaliteter, fungerer dette nøgne spejlblanke ingenmandsland perfekt, for træerne kan altid skjule en person – om det er en spion eller blot datteren Gilda på afveje. Og da ulykkerne vælter ind, Gilda bortføres, og Rigoletto står alene – er træerne væltede, skoven er fældet. Sidste scene er igen næsten nøgen – kun et bål samler opmærksomheden – og Hertugen kan bedrage Gilda, mens hun ser på fra afstand uden for cirklen. Klart og rent.
Hvad jeg denne aften som sagt gik glip af var ansigterne, tragikken og ikke mindst en teater-klovne-makeup, som de mange scenefotos efterfølgende har afsløret. Men sådan er det med udendørsopera, hvor også lyden, som i dag kan balancere stemmer og orkester flot takket være ny, super teknik, aldrig skaber den ægthed, man de gode dage kan opleve i teatersalen.
Derfor blev de forskellige sanglige præstationer også mere syntetiske end ellers. Måske var det afstanden til scenen, måske kulden, måske…, men jeg kan ikke bedømme præstationerne, selv om alt var velafleveret. Ligeså med orkestret, der dog heldigvis her i Hedeland er synligt under et halvtag, der flot kunne have mandskoret stående ovenpå.
Vi lever i en brydningstid. Derfor kunne man forvente en mere klar stillingtagen til hele #metoo-spørgsmålet. Men Gilda er tilsyneladende smask forelsket i Hertugen, så uanset hvad hun ser og hører, vil hun uden malice ofre sit liv for ham.
Og den ensomme far må erkende sin skæbne, da han konfronteres med en døende Gilda, der priser sin skæbne og ser frem til mødet i himlen med den afdøde mor. Efterfølgende sidder Rigoletto ganske ufortjent med datterens afsjælede legeme.
At Verdi i så grum en fortælling evnede at indlægge regulære ørehængere er både overraskende og imponerende. Stravinsky skulle have sagt, at der i ”La Donna è mobile” er mere substans og følelse end i hele Wagners Ringcyklus.
I øvrigt er det blevet diskuteret, om man fremover kan og bør spille ”Rigoletto” på grund af handlingen, hvor motoren er den kyniske og forførende Hertug, en udpræget #metoo skurk. Men netop denne nye iscenesættelse viser, at Verdi har så meget at byde på. Musikkens magt og kraft er tæt på at være uovervindelig med de arier, som allerede døgnet efter urpremieren i 1851 på La Fenice i Venedig blev sunget i nabolaget: ”La donna è mobile” og ”Bella figlia dell’amore” – og det på trods af, at Verdi først afleverede noderne til netop disse arier, få timer før tæppet gik.
Kan anbefale denne smukke ”Rigoletto”, også til operanovicer. Men sørg for ikke at sidde for langt oppe, for den enkelte sangers følelsesregister er vigtig at aflæse.
Der er to spilledage endnu: d.13. og d.14. august.
Samtidig er Opera Hedeland en hel udflugt værd med madboder, kaffe m.m. samt buskørsel til Hedeland. Alt kan læses på hjemmesiden – og i tidligere indlæg her på kulturkupeen.dk
Rigoletto af Giuseppe Verdi.
Instr.: Tobias Theorell.
Scen.: Magdalena Åberg.
Medv.: Fredrik Zetterström (Rigoletto), Peter Lodahl (hertugen af Mantua), Marie Heeschen (Gilda) m.fl. Opera Hedeland orkester og kor.