Menu Luk

Riget – efter Lars v. Triers film. Det Kongelige Teater.

∗ ∗ ∗ ∗

Anmeldelse af Ulla Strømberg.

Det er forståeligt, at Det Kongelige Teater finder på at sætte Lars von Triers kult-TV serie op som teater. Den kan sælge og give nye publikummer. Når Det Kongelige Teater så investerer alt og leverer en kvalitetsvare, for at blive ovre i købmandssproget, som den gamle ledelse kan forstå, så er der ikke noget at klage over, men, men. Nødvendigt teater er og bliver det ikke – eller teater til tiden.   Så skulle man have sat Christian Lollikes ”Hospitalet” op.

Riget – Det Kongelige Teater. Foto: Emilia Therese.

I Palle Steen Christensens gedigne scenografi, der udnytter skuespilhusets store scene og alt det tekniske kram, som huset formår, er der elevator, kældre, rør, kartotekskasser og glasvægge med dunkel belysning. Det gamle Rigshospitalet er genskabt i Skuespilhuset.

Riget – Det Kongelige Teater. foto: Emilia Therese.

Hele skuespillerensemblet leverer fine portrætter af de fra TV så kendte figurer: Fru Drusse – nu Kirsten Olesen som gammel, ikke spor forvirret dame i sutsko på jagt efter spøgelser. Thomas W. Gabrielsson er den svenske læge, der er vred fra start til slut – og har det bedst, når han kan råbe danskerdjævle til den lalleglade overlæge Moesgaard, spillet munter og let af Jens Jørn Spottag.

Riget – Det Kongelige Teater. foto: Emilia Therese.

Også Thue Ersted Rasmussen, som den unge, dumme lægesøn, tager kegler ved at løbe rundt og tro, at hospitalet er en legeplads, hvad det jo i virkeligheden også er.

Riget – Det Kongelige Teater. Foto: Emilia Therese.

Men hvor Trier og Vørsel (som manuskriptforfatter) dengang i 1990erne var i stand til at mixe en hidtil ukendt cocktail af sundhedsvæsen, statsinstitution og spøgelseshistorier, er vi et helt andet sted i dag, i 2018.  Vi ved, at sundhedsvæsenet er på sammenbruddets rand. Der er INGEN, der kan blive indlagt på et hospital uden adskillige manøvrer. Og er man først kommet ind, får man sikkert alskens andre sygdomme på grund af manglende rengøring. Sundhedsplatformen betyder, at det ikke er læger, men administratorer, der checker, hvad de andre har skrevet på computeren.  Derfor er ”Riget” som tidsbillede nostalgisk og helt uden sammenhæng med virkeligheden i dag. Men sådan var det ikke i 1990erne. Dengang troede vi stadig, at en læge er en læge er en læge. Men ikke i dag, hvor sygeplejersker står på gaden og demonstrerer for at få betalt frokostpause eller lignende, og en tikkende konflikt lurer.

Riget – Det Kongelige Teater. foto: Emilia Therese.

Instruktøren Nicolei Faber har gjort, hvad han kunne og skulle. Dygtigt arbejde. Det Kongelige Teaters maskine har kørt – fint job. Men ånden og sjælen og spøgelserne ville li’som ikke indfinde sig.

Men da forestillingen var slut, brød premierepublikummet ud i vild glæde og jubel. Så måske har ”Riget” en fremtid som kultteater – på linje med ”The Rocky horror show” eller ”Ørkenens sønner”. Man kommer for at få dagens sus. Man ved, hvad der sker og er parat til applaudere, når de elskede momenter indfinder sig. Sådan må sloganet lyde: “Kom og få dagens dosis spøgelse!”

Manuskript: Lars von Trier

Manuskript: Niels Vørsel

Iscenesættelse og bearbejdelse: Nicolei Faber

Scenografi og kostumer: Palle Steen Christensen

Komponist (titelmusik): Joachim Holbek

Lysdesign: Ulrik Gad

Videodesign: Michala Clemmensen

Lyddesign: Jonas Vest

 

Skuespillere:

Kirsten Olesen / Fru Drusse

Thomas W Gabrielsson / Helmer

Esben Dalgaard / Krogen

Lila Nobel / Judith

Jens Jørn Spottag / Moesgaard

Stine Schrøder Jensen / Rigmor

Peter Christoffersen / Bondo

Mads Rømer Brolin-Tani / Bulder

Thue Ersted Rasmussen / Mogge

Emil Prenter / Christian

Emma Thorborg Lok / Mona/Mary

Rigmor Lily Thomassen / Mona/Mary

 

www.kglteater.dk 

 

Se spilledage og køb billet:

https://kglteater.dk/calendar/?f-title=26681