∗ ∗ ∗ ∗
Anmeldelse af Ulla Strømberg.
Richard III, Riget, magten og æren. Teatergrad på Lyngby Rådhus.
Spændende kobling: Shakespearesk ondskab med den danske magtelite hensat til en byrådssal.
Teatergrad er altid i udvikling og på jagt efter anderledes spillesteder ude i det offentlige eller halvoffentlige rum. Med imponerende fantasifuldhed kaster Teatergrad sig ud i nye projekter – måske uden at vide, om de kan bunde. Hvilket vovemod.
Denne gang kobler de en af Shakespeares onde tragedier sammen med magtkamp og lokalpolitik i Danmark. Det er faktisk den såkaldt magtelite, som Teatergrad ønsker at give et eftersyn.
Det er en sjov modsætning, men måske kunne Teatergrad have fundet noget mere indlysende end onde Richard III. Men interessant er det alligevel blevet i den skrappe bearbejdelse, hvor Richard III-figuren er bevaret som næsten den eneste person i Shakespeares tekst. Og ikke meget tekst.
Spillestedet er i den nyrenoverede byrådssal på Lyngby Rådhus, og publikum sidder op mod væggene, mens spillepladsen er selve gulvet. Hurtigt fyldes gulvet med sorte herresko – først i en bunke –så sirligt opstillet som par. Ganske effektivt teatertrick eller visualisering, for hvad er det, der kendetegner magten: Mænd, velklædte ( for det meste) dvs. gode sko.
Men i dag, anno 2025, er han måske i sneakers for at virker ung med de unge. Men det fungerer flot, også de få stativer med neonrør, der kan flyttes rundt og på et splitsekund gøre det hele levende. Også mange fiffige små detaljer, der forandrer figurerne. Meget æstetiske valg.
Men jeg ville have slukket det kommunale hvide loftslys,det suger stemningen ud af rummet. Måske er det en pointe, men på pressebillederne er glaskuplerne slukkede.
Rolf Hansen er den onde prins, der tiltager sig kongemagten. Han kommer ind i klassisk kostume, lige midt i byrådssalen, heldigvis med stille stemme. Og ingen tvivl. Richard oser af et dybt magtbegær, der koster adskillige personer livet og hovsa, også et par hustruer. Men sådan var det vist i England og Rolf HAnsen illuderer fint.
Mod slutningen, igen stilfærdigt, får han mareridt og hallucinationer og indtager den store shakespeare-skuespiller David Garricks kendte attituder, som er overlevet i ikke mindst William Hogarths billeder. Se, det er teaterhistorie, som instruktøren Pelle Nordhøj Kann kobler sammen med de 396 virkelige mennesker fra den danske magtelite. Godt man ikke er en af dem!
Selvfølgelig er det et sammenstød: Rolf Hansen som Richard III endda a la 1700 tallets Garrick overfor to moderne skuespillere, Malou Takibo og Christine Worre Kann, der lidt for børnepædagogisk opremser en masse navne og lønninger – folk fra den danske magtelite.
Men taler den såkaldte ”bløde” videnskab nu også sandt, når der sættes navne på, og bl.a. Brian Mikkelsen og Kong Frederik sidder side om side på allerøverste, indflydelseshylde? Efterfølgende opremses flere navne fra den danske virkelighed, men er det lige netop dem, der bestemmer? Kan være der er over økonomi, men næppe over liv og levned – og hvad med eftertiden? Det hele er nok lidt mere speget end et middagsselskab i Klampenborg.
I øvrigt står kampen vel også imellem pengeverdenen og politikerne, og så er der de store fonde, private eller byggende på befolkningens oprindelige indskud, som ikke blev tilbagebetalt (Realdania og bikubenfonden.) Er de ikke med til at markere nogle uhyggelige, udemokratiske udviklingslinjer. De må gerne hudflettes næste gang.
Teatergrad sætter tanker i gang – og ikke de behageligste, det er vigtigt, men det er altid farligt at gå så håndfast til værks, og det banker os tilbage til 1970ernes politiske teater.
På imponerende vis kommer de faktisk helskindet igennem eksperimentet med underlægningsmusik og indlagte viser. Igen er det dog som med det golde loftslys lidt blandede signaler, der sendes. For hvad vil musikken understøtte? Hvilken tid? er det sagntid, nutid? Reflektionstid?
Teatergrad vover pelsen ved næsten hver produktion – denne gang har de gabt over rigtig meget, men overlever, selv om det er en svær opgave at kombinere uhyrligheder i dansk samfundspolitisk sammenhæng med Shakespeares 100 % onde Richard III.
Anbefaling – men ærgerligt nok er der ikke noget program til forestillingen –og heller ikke Shakespeare-stikord til dette drama, der er skrevet i ca. 1590erne.
Der spilles få gange på udvalgte dage.
Medvirkende / Malou Takibo, Rolf Hansen & Christine Worre Kann
Instruktør / Pelle Nordhøj Kann
Komponist og sangskriver / Marie Louise von Bülow
Tekster / Shakespeare bearbejdet af Pelle Nordhøj Kann med afsæt i Jens Albinus’ version af Richard III
Scenograf / Sir Grand Lear / Lea Burrows
Lysdesign / Flora Pelle Brandt
Idé & koncept / Teatergrad