∗ ∗ ∗ ∗ ∗

Anmeldelse af Ulla Strømberg.

Richard II på Det Kongelige Teater.

 

Selvfølgelig er jeg mere end taknemlig over endelig at få en forholdsvis helstøbt Shakespeare-tekst serveret fra en scene og ovenikøbet så formfuldendt leveret af Olaf Johannessen i Staffan Valdemar Holms iscenesættelse med en eminent scenografi af Bente Lykke Møller. Som tidligere skrevet i forbindelse med to aktuelle ”King Lear” opsætninger har jeg været tæt på at ringe til Shakespeare-politiet, for der var så lidt tilbage af Shakespeares tekst.

Det er ikke nødvendigt at klage her, og tak for det.

Den historiske tid, hvor Shakespeares England havde en konge ved navn Richard II, var i slutningen af 1400 tallet. Så Shakespeare skrev med en distance på 100 år, men dog med visse aktuelle referencer.

Iscenesættelsen er på raffineret vis rykket op til vor nutid med 9 habitklædte herrer i forskellig alder, alle i grå tweed, yderst behageligt for øjnene, mens de eneste rekvisitter på den store drejescene er nogle day-beds, som det hedder i dag, simple elegante, sorte ottomaner i Poul Kjærholm-stil med hovedhynder.

Disse senge kan illudere meget,  bl.a. soldaterkaserne, velkomsthaller eller i de lukkede rum, hvor mænd nu færdes og diskuterer politik.

Som ekstra staffage er tre tavse, vandrende kvinder i smukke gyldne renaissancekostumer. De serverer drinks m.m. til herrerne, men hvem er de? Konkubiner?

“Richard II” er en sjældent spillet tragedie, og jeg har kun oplevet stykket i England som en del af en større serie, ”The War of the Roses”. I sig selv er teksten dog interessant ved en pæn portion poesi midt i selve handlingen, som er forholdsvis lineær. Det er bare tragedien “Richard III”, der har taget lyset og stået i vejen med den pukkelryggede konge, der har været alt for tiltrækkende for både skuespillere og instruktører.

Richard II er en hård hund og en dårlig leder, så hans tidligere ven og fætter Bolingbroke ønsker at få ham afsat og overtage magten. Baggrunden er lidt hurtigt beskrevet i denne version, men skyldes dårlig økonomi og overbrug under Richard II.s regime. Bolingbroke er sendt i flerårigt ufrivillig  eksil, og det svarer vel til orlov uden løn i moderne sprogbrug.

Kabalen lykkes dog for Bolingbroke, der vil  have noget tilbage af kongen og derfor er vendt tilbage til England. Men tanken fra Shakespeares hånd og skrivebord er nok snarere at vise, at alle nye ledere rydder op, når de kommer til, dvs. fjerner forgængeren og hans ligesindede. Men primært vil Shakespeare afdække Richards IIs mærkelige sind. Tilsyneladende spiller Richard roller hele tiden, uden at nå ind til kernen i sig selv – både som menneske og som hersker.

Før forestillingen træder Olaf Johannessen

frem foran det teatralsk røde tæppe og siger, at han om lidt vil optræde som Richard II. Denne åbning er i dobbelt forstand raffineret og lægger distance og viser et moderne nærvær.  Det ville have været fantastisk, hvis den genuine teatralskhed, som er til stede her, havde forplantet sig til de 8 andre mandlige skuespillere.

Men desværre er de anderledes tunge, ligefrem naturalistiske i deres karakteristikker og herunder sprogbrug, og det hjælper heller ikke, at 8 mand skal gøre det ud for de mere end 20 personer, som Shakespeare har lagt ind i historien. Der mange rolleskift giver forestillingen et irriterende strejf af skolekomedie eller 1970er-teaterstil.Nicolaj Kopernikus må oven i købet indimellem spille dronning.

Forestillingen er til gengæld nærmest sublim, når Olaf Johannessen er på scenen og spiller det evige nærvær/fraværsspil, som mange ledere har, når de erkender, at magten måske alligevel ikke siger dem noget. Samtidigt ved de fleste ledere også, at man ikke kan have en afsat leder løbende rundt – og det uanset om det er en konge eller, set med nutidsøjne, en partileder eller hvem man som tilskuer kan se moderne paralleller til.  Olaf Johannessen mestrer det hele med sin kraftfulde stemme, som han kan modulere efter forgodtbefindende.

Det Kongelige Teater håber vist på, at publikum skal fange noget af moderniteten hos Shakespeare. For blandt de indbudte gæster ved premieren var der ikke de sædvanlige influencere, dvs. fikse damer i høje hæle, nej, denne aften så jeg flere tidligere og nuværende chefredaktører fra de trykte og elektroniske medier i selskab med hinanden.  Ikke alle kunne dog holde koncentrationen og var i stedet vildt optagede af deres mobiltelefoner i pausen. Ak ja. Her serveres noget af den bedste skuespilkunst, som lige nu kan opstøves i Danmark, også skal folk sms’e i pausen.

Tilbage til Shakespeare, hvor alle teatre for tiden bruger Niels Brunses nye oversættelser. Det er helt fint, men en gang imellem savner jeg også mystikken i ordene. For Brunses oversættelser, som skuespillerne synes at elske for deres ligefremhed, har nogle steder mistet sommerfuglestøvet.  Men det havde nok heller ikke gavnet det samlede billede af denne “Richard II”, hvor der virkelig er brug for, at skuespillerne behersker sproget.  Dermed er Niels Brunses ord langt at foretrække.

 

Dramatiker: William Shakespeare

Iscenesættelse og bearbejdelse: Staffan Valdemar Holm

Scenografi og kostumedesign: Bente Lykke Møller

Lysdesign: Clement Irbil

Lyddesign: Rasmus Kreiner

Oversættelse: Niels Brunse

Bearbejdelse: Benedikte Hammershøy Nielsen

 

Olaf Johannessen / Richard II

Mikkel Arndt /Henry Bolingbroke / 2. hofdame

Peder Holm Johansen / Hertugen af York

Tom Jensen / Jarlen af Northumberland / 1. hofdame

Nicolaj Kopernikus / Dronning Isabel / Biskoppen af Carlisle

Alvin Olid Bursøe / Hertugen af Aumerle / Bagot / Ross / gartnersvend / staldknægt

Andreas Jebro / Harry Percy / Green / Scroop / tjener

Zaki Nobel / Bushy/ Abbeden/ Berkeley / Exton / kaptajn / gartnersvend

Peter Gilsfort / Willoughby / Salisbury / gartner / fangevogter

 

www.kglteater.dk