∗ ∗ ∗ ∗
Anmeldelse af Ulla Strømberg.
Revolution.
Problem- og diskussionsdrama i elegante, moderigtige omgivelser a la Ikea- og Barbieland.
Elegant og provokerende drama i dramatikeren, instruktøren og teaterlederen Christian Lollikes helt specielle stil. Vi ler, vi bliver forbavsede, forundrede, lidt forurettede for til sidst at blive tvunget til at reflektere, dvs. tænke over det hele: livet, døden og det midt imellem.
Smukt ser det ud. Som et strømlignet Bo Bedre-hjem med dyreste Ikea-modeller og de fire skuespillere moderigtigt klædt på i gråt og hvidt –iblandet et strejf af rumdragt. Flot ramt af scenografen Francisca Zahle.
De fire personer har gennemsigtige halvmasker på, og i begyndelsen er deres bevægelser langsomme, abrupte som mekaniske dukker. Ligeså talen, som er langsom og måske en smule forvrænget.
Dialogen er hverdagsagtig, og de fire personer dækker spektrets fire temperamenter: den sårede mand, som er blevet skilt, den positive, men frustrerede kvinde, den gestikulerende kvinde – samt den mere bryske mand. De er samfundsborgere, som accepterer verden til en vis grænse, men oprøret (revolutionen) lurer nedenunder og kommer til fuld udfoldelse allerede i anden sats. For stykket er faktisk at ligne med et gennemkomponeret stykke musik.
Da Ikea-papkassens indhold skal samles, går det godt i begyndelsen, men siden udvikler det sig. Volden kommer snigende, først mod møblerne og siden mod publikum. I mellemtiden har de fire personer været en tur rundt om ”Ikealand”. Tænk, hvis verden kunne samles i en forenet nationalstat. For vi ved jo godt, at verdens mest udbredte tryksag, næst efter biblen, er Ikeas årlige møbelkatalog!
Så langt, så godt. Lollike har skrevet teksten inspireret af tanker og essays af den yngre, marxistiske kunstteoretiker Mikkel Bolt Rasmussen og suppleret med tekster af medinstruktøren Sigrid Johannesen.
Men vær’ ikke bange. Der er ingen fremmeord eller doktriner. Det er helt op til publikum at fortolke.
Christian Lollike har et budskab og bruger alle teatermediets til rådighed værende midler, også de historiske. Og det kan være en smule enerverende. Verden er af lave. JA! Der må ske noget! JA! Men skuespillernes halvmasker har vi set mange gange. Gestikken a la Barbiedukke/ Coppelia ligeså – og angreb mod publikum så sandelig også. Lollike kan sin teaterhistorie og idéhistorie og tager med muntert sind fra alle hylder, mens vi som publikum blot må følge med.
Men hvorvidt Lollikes budskab i ”Revolution” er proaktivt, må stå hen. Det synes snarere som at være en konstatering af, at der er noget galt i Danmark /verden – og de, skuespillerne, kunne såmænd ligeså godt have henvist til Dybbøl Mølle, som til de fædrelandssange, der også indgår.
Men som bekendt er Lollike ikke plat. Han er den moderne, intellektuelle teatermand, der via teatermediet vil ryste os en lille smule. Og det er ikke første gang.
For nogle år siden skabte han furore ved at spille et stykke om nordmanden Breivik. Og faktisk blev ”Revolution” i en tidligere version sat op på National Theatret i Oslo efteråret 2017 og høstede stor anerkendelse.
Dengang var hele handlingen henlagt til en Ikeabutik. Nu er der sket justeringer, og det tror jeg har strammet op og gavnet budskabet, men jeg har ikke belæg for min påstand.
Når jeg ikke er helt oppe i sofitterne af jubel skyldes det flere faktorer:
Den langsomme gestik og tale nedsætter tempoet i hele forestillingen og er på nippet til at kede, men naturligvis med markante referencer til bl.a. Robert Wilsons teaterform. Den bevidst provokative attitude, som titter frem i sprækkerne hele tiden, og ikke mindst og kommer til udtryk i slutningen, synes helt overflødig. Forestillingen bliver nærmest infantil og giver mindelser om svenske Lars Norén. År tilbage skulle han altid provokere og overskride grænser. Til sidst gik det galt, da han arbejdede med langtidsindsatte fanger, som narede den godtroede teatermand!
Men Christian Lollike er som teatermand interessant, og selvfølgelig skal han have lov at rumstere rundt i teater-og filosofihistorien. Det er også godt, at både Aarhus Teater og Københavns Kommune med Sort/ Hvid giver ham udfoldelsesmuligheder.
Men dele af Lollikes teater er for Feinsmeckere, bl.a. århusianske dramaturgistuderende må lappe de lollikeske dråber i sig.
For os andre er det interessant, lidt anderledes, men også momentvist irriterende. Selv om Lollike har ret: der er noget i gære, verden sitrer, og vi burde gøre noget.
Instruktion: Christian Lollike & Sigrid Johannesen
Dramatiker: Christian Lollike
Tekster af Mikkel Bolt Rasmussen Tekstfragmenter af Sigrid Johannesen
Scenografi, kostumedesign: Franciska Zahle
Musikalske arrangementer: repetitør Niels Søren Hansen
Lysdesign: Anders Kjems
Lyddesign: Ise Klysner Kjems
Skuespillere: Marie Marschner, Jacob Madsen Kvols, Kjartan Hansen, Rikke Lylloff
Spilleperiode – og spillesteder
AARHUS GODSBANENS ÅBNE SCENE 15. AUGUST – 1. SEPTEMBER
SORT/HVID 5. – 29. SEPTEMBER
AARHUS TEATER STIKLINGEN 2. – 13. OKTOBER Marie Marschner Jacob Madsen Kvols Kjartan Hansen.