∗ ∗ ∗ ∗ ∗
Anmeldelse af Ulla Strømberg.
Revolution i Kommunen på Aalborg Teaters lille scene.
Er det jysk Tjekhov, rykket et par etager ned ad den sociale rangstige? I hvert fald spilles der eminent godt og på ravjysk i dette neorealistiske spil. Underdanmark taler igen i denne follow-up på Henrik Szklanys tidligere stykke: ”Alle mulige ting til salg”.
Forestillingen er ubærlig og informativ i al sin socialrealistiske spillestil tilsat en ordentlig omgang humor. ”Revolution i Kommunen” er nemlig endnu et godt møde med den 35 årige danske dramatiker Henrik Szklany, der igen viser gode evner efter bl.a. ”839 dage” (om somaliske kidnappere) – ”Corydong” (om den tidligere finansminister) – og et par dramatiseringer: ”Røde Orm” – og den mindre heldige ”Kongens Fald” – begge på Det Kongelige Teater. Manden kan noget. Han er i stand til at differentiere imellem figurernes sprog og ligefrem få den førtidspensionshungrende John til at fremstå som en dansk version af Alfred P. Doolittle, skraldemanden, med ordet i sin magt. For denne John, spillet nuanceret af Lars Topp Thomsen, kan få salen til at ryste af grin, når han lige i starten skal beskrive mødet med autoriteterne: Han har da fortjent sin Arne(førtids)pension, fordi han har fået sukkersyge og ikke hører til de undervægtige og i øvrigt altid har en stribet slikpose i lommen. Socialvæsenet har understået sig i at foreslå en praktikplads i stedet. Det ville betyde tre busser hver morgen!!! Hvor vover de!!! Anita må have fat i plasticmapperne og finde en løsning så han kan komme på evig forsørgelse.
Sproget hører til i den sjove afdeling. Vittigheder, eder og slang, jeg aldrig tidligere har hørt, fyger hen over kaffebordet, men florerer nok allerede på beværtninger rundt om i Aarhus og Aalborg. Mens selve det velskruede plot er dybt tragisk – og uden happy end. Her kommer Tjeckhov ind, når personerne håber på en fremtid, men alligevel har en intuitiv fornemmelse af det hele nok går i den forkerte retning.
Den 46 årige søn Lars, Jacob Moth-Poulsen, kommer hjem med en lille nyfødt, han har fået med en pige, der ligger på en lukket afdeling ovre på Sjælland. Nu vil både han og husets midtpunkt, den snarrådige, men også dovne mor Anita, ekstremt realistisk spillet af Marie Knudsen Fogh, gerne illudere den kernefamilie, som skal dupere socialrådgiveren.
Sagen udvikler sig. Socialrådgiveren, som er fra lokalområdet, har såmænd ligeså mange problemer som klienterne og er i et dilemma. Gør hun ikke sin pligt ved at tvangsfjerne barnet, mister hun jo jobbet, og så kan hun og hendes familie havne på gulvet, sammen med de andre.
I bogstavelig forstand har instruktøren Martin Nyborg sammen med scenografen Laura Rasmussen skabt et ærkedansk BIVA-hjem med læder/plastic-sofaer, spisebord og væg til væg. Pointen er blot, at gulvet er skråt, og som det hele udvikler eller nedvikler sig, stiger stejlheden. Til sidst er gulvet nærmest lodret. Det er set før, men fungerer. Dog behøvede skuespillerholdet slet ikke disse fysiske benspænd, for de er alle som en eminente i rollerne – ja man tror næsten for meget på dem, og ville ønske at, de trådte frem til allersidst som sunde, stærke skuespillere.
I begyndelsen havde jeg i øvrigt et deja vue til svenske og finske socialrealistiske stykker fra 1970erne, som ofte var på recepten: far drikker, mor er nedbrudt, og derfor begynder børnene at stjæle. Og så kommer socialrådgiveren på besøg. Men ”Revolution i kommunen” er mere og kan mere. For desværre er stykket også alt for aktuelt nu i denne uge, hvor ”De gule veste” holder to års dag for deres kollektive oprør mod den franske magtelites negligering af de almindelige samfundsmæssige uligheder.
Disse tilsyneladende danske samfundstabere forsøger at sætte et oprør på benene, præcis som i Frankrig, via facebook. Men i ”Revolution i kommunen” mislykkes de og rammer i bogstavelig forstand panden mod muren, det lodrette gulv.
Historien bliver endnu mere grotesk, fordi den udspiller sig lokalt i det nordjyske. For hvad er det nu med de autoriteter? Vi har lige haft en to ugers minkkrise, hvor det har vist sig, at selv om lov er lov, så har hverken regeringen, embedsværket eller ordensmagten holdt loven og føler heller ikke, at de burde rette ind. Nordjylland blev lukket ned i to uger – og jeg tør ikke nævne, hvor mange mink, der har ladet livet – uden lovhjemmel. Men vé den lille usling som sætter sig op mod autoriteterne. Her kender vi dags dato, fredag aften d.20.11.2020. ikke slutningen på det store danske drama, men Henrik Szklany har som enhver anden klassisk dramatiker ladet nogle dø, andre leve – og et par få personer står tilbage med et spinkelt håb. Ren Tjekhov – på ravjysk.
Revolution i Kommunen
Forfatter
Henrik Szklany
Instruktør
Martin Nyborg
Scenograf
Laura Rasmussen
Medvirkende:
Anita, 65 år – Marie Knudsen Fogh
Lars, Anitas søn, 46 år – Jacob Moth-Poulsen
John, Anitas nabo, 63 år – Lars Topp Thomsen
Beate, Anitas lillesøster, 60 år – Camilla Gjelstrup
Ester, 36 år – Karla Rosendahl Rasmussen
Caroline, sagsbehandler, 28 år – Bolette Nørregaard Bang