Menu Luk

Revisoren i nye klæ’r på Nørrebro Teater.

∗ ∗ ∗ ∗ ∗ ∗

Anmeldelse af Ulla Strømberg.

 

Forrygende og vittigt samfundsbillede på Nørrebro Teater med det 182 år gamle skuespil ”Revisoren” af den russiske forfatter Gogol.

Flot gået af Nørrebro Teater, der nu kan inkassere endnu en succes, hvor et  klassisk forlæg og eminent samtidssatire går op i en højere enhed.

Revisoren. Nørrebro Teater. Foto: Büro Jantzen.

 

Det lykkes over al måde med ”Revisoren”, hvor en hel by lader sig narre til at tro, at en fornem statsrevisor er kommet til byen inkognito.  Hver og en fedter de for ham, giver ham penge under bordet og prøver at mele deres egen kage. Det er lige fra borgmesteren, til sygehusforstanderen, dommeren, skoleinspektøren og de lokale godsejere, som synes fine, men er ludfattige.  En omvendt forvekslingskomedie, som i dag kendes fra mange andre teater- og filmhistorier – fra ”Jeppe på Bjerget”, ”Den politiske Kandestøber”  ”Kaptajnen fra Köpenick”,  ”Mr. Chance” – og mange flere.

Det vittige i denne udgave af Gogols lille mesterværk er ikke mindst  opdateringen. Forlægget er en engelsk version fra 2011 ved David Harrower, flot fordansket af Christiana Wendelboe. Men også instruktøren Madeleine Røn Juul er lykkes med at fremelske det bedste hos alle skuespillere.

Revisoren. Nørrebro Teater. Thure Lindhardt. Foto: Büro Jantzen.

For de er fremragende over en bred kam. Fra  titelpersonen, spillet af Thure Lindhardt, som en lidt enfoldig plattenslager, der rejser rundt med sin tjener uden en klink på lommen. Som en anden Tartuffe tager han det hele med: penge, smiger, mad – og først som sidst både konen og datteren i huset.

Revisoren. Nørrebro Teater. Ole Lemmeke. Foto: Büro Jantzen.

Ole Lemmeke er intet mindre end genial som den slikkede borgmester, der med et bredt, alt for lyst, silkeslips er mand for at gå til yderste grænse i bestikkelse for at fastholde sin position og redde byen og samtidig udsulte Handelsstandsforeningen. Man kommer til at tænke på grønne badeværelser i Aalborg og deslige. Hans kone og datter, spillet af Christiane Gjellerup Koch og Josephine Park følger trop  og er lige til at sætte ind i ”Tartuffe”,  for de kan både lokke og afvise den frygtelige hykler.  Michael Birkkjær er helt foroverbøjet som den slappe, men bagtalende sygehusinspektør, der selvfølgelig har en læge, der overhovedet ikke forstår russisk! Og det med patienter er bare for besværligt! Kender vi situationen? Ja! Og sådan er det hele vejen rundt.

Vi ser på de muntre karikaturer og genkender dem.  Tina Gylling Mortensen er forrygende som den fidele dommer, der er vild med jagtture. Også som handelsstandsforeningens udsultede medlem er hun suveræn.

Revisoren. Nørrebro Teater. Benedikte Hansen. Foto: Büro Jantzen.

Overklassen er til stede ved Benedikte Hansen med læbestift over det hele og sammen med Sarah Boberg, begge iført ridekostume, karikerer de borgerskabets kvinder, når de er værst. Vittigt og på kornet.  De to unge skuespillere, Nicolai Jørgensen og Anna Bruus Christensen, som endnu er elever,  får maximalt ud af deres roller og lever fuldt op til deres ældre, suveræne kolleger.

Det er kort sagt en utroligt god teateroplevelse, hvor man underholdes og desværre også ser alt for mange tegn på dekadencen i vort eget liv.  Kontrasten var også slående til kendispremieren med rød løber og  vippersoner,  som blev antastet af de fremmødte, kælne pressefotografer. I dag kendt, i morgen glemt.  På tilskuerpladserne sad flere, som må have oplevet temporær smiger og falbelader. På min række: en forhenværende statsminister, bag mig: en magtfuld fondschef, som giver penge til kultur, og foran mig: berømte skuespillerinder. De må kende til smiger i stor skala, mens vi andre sikkert har prøvet det i småt format.

Scenografien ved den svenske Sven Dahlberg var med sine jernkvadrater velfungerende – men på en måde intetsigende og vil kunne bruges til alt og intet. Gem den til fattige tider.

”Revisoren” rammer os alle, takket være fremragende skuespillerpræstationer og en stærk instruktørhånd.

6 stjerner til Nørrebro Teater, der klør på med at skabe muntert og relevant nutidsteater – og samtidig giver en række af vore bedste skuespillere Lebensraum.

 

Forfatter: Nikolaj Gogol

Bearbejdelse: David Harrower

Oversættelse: Christina Wendelboe

 

Medvirkende:

Thure Lindhardt, Benedikte Hansen, Mikael Birkkjær, Sarah Boberg, Ole Lemmeke, Tina Gylling Mortensen, Jacob Weble, Christiane Gjellerup Koch, Josephine Park, Nicolai Jørgensen, Anna Bruus Christensen

Instruktion: Madeleine Røn Juul

Scenografi og kostumer: Sven Dahlberg

Koreograf: Esa Alanne

www.nbt.dk