∗ ∗ ∗ ∗ ∗
Anmeldelse af Ulla Strømberg.
Rejsen til Reims opført på Operaen.
En munter opera. En munter aften i Operaen – kan man ønske sig mere – og så i selskab med Picasso, Van Gogh, Keith Haring, Magritte, Frida Kahlo og en masse sangere.
Det hører til sjældenhederne, at en opera bare er den rene underholdning – uden løftede pegefingre om moral og livets dårskaber. Men Rossini skabte i 1825, da han var på sit højeste, en opera i anledning af den franske Carl d.10. (Charles X)’s kroning i Reims. Altså en form for bestillingsarbejde. Operaen blev vist opført fire gange i Paris, og det var så det, fra Rossinis side.
Pressebillede.
Han genbrugte siden dele af partituret i den ikke så kendte opera ”Greve Ory”, også munter og sorgløs musik, bl.a. opført for et par år siden på Malmøoperaen.
I 1970erne blev hele ”Rejsen til Reims” genskabt af et par musikarkæologer og er siden gået ind på det store internationale operarepertoire.
I forlængelse heraf har Det Kongelige Teater skabt et samarbejde med Operaen i Amsterdam, hvor produktionen allerede for et par år siden havde premiere.
Pressebillede.
København har nu fået en sjov, begavet og top professionel iscenesættelse af dette vanskelige underholdningsteater. For instruktøren Damiano Michieletto har i samarbejde med scenografen Paolo Fantin og kostumedesigneren Carla Teti skabt deres helt eget univers hos et auktionshus, hvor værker fra hele kunsthistorien åbner sig, og figurerne træder ud af rammerne. Det hele hænger sammen, da skikkelserne, sammen med hele koret, til sidst ender i det store officielle kroningsbillede af Francois Gerard fra 1827. Imponerende udført af scenograf, koreograf m.m. og må også give ekstra styrke til sangerne, så de ikke bare skal fremføre musikken, men indgå i en handling.
Scenografien støtter op om den helt utroligt løse handling fra Rossinis hånd: nogle gæster på vej til kroningsfesten bliver opholdt og kan ikke rejse fra deres hotel. Og hvad skal de så foretage sig? Det er handlingen, som her bliver til diverse kærlighedsarier m.m. af fortidens ånder.
Pressebillede.
Sangerne er mange, 14 styks solister, mindst, for Rossini havde mange ved hånden dengang i Paris i 1825, og kor oveni.
Det vil være forkert at fremhæve nogle sangere, for de gør alle et gedigent arbejde, uden dog at nå mere end som så ud over rampen. Bedst går det for Morten Staugaard, Michael Kristensen, Gert Henning-Jensen, Henriette Bonde-Hansen og Hanne Fischer. Sværere er det for Elisabeth Halling. Og selv om Anke Briegel som sådan er fyldestgørende som den unge kvinde, er der ikke megen sex og charme i hendes præstation.
Men sjov og letløbende bliver hele operaen under dirigenten Thomas Søndergaards ledelse.
Tag fri nogle timer og nyd noget så sjældent som en munter opera.
Ps. Det var også instruktøren Michieletti og co., der for et par år siden stod for Puccinis tre små operaer inc. Gianni Schicchi.
Pss: På Amsterdam-operaens hjemmeside er de forskellige kunstværker i scenografen gennemgået og nævnt. Det Kongelige Teater forudsætter, at alle kender værkerne eller? Endnu engang et mangelfuldt program, der dog har en gennemgang af operaens kringlede historie.