Menu Luk

Reformisten. Den kvindelige imam.

∗∗∗∗∗

Væsentlig og gribende.

Åbningsfilmen på CPH:DOX 2019 Reformisten er en feministisk kommentar til den kvindeundertrykkelse, der foregår her i landet i de muslimske miljøer. Filmen handler om feministen Sherin Khankan. Det lykkes hende i 2016 at starte en moske i København, med kvindelige imamer, der kæmper for en genlæsning af Koranen, som bygger på tolerance og ligestilling mellem kønnenene. En tilgang, som bringer dem på kant med en traditionel patriarkalsk tolkning. Med andre ord en nytolkning af de hellige tekster i forhold til den tidsalder vi lever i.

Foto: Jeppe Boye Nielsen

I første scene ser vi Sherin Khankan tale i telefon med en muslimsk kvinde, der lever i et voldeligt ægteskab. Hun er skilt efter dansk lov, men vil gerne have en islamisk skilsmisse. Det kan hun ikke få. Sherin lover at hjælpe hende. Sherins mor er kristen finne og faren syrisk muslimsk flygtning. Det har aldrig skabt problemer i familien. Derfor er en af hendes hjertesager også interreligiøse ægteskaber. En muslimsk mand må gerne gifte sig med en kristen kvinde, men en muslimsk kvinde må ikke gifte sig med en kristen mand. Disse regler taler for sig selv.

Da hun på et tidspunkt skal vælge tro, beslutter hun sig for at blive muslim. Hendes liv havde været lettere som kristen, og hun kunne bruge sit liv på noget andet end den modstand mod hende og hendes holdninger, som hun til stadighed er udsat for fra muslimske miljøer. Om sine egne børn siger hun. ”Mine børn vil sikkert ikke gifte sig muslimsk. Vi bor i Europa, i Danmark og går ind for interreligiøse ægteskaber.

Sherin Khankan, der er uddannet på Københavns Universitet som religionssociolog og er samfundsdebattør, er en fascinerende og modig kvinde. Hun er smuk, højt uddannet, god til at argumentere, men kan ifølge filmen også være dominerende, hvilket skaber problemer for hende.

Vi følger hendes over en periode på 4 år. Man kan ikke lade være med at blive imponeret over hendes vedholdenhed. Hun holder foredrag rundt omkring i verden. Vi ser hende nervøs holde et af dem for et fyldt auditorium på et universitet i Ankara. Hun er flere gange blevet hyldet som progressiv frontfigur bl.a. af den franske præsident Emmanuel Macron. I 2018 modtog hun UNESCO-prisen ’Global Hope Award – Hero Prize’ for sit arbejde for muslimske kvinders rettigheder. I 2016 blev Sherin Khankan udnævnt af BBC til at være blandt verdens 100 mest indflydelsesrige kvindelige pionerer.

Hun fortæller i et interview, at hendes drøm har været at starte en moske i Danmark med kvindelige imamer, rekruttere en ny generation af kvinder samt uddanne og oplære dem. Kvinder er nødt til at tage titlen. Vi får den ikke foræret- nogensinde, siger hun. Og det har hun nok ret i.

Foto: Jeppe Boye Nielsen

Vi mangler kommentarer fra herboende mandlige imamer. De har ifølge filmen ikke ønsket at udtale sig. Det er ærgerligt. Det er altid godt at se en sag fra flere sider.

Gå ind og se denne væsentlige og gribende film om en beundringsværdig kvinde, der tør gå sine egne veje. Selv om filmen måske ikke bibringer så meget nyt i debatten omkring ligestilling i de muslimske religiøse miljøer, er det en film der giver stof til eftertanke og som følger en længe efter man har forladt biografen.

Instruktør og fotograf: Maria Skovgaard

Premiere: 21.marts 2019

VISNINGER PÅ CHP:DOX

Onsdag 20. marts: 20.00, Konservatoriets koncertsal

Torsdag 21. marts: 17.30,Empire Bio

Lørdag 23. marts 12.00,Bremen Teater

Onsdag 27. marts 14.30,Cinemateket

Fredag 29. marts 17.00,Grand Teatret

Søndag 31. marts 12.30,Valby Kino