∗ ∗ ∗ ∗ ∗ ∗
Anmeldelse/ Ulla Strømberg.
Imponerende genopsætning af Dostojevskij-tekst på Det Kongelige Teater.
Tilbage i 2011 var Det røde Rum forholdsvis nyt og anderledes, bl.a. med premieren på Kældermennesket – en dramatisering af en Dostojevskij-tekst ved instruktøren Rune David Grue og med en meddigtende scenografi af Palle Steen Christensen, hvor Ramus Bjerg foldede sig ud.
Allerede dengang var det en overrumplende stærk oplevelse.
Men det er kun blevet bedre.
Ramus Bjerg har fået en større frihed, giver mere slip, demonstrerer et vildere temperament – og spiller suverænt på kantet af 150 år. Teksten er fra 1864.
Handlingen udspiller sig i Sankt Petersborg, hvor en mand har kvittet det almindelige borgerlige liv som embedsmand og nu lever som en huleboer, der hele tiden må gøre op med fortiden. Han har kun ringeagt til overs for sig selv, men endnu mindre respekterer han omverdenen: ”Jeg er et sygt mennesket. Jeg er et ondskabsfuldt menneske. Et utiltalende menneske…” – siger han højt, men det passer ikke betror han sig selv os andre et øjeblik efter: ”Jeg løj.”
Med scenografien rykkes historien op i vores nutid, da hele bagvæggen er en stor decoupage ( papircollage) med ansigter fra verdenspressen og den store historie. Masser af drømmekvinder fra ugeblade, men også Shakespeare, Obama og portrætter hentet fra billedkunsten, bl.a.”Frokost i det grønne”. Under hele forestillingen er Ramus Bjerg i gang med at fylde på med nye øjne, omverdenens øjne, der hviler på ham, og som han ikke kan undslippe. Et ret genialt greb, der forløser teksten masimalt og tilsyneladende også giver den fornødne ramme, så historien kan folde sig ud i det store fælles rum – uden tid og sted, hvor døden alligevel venter på os alle lige henne om hjørnet. I en gammel programartikel fortæller instruktøren, at man netop skal se personen som en moderne eksistens, der lever hele sit liv på internettet og slet ikke har uret i sine betragtninger.
Selv om det er historien om en mand på deroute – en russisk Jastrau fra Hærværk, så er det så alment skrevet og så vedkommende spillet, at det får én til at standse op – og lige overveje, hvordan det nu er, de næste år skal forløbe. Skal man give pokker i det, for skæbnen afgør det jo alligevel, eller skal man tage sig sammen, anstrenge sig?
Det er jo ikke så dumt, når teatret helt umærkeligt kan stille de store eksistentielle spørgsmål i løbet af 60 minutter!
Kan kun anbefales!
Spiller desværre kun kort tid – sidste gang er d. 11. 2. 2015
Iscenesættelse og dramatisering: Rune David Grue
Scenografi og kostumer: Palle Steen Christensen
Lysdesign: Jonas Bøgh
Oversættelse: Ole Husted Jensen
www.kglteater.dk