Kommenteret af Ulla Strømberg. (NB: Selvbiografier får aldrig stjerner.)
Rapport fra et kvindeunivers – ny erindringsbog fra en dansk feminist – Eva Marianne Thune Jacobsen.
Hvordan er det nu med den gamle rødstrømpebevægelse og den nyeste feminisme? Spørg ikke mig. Søg hellere svaret hos nogle af de i dag modne kvinder, som stod på barrikaderne for nogle årtier siden – eller hos de helt unge, der er i gang med et nyt oprør, som jeg dog slet ikke har check på.
Midt i det hele ligger erindringsbogen ”Rapport fra et kvindeunivers, 1945-2015”, skrevet af Eva Marianne Thune Jacobsen. Her besvares nogle spørgsmål, men ikke alle.
Bogen hører til i den kategori, hvor den selvbiograferende ikke ser mange fejl hos sig selv, men tværtimod, i bedste, moderne facebookstil, fremhæver de mange lyse sider ved livet og eksistensen.
Forfatteren er født lige efter krigen og voksede op i et stilfærdigt, borgerligt hjem. Hun begyndte som fysioterapeut, studerede sidenhen videre og endte med en phd. i sundhedsvidenskab. Det medførte en række forskellige offentlige og semioffentlige stillinger inden for sundhedssektoren. Forfatteren har hele tiden kunnet lide sit fag, og bogen udstråler en lavmælt glæde over, hvordan livet har formet sig. Men uden den tidlige rødstrømpebevægelse, kvindelejrene og andre kollektive muligheder, havde hun nok ikke fundet sig så godt tilrette inden for den danske model. Den bragte hende også på et årsophold som ngo’er i Nicaragua. Her skulle hun, måske for første gang, ”redde” nogle udsatte mennesker. Som NGO’er var der mange goder, bl.a. et 2 måneders ophold i Costa Rica blot for at lære spansk.
Et par skygger lægger sig tungt hen over det samlede livsforløb – og begge drejer sig om faderen. Han var født ind i en ”fin” borgerlig familie, hvor faderen, dvs. farfaderen, under krigen forlod sin gerning som rigspolitichef for at blive justitsminister. Siden blev han beskyldt for at være lidt for imødekommende over for tyskerne. En rehabilitering af farfaderen får lov at fylde de første mange kapitler. Mod slutningen af bogen beskrives derimod den højt værdsatte faders overraskende svigt. Det trækker tæppet væk under den stilfærdige kernefamilies dagligdag.
”Det kan ske i de bedste familier” lyder et udtryk, og måske er det også hensigten med bogen at bagatellisere problemer, som i øjeblikket synes uoverkommelige, men som tiden siden hen giver mere fordøjelige proportioner.
Forfatterens understregning af ikke mindst farfaderens markante placering i dansk historie står som kontrast til hendes egen, private seksuelle frigørelsestrang, som blev indlært hos og understøttet af den tidlige rødstrømpebevægelse. To modsatrettede tidsforankrede temaer, som måske ville kunne mødes, hvis bogen havde indeholdt en nærmere politisk redegørelse om den danske venstrefløj, og herunder bl.a. Enhedslisten, hvis sundhedspolitiske program, Eva Marianne Thune Jacobsen var medforfatter til.
Rapportbogen vil sikkert kunne give mange genkendelige aha oplevelser og associationer hos gamle rødstrømper, som uvægerligt vil kunne genkende sig selv i nogle af de faser, som forfatteren har gennemlevet. Men stod man et andet sted dengang og også nu, kan bogen synes lidt eksotisk og måske også en smule selvcentreret. Men selvbiografier har jo carte blanche. De vælger selv og må alt. Kun forfatteren bestemmer.
Forlaget mellemgaard.