∗ ∗ ∗ ∗ ∗

Anmeldelse af Ulla strømberg.

Ragnarok i Ulvedalene – Det Kongelige Teater.

Til lands, til vands og i luften. Krigen raser i Ulvedalene i de kommende uger, hvor kampene står imellem aserne og jætterne i den stort anlagt friluftsforestilling ”Ragnarok”. Stort og spektakulært show for alle, der ikke er bange for mærkelige og vilde optrin.

Er man til levende heste, er forestillingen dog skuffende, men ellers er der mere action end nogen sinde med op til 40 statister, den såkaldte ragnarokgruppe, og et par håndfulde professionelle luftakrobater og nycirkusartister, nogle få skuespillere samt fire musikere.

For hver gang Det Kongelige Teater producerer friluftsteater i Dyrehaven skrues ambitionsniveauet op – men hvor skal det ende? Der er plads til 3.000 mennesker på stilladserne i de kendte Ulvedalene, men jeg tror, at publikum allerede er tilfredse. Der er ikke brug for mere teknik, lys eller sindrige dekorationer. Toppunktet er nået.

Det er både flot og godt, at det Kongelige Teater prøver at fastholde den tradition, som begyndte tilbage i 1910 med den danske klassiker ”Hagbarth og Signe” efterfulgt af  ”En Skærsommernatsdrøm”. Maleren og billedhuggeren J.F. Willumsen skabte to ørne på siderne af spillescenen, og københavnerne kom sejlende med ekstra indsatte både til Klampenborg, eller de benyttede jernbanen og måske hestevogne det sidste stykke.  Der var plads til 6.000 mennesker, hvoraf de 2.000 var billige ståpladser. Billetprisen på 1 kr  og 2 kr var bevidst holdt på et niveau, der svarede til en biografbillet!

Traditionen fortsatte med store pauser op igennem det 20. århundrede, mens der var forestillinger næsten årligt fra 1941-1949. Så blev der igen stille for at kulminere med fuld kraft i 1996 under Kulturbyåret. Igen blev der serveret teater for de friske og kække, der ville gå den pæne spadseretur fra Klampenborg eller Fortunen.( Kilde artikel af Christina Bernsen i Elverhøj-kataloget, 1998. Forlaget Green).

Nu sker aktiviteterne i et samarbejde mellem Det Kongelige Teater, Lyngby-Taarbæk kommune og Naturstyrelsen under Staten, som står for Dyrehaven, hvor der slides hårdt på bakkerne. Samtidigt skal der nok også tages hensyn til dyrene derude.

Den store teatermaskine

Men når kunsten kalder, skubbes for en begrænset periode en del hensyn til side. For hvilken maskine er ikke ”Ragnarok”?  Moderne teknik er et svagt begreb for det, der møder publikum i løbet af de to en halv time. Store projektørerne ruller, skuespillere og aktører plasker i vand, nogle går på line, andre falder ned gennem luften, mens ilden brænder, og krybende fjender nærmer sig de gudelige væsener. Spektakulært, uanset hvor man sidder, om det er på nederste række – eller højt hævet over 3000 hoveder.

”Ragnarok” beskriver gudeverdenens undergang, men det er ikke Richard Wagners version, det ville ellers have været sjovt.

Dramatikeren

Opgaven blev for flere år siden lagt i hænderne på forfatteren Kim Fupz Aakeson, der ikke mindst er en meget læst børnebogsforfatter. Han er blandt toppen af bibliotekspengemodtagerne i år, og så har han skrevet vittige filmmanuskripter, som bl.a. ”Den eneste ene”, Susanne Biers meget muntre film. I ”Ragnarok” er der skruet ned for det vittige, og måske er manuskriptet mere i slægt med det, Aakeson har digtet hen over bibelen. Man skulle lede længe efter det sjove eller ironiske – kun en enkelt gang lo folk, nemlig da Balder, helten, der døde, inden da nåede at sige ”Sejt” til den unge kvinde Liv. Resten af teksten var enten lige ud ad Valhalla eller opstyltet og pompøs for den unge Livs vedkommende.  Dog med primitive Thor som en god undtagelse, spillet af Jacob Moth-Poulsen.

Liv er menneskebarn, en ung pige, der er havnet hos Aserne, fordi Valkyrierne (dem der rider og synger så vildt hos Wagner) har udvalgt hende til at være både død og offer. Her havde jeg virkelig brug for Wagner igen, men nej. Liv bliver som en anden Jeanne d’Arc den, der skal redde verden. Hun tror på det gode og kærligheden, bliver forelsket i Balder, men da han dør ved en snedig list, ender hun selv med sværd i hånden, dog til ingen nytte. Eller? De gode bliver altså også onde i deres kamp for det gode. Men hvor onde og barbariske er disse guder og halvguder med drillesyge Loke i spidsen? Svaret blafrer i sommernatten.

Den store pengemaskine

Denne forestilling skal for den økonomiske balances skyld gerne have 90.000 tilskuere blot i år – og ekstra 70.000 næste år i Aarhus på Moesgaard. Derfor skal også børn ned til 8 år kunne tages med, men så burde der vel være håb i den beretning, som forældrene forhåbentlig videregiver til børnene – før, under og efter forestillingen. For der er brug for forklaringer, hvis man vil forstå og nyde skuet, som ikke mindst efter pausen, når mørket er faldet på, og der er styr på projektører, er flot og synes helstøbt som en vilkårlig rockkoncert.

I dagslys og aftenskumringen er kostumerne derimod alt for glinsende. Først i mørket falder det vulgære glimmerværk til ro og bliver kuriøst. Kan det i øvrigt passe, at Odin, Frigge, Balder og de andre Aser gik rundt i Asgaard i guldlamé engang for mange århundreder siden?  Man skulle vist være både dum og naiv for at tro på det.

Instruktøren som tovholder

Tidligt på aftenen halter visualiteten i dette ellers flotte show, som på imponerende vis er fastholdt og orkestreret af den alsidige instruktør Heinrich Christensen. Nok skal det hele kunne ses på lang afstand, men der skal også være raison og gerne en smule skønhed over det, fra start til slut og også uden projektører.

Publikum så dog ud til at glædes ved denne fantasy-ny-nordiske mytologiske verden, og med den evige bevægelse til lands, til vands og i luften var der nok at se på, også når teksten syntes lidt almindelig og nogle steder ujævn.

Aktørerne

Alle ydede deres bedste. Med dyb røst og hang til mjød spillede Troels Lyby Odin, Malin Rømer Brolin-Tani var en rappenskralde af en Frigge og emsig moder. Joen Højerslev  kunne med en overraskende nuanceret stemme karakterisere en Loke, som her syntes lidt for ond i forhold til andre beretninger. Sværest var det for Fanny Louise Bernth, der som uskyldsren frelserinde havde valgt at tale helt anderledes end de andre guder og halvguder. Det blev både traurigt og melodramatisk – som om teksten var af Oehlenschlæger og ikke af Fupz Aakeson og dermed blev det ikke en logisk måde at gestalte et menneskebarn på.

Men når teksten syntes svag, kunne linedansere og en mammuthest med mange ben hurtigt fange opmærksomheden hos publikum.

Musik og lys

Den levende musik, skrevet af danske black-metal-musiker Myrkur, havde forskellige klange uden på nogen måde at overdøve spillet, men desværre heller ikke drive dramatikken videre. Toner midt imellem rock, metal og folkemusik.

Lysdesignet ved Ulrik Gad var velfungerende efter pausen, men jeg vil håbe, at åbningsscenen ændres. Skarpe, unødige, hvide projektører, placeret ude i den smukke natur, lyste publikum lige i øjnene og blinkede kraftigt, mens hvide lamper drejede rundt, så man blev både blind og svimmel. En rigtig dum åbningsscene, hvor min ukendte sidemand, der var svagtseende, måtte holde sig for øjnene i adskillige minutter, også efterfølgende.

Det kan og bør justeres, og sådan er der vel også andre ting der skal ændres, når 3.000 betalende gæster mødes under åben himmel?

Vejrliget og informationer

På premiereaftenen var det koldt, men klart vejr. Med ekstra lag tøj på, hue, handsker, pude og vattæppe er det er festlig og anderledes oplevelse, hvor udsagnet om Ragnarok og undergang blegner i forhold til det spektakulære, for der var nok at holde øje med til lands, til vands (et stort bassin i scenegulvet) og i luften.

Et stort ”souvenir”-program har med alt for mange ord og forklaringer forsøgt at beskrive alle mulige tanker og bevæggrunde hos både scenograf, komponist, forfatter og instruktør. Mindre kunne gøre mere nytte, f.eks. en ren handlingsbeskrivelse og pointering af, hvordan denne nye fortolkning afviger fra det, man ellers kender. Der bør i øvrigt heller ikke være superlativer om teatret eller andet i et teaterprogram.

Er man til fantasy og cirkusgys, er ”Ragnarok” lige sagen, for her er alle udtryksformer ligestillede, fra luftakrobatik og gøgl til masseoptrin med fakler og stærke (røde) projektører i den danske forårsnat. Det er kort sagt  ”Wallman extra large”.   

 

Et par gode råd på falderebet

Læs lidt op på den nordiske mytologi forud for turen i Dyrehaven. Husk måske proviant og ikke mindst varmt tøj, pude og tæppe. Kom i god tid og vær indstillet på først at være ude af Dyrehaven omkring kl. 23.30.  Og så er der i øvrigt hjemturen bagefter.

Dramatiker: Kim Fupz Aakeson

Iscenesættelse: Heinrich Christensen

Scenografi: Gjermund Andresen

Kostumedesign: Astrid Lynge Ottosen

Lysdesign: Ulrik Gad

Lyddesign: Jonas Vest

Koreografi: Sofie Akerø

Cirkuskoreografi: Sunniva Byvard

Komponist: Myrkur

Assisterende instruktør: Anna Schulin-Zeuthen

 

Fanny Louise Bernth / Liv

Malin Rømer Brolin-Tani / Frigg

Joen Højerslev / Loke

Troels Lyby / Odin

Jacob Moth-Poulsen / Thor

Stanley Bakar / Balder

Meike Bahnsen / Hel

Myrkur / Musiker

Og mange flere.

www.kglteater.dk