Menu Luk

Raffineret minimusical i kælderen under Det Ny Teater.

∗ ∗ ∗ ∗ ∗

“Songs For A New World”.

Anmeldt af Ulla Strømberg.
Charmerende og velsunget lille musical i minimalistisk opsætning på Sceneriet under Det Ny Teater: ”Songs For A New World” af Jason Robert Brown.

De fire sangere - men hov, de har glemt pianisten, og det er synd!
De fire sangere – men hov, de har glemt pianisten, og det er synd! Pressefoto.

Det er ikke sjovt at være gift med Julemanden og fryse det meste af året både rent fysisk og i overført betydning. For Klaus, som han hedder i den underholdende lille musical, er jo fuldtidsbeskæftiget med at gå rundt og være sød og gavmild over for alle andre end familien hjemme på Nordpolen.
De fire sangere i sort på scenen uden dekorationer, men med den flittige pianist Jesper Frank Christensen i baggrunden, serverer på en times tid en række rammende portrætter af mennesker i deres følelsers vold. Sangene handler om det øjeblik, hvor en livsvigtig beslutning skal tages, og der skal siges ja eller nej, eller spørges om: Gud, er du der? Eller hvad med Jomfru Maria? Ofte trækkes tæppet væk under mennesket, for hvor skal man gå hen? Og hvorfor bliver alt i sidste ende en fiasko? Det er ikke svært at genkende sig selv i “Songs For A New World”.
Den amerikanske musical spilles ”unplugged”, som de selv  betegner det, og er dejligt befriet for al den glamour, som ofte kendetegner musicals, hvor alt enten skal se grumme grimt ud eller være skinnende flot. Her er det minimalistisk sort uden ekstra kostumer og med et velfungerende lys og holdt stramt og koreografisk i Mads M. Nielsens elegante instruktion. Mere af det, har man lyst til at sige til alle sangerne, som slider i det.

Mest taknemmelige synes i øvrigt de jazzede sange og ballader at være, når de er længst væk fra main stream Broadway. For med 1920-er sounden bliver musikken pludselig så vedkommende, mens den gængse musicalstil godt kan virke lidt altmodisch. Men med Mads M. Nielsens greb bliver det så indlysende og tillige ind imellem sjovt at lytte til i Frederikke Vedels oversættelse, hvor en sur, men rig ægtemand pludselig hedder Mogens. Det fungerer så godt og fjerner alle barrierer. Ham kender vi jo!

Sceneriet har stået der i snart mange år og bliver nok ikke brugt hver dag, så mens der oppe på den store scene synges og spilles ”Jekyll &Hyde” i fuld galla, er det en helt anden og måske mere nærværende verden, publikum møder i kælderen med de fire sangere og en enkel pianist.

Frederikke Vedel, Christian Berg, Xenia Lach Nielsen og Christoffer Brodersen klæder hinanden, og der er intet at udsætte på denne lille opsætning, der, på trods af begrænsningerne, forbliver tro mod genren.
Disse seriøse kærlighedssange og muntre selvironiske musikalske udbrud kan varmt anbefales alle – og et par meter fra Sceneriet ligger Det Ny Teaters smukke kælderrestaurant!
Medvirkende: Frederikke Vedel, Christian Berg, Xenia Lach Nielsen og Christoffer Brodersen.
Piano: Jesper Frank Christensen
Instruktion: Mads M Nielsen
Lysdesign: Kasper Beknes.

”Songs For A New World” spiller fra 13. marts i en begrænset periode.
www.detnyteater.dk