∗ ∗ ∗ ∗
Anmeldelse af Ulla Strømberg.
Om støj og stilhed – er undertitlen på Livingstones Kabinets nye forestilling, der er en sjov bagatel holdt i et meget stramt greb med i alt 12 performere på scenen. Men forestillingen kunne også have heddet – en hyldest til John Cage – den amerikanske avantgardekomponist (1912-1992), som bl.a. skrev stykket: 4.33, hvor der, bortset fra smæk med klaverlåget, ikke høres noget.
Det begynder langsomt med tre herrer til lydprøve iført tennissweatre, slips og grå bukser. De er meget seriøse, flytter på mikrofoner, ledninger og taler om lyd på forskellige vis. Den ene har også anekdoter om sin moder, og de passer overhovedet ikke ind – og så alligevel. For handler det om støj, så viser det sig, at nok kan moderen feste og danse – men egentlig vil hun hellere have ro og stilhed.
Vi er i et lydstudie, hvor det at fremkalde mærkelige lyde, som kan blive til musik, er det essentielle for de tre herrer. Dekorationen udenom er flytbare vægge a la dem, der fandtes i gamle radiostudierne i 1960erne, hvor asbesten nærmest flød ud af hullerne, men ingen vidste noget dengang. Vi er i 1960erne, vist nok – hvis man ser på dekorationen og kostumerne.
Efter ca. 30 minutter i ironisk selskab med de tre herrer og deres snak om alt og intet og lyd og ikke lyd, viser der sig, omme bag skærmene, at gemme sig 9 personer. Nu bliver det mere intenst med 12 mennesker på det ikke så store scenegulv. I stram koreografi synger og spiller de forskellige medvirkende – alle i øvrigt klædt i tøj midt i mellem 1960erne og nutiden.
Er der en udvikling. Næppe, men til sidst skal de med deres forskellige mindre instrumenter og nogle helt uden opføre et stykke af John Cage. Det bliver næsten som 4.33 – for der høres intet. Så er forestillingen overstået og placerer sig dermed i en hybrid imellem 1960 og nu.. Avantgarde for avantgardens skyld og derved bliver forestillingen, der kunne have været dybt eksistentielt og revet tæppet væk under os, til en fiks, nostalgisk bagatel.
Men underholdende, så længe det varer.
Onstage: Johannes Lilleøre, Mads Riisom, Pete Livingstone, August Høyen Rasmussen, Clara Fasting, Clara Luna Mørch Nani, Lotte Tidemann, Magnus Hjortlund, Maya Kareis Livingstone, Nina Tind Jensen, Sven Buster Krauch, Tine Hammerbo
Directed by: Nina Kareis Set/Costume design: Julie Forchhammer Composer/Writer: Pete Livingstone Sound Design: Erik Christofferson Lighting Design: Mikkel Jensen Choreography: Kristina Sørensen Ougaard
Spilles i Dansehallerne – indtil 12.3.2016