Pussy Riot på Louisiana.
Anbefaling af Ulla Strømberg.
Der var næsten krig med puffen og skubben blandt de mange fremmødte journalister og internationale pressefotografer ved det tidlige pressemøde onsdag på Louisiana. Der skulle skydes, så billederne siden kunne sælges til nyhedsbureauerne. For fire spinke russiske kvinder under navnet Pussy Riot holdt formiddagspressemøde med den kontante og veltalende Masha i spidsen.
Nogen helt almindelig kunstudstilling er det ikke, men Louisiana er et kunstmuseum, som sjældent lefler for hoben, men nok prøver at finde vejen…
Pussy Riots show på vægge og videoskærme afdækker noget, der er mere uhyggeligt, mere virkelighedsnært og mere sprængfarligt end den sædvanligt udstillede ”kunst”.
Aktivistgruppen Pussy Riot er fortsat hyperaktuel med deres aktiviteter, som på Louisiana er transformeret over til at ligne en næsten vilkårlig anden ”moderne” manifestation, såkaldt kunst. Derfor tillader flere kunstmuseer sig at åbne dørene og lukrere på, at et nyt publikumssegment måske vil indfinde sig i de haller, som normalt anses for højborgerlige og ufarlige.
Alle har hørt om Pussy Riot – fire kvinder der allerede i 2011 med feministisk orienterede performances rundt omkring i Rusland ønskede at gøre opmærksom på, at noget var helt galt. Det blev kun værre med det Rusland, der i begyndelsen af 2022 invaderede Ukraine. Nu ved vi det alle, og nu forstår vi Pussy Riot.
Inden da havde regimet flere gange været efter de unge kvinder og arresteret dem og også dømt dem. I dag lever de alle i eksil rundt omkring. Men deres energi og oppositionslyst har ikke aftaget, tværtimod, og vi, de uvidende, er vist ved at forstå alvoren.
Er det kunst? Nej det er noget mere alvorligt og vigtigere, for det beviser, at nogle mennesker siger fra på en måde, hvor de bruger moderne udtryk, som langt hen ad vejen kan skjules under etiketten kunst, men som er mere og større.
Tidligere har de udstillet i Reykjavik, så Louisiana er ikke det første kunstmuseum, der viser dokumentationen af de mange aktioner, som de russiske kvinder har udført.
Et meget konkret eksempel er en af kvindernes flugt ud af Rusland forklædt som et mandligt madbud med en lille rotte i rygsækken. Hun nåede Belarus. Der er både uniform, rygsæk og fotos fra aktionen på udstillingen.
I dag, hvor de lever rundt omkring i den vestlige verden, er de i daglig kontakt med hinanden, mens nye aktioner planlægges.
Man kan ikke andet end beundre deres mod og styrke og samtidigt også blive lidt flov, når det hele hænges op på en museumsvæg og pludselig bliver anskuet og vurderet for de spektakulære kvaliteter. For godt ser det ud, som det hele er hængt op med farvestrålende tape, der fastholder fotos og tekster.
Det mest uhyggelige er dog et grønt indelukke med en tung dør, et fængselsrum, et forhørslokale? genskabt i den underjordiske halvcirkulære udstillingsgang.
Og så går man ellers hurtigt ud af udstillingen og op til museumscafeen og skuer ud over Øresund, mens man drikker kaffe.
På Louisiana er kontrasterne store lige nu – for store?
Til udstillingen hører et flot katalog, der visuelt fastholder Pussy Riots identitet og bedrifter med store bogstaver og masser af pink, der understreger den feministiske undertone.
Afgjort et besøg værd – men kan vi tillade os blot at være tilskuere til kvindernes aktioner og kamp for deres fædreland?