Kommenteret af Ulla Strømberg.
Provokunst af Niels Frid-Nielsen. Ny bog.
Bogen Provokunst giver en journalistisk oversigt eller snarere rundtur omkring begrebet provokunst i de senere årtier inden for dansk kulturliv.
Det er aktuelt, og tidligere DR-journalist Niels Frid-Nielsens indledning er velskrevet og drejer de forskellige ”cases”, så man ser sammenhænge og glæder sig til et dybere og mere analytisk indblik. For det var interessant, at Wilhelm Freddies pornografiske buste, der blev beslaglagt af politiet tilbage i 1930erne, alligevel fik ham anerkendt af hele parnasset. Tænk også på Jens Haaning, der omdøbte det billede, han var bestilt til at levere til Kunsten i Aalborg, til ”Tag pengene og løb” eller for at være international: “Take the money and run”. Han fik den halve million kroner, og museumsdirektøren, der ikke er kunsthistoriker, men arkitekt, sidder stadig i sin stilling, (min U.S.s tilføjelse.) Er det ikke en provokation?
Efter optakten begynder en ret repeterende gennemgang, dog med udmærkede kildehenvisninger, for ingen skal beskylde forfatteren for plagiat. Men har man fulgt med i både aviser og til dels ”kunstscenen” er intet nyt. Ingen ekstra detaljer.
Det er selvfølgelig oppe i tiden at diskutere sammenhænge imellem Bjørn Nørgaards gamle hesteofring, hans kones nøgenhed på Børsen og ødelæggelsen af Frederik V-busten i Nyhavns vand over for overmalingen af Jorns provokerende billede med en and oven på et Trommesalsbillede.
Men her melder Niels Frid Nielsen pas og tyr til andres stemmer. Det gør han også, når billedkunstneren Jens Galschiøt interviewes hen imod slutningen af bogen. Konklusionen skriver Frid ikke selv, men henter den hos tre forskellige kunsthistorikere: Julie Rokkjær Birch forholdsvis ny museumsdirektør i Den gamle By i Aarhus, tidl. på Jorn Museet i Silkeborg. Marie Nipper er i dag direktør på Arken, tidligere på CC Copenhagen Contemporary. Tredje interviewperson er naturligvis en mand, tidligere museumsdirektør på Statens Museum for Kunst, tidligere rektor på Kunstakademiet, i dag professor med midler fra Novo Nordisk Fonden. Det er vist DR-radiointerviewteknik at lade en forholdsvis ensartet fagkundskab tale uimodsagt.
Men bogen er jo ikke en citatsamling!
En række andre personer er blevet interviewet til bogen, bl.a. Bjørn Nørgaard. Dermed afholdes Frid-Nielsen yderligere fra selv at analysere og bedømme “kunsten”.
I øvrigt burde Frid-Nielsen vide, at de tre fagfolk, som alle er inden for systemet, ikke ville sige noget kontroversielt. Selvfølgelig skal de ikke lægge sig ud med det system, som betaler deres løn. Sådan er spillet.
Derfor bliver det hele lidt forudsigeligt og på ingen måde overraskende, når de alle tre vel dømmer bustedamen, ansat på Akademiet og datter af to universitetsprofessorer, inde i varmen, mens Ibi-Pippi Orup, uden tætte kontakter til den etablerede kunstverden, kommer i fængsel i mere end et år.
Set udefra med ikke-institutionelle øjne er denne forskelsbehandling en større provokation end noget andet i de senere årtier i dansk kulturliv. Håber sandelig ikke at sagerne er afsluttede.
På falderebet undrer det mig egentligt, at der sættes en samlet overskrift over noget som måske slet ikke er det samme: “Provo-kunst” – og alm. provokation.
Desværre mangler bogen et navneindeks, mens ikke mindst det er fint med en lang litteraturliste – og en tidslinje.
Udkommet på Gads forlag.