∗ ∗ ∗ ∗ ∗
Anmeldelse af Ulla Strømberg.
Proof – Bevis – I Krudttønden hos That Theatre Company. Kan varmt anbefales alle for hvem teater skal være mere end ren underholdning.
Bevis ( Proof) er gedigen dramatik af David Auburn. Der er et plot, fire forskellige karakterer og en happy ending. Kan man ønske sig mere? Det kunne såmænd have været en opera for fire stemmer, for figurerne er nemlig præcis så forskellige, som det er ønskeligt i en opera: BAS, tenor, sopran og alt. Vi både underholdes og fastholdes, fordi der er undertoner af spænding og tendens til en krimi. Men snart bliver det et psykologisk drama, hvor det kan være svært at se, hvem der er mest uligevægtig. Og det er jo ikke så dumt som dramatisk drivkraft.
Den gamle fader, tidl. matematikprofessor er død, men han optræder alligevel i den sensitive datters erindring. Hun har fødselsdag og så vælder minderne op. Den unge studerende kommer forbi. Han er interesseret i faderens gamle notater, hvad han arbejdede med, Måske er der noget, man kunne gå videre med? Men det vækker mistanke hos datteren.
Endelig er der storesøsteren, som selvfølgelig er kontant, tjener penge, bor i en storby og gerne vil tage sig af den hjemmeboende søster, som ser ud til at være gået i stå. Hvad der gemmer sig i dagbøgerne bliver stykkets omdrejningsnøgle – og også de varme følelser, som opstår imellem de unge mennesker.
Stykket giver mindelser om Harold Pinter, Tom Stoppard og de andre velskrivende dramatikere fra 1970erne, og hvor var det sjovt at gå i teatret dengang. I øvrigt taler figurerne om mere og andet end følelser. Dejligt til en afveksling og ganske ualmindeligt for tiden.
På den lille scene i Krudttønden er scenografien lettere naturalistisk med en nydelig patio, hvor det hele foregår, samtidig er kostumeringen med til at karakterisere personerne. De spiller alle på den ret udanske, engelske effektive facon, og det er helt i orden selv på Østerbro. Samtidig kan skuespillerne klare, at publikum kun er 2-3 meter fra dem. Flot, men svært må det være.
Det er på alle måder en fin og underholdende, lille forestilling instrueret af Claus Bue med That Theatre Companys leder Ian Burns som den gamle professor – og Isabella Orlowska, Siri Stampe og Rasmus Mortensen som velfungerende, yngre mennesker.
Kan anbefales – også for gymnasiaster.
PS Stykket har modtaget diverse priser og er vist fra 2001 – mærkeligt at vi først møder det nu her i DK.