Prometheus.nu for en lukket kreds – og nu lukket ned.

∗ ∗

Anmeldelse af Ulla Strømberg.

Prometeus.nu. Edison – Betty Nansen Teatrets Anneksscene.

I 1981 spillede Betty Nansen Teatret skuespillet ”Prometeus i saksen”. Et raffineret og morsomt stykke af Ernst Bruun Olsen om mediernes magt, ikke mindst i DRs, med en rammehandling om den lænkede Prometheus. Jeg kan stadig huske de vidunderlige scener imellem Lily Weiding, Tommy Kenter og Bjørn Watt-Boolsen. Nu, 34 år efter, producerer Betty Nansen Teatrets anneksscene Edison en ny variant af Prometheus-myten. Men måske har teatret glemt, hvad der skete i fortiden under andre direktører. I hvert fald er den nye forestilling mærkelig og gammeldags og i skrivende stund for øvrigt aflyst, mens Politiken ligefrem har skrevet, at forestillingen er taget af på grund af dårlige anmeldelser.

Under alle omstændigheder er det værd at diskutere, hvordan et teater kan sætte en forestilling op, der synes ude af trit med tidens behov og uden fodslag med publikum, herunder anmeldere og andre dødelige i København. Og jeg skriver netop København, for teater er faktisk stedsspecifikt. Alt andet fungerer ikke.

Prometheus-myten indsættes første gang i en dramatisk sammenhæng af Aiskylos, der dør i 456 f. kr. Alt det og mere til gør dramaturgen Mette Nybo nydeligt rede for i flere artikler i det stilrene program, hvor den ene fra den tyske kunstnerduo Awst & Walther fortæller lidt om, at forestillingen både er teater, dans og musik. Værsgo til alle oldtidslærere, hvis de findes endnu.

Prometheus – pressefoto af Rumle Skafte.

Set med mine danske øjne mindede forestillingen om en dårlig, tidlig Kirsten Delholm produktion, fordi netop det talte ord hos Hotel Pro Forma altid har skullet fremmedgøres. Derimod er det visuelle ganske smukt, selv om alt er set før, fra leret, til stavene for ikke at nævne teksten på baggrundslærredet. Forestillingen kunne også ligne et klip fra en italiensk eller fransk film fra 1970erne, hvor man pludselig kigger ind i et rum, hvor nogle amatører giver den hele armen i den store stil med rungende ord og armbevægelser. Denne ”Prometheus.nu” peger i alle mulige retninger, og hvis man skulle være lidt uforskammet, bare ikke i den rigtige.

Prometheus – pressefoto af Rumle Skafte.

Men hvad går galt, når den elektroniske musik, på scenen live, synes ganske fascinerende, og en danserinde og to unge skuespillere fra Aarhus Teater slider som bæster og den ene endog må smide tøjet for kunstens skyld? Stefan Larsson, den ene af de to nye direktører på Betty Nansen, var ansat i Aarhus et par år, så der er én forbindelse. Den tyske kunstnerduo har bl.a. arbejdet i Stockholm, hvor Stefen Larsson i en årrække har været virksom som instruktør. Endnu en forbindelse. Men det er livsfarligt at importere kunstnere og teaterformer ud i den blå luft, uden sikker genklang i en københavnsk og dansk teatersammenhæng. Og jeg tror ikke, at det er fordi jeg er for dum og uvidende, at denne hvidkalkede Prometheus med ler og dyremasker ikke rammer mig. Nej, det er et spørgsmål om at ville noget grundlæggende med sit teater. For snart 40 år siden bankede Kirsten Olesen som ung skuespillerinde Antigone lige ind i hjertet på publikum. Nogle år tidligere var det Bodil Udsen som Medea, der formåede at lade et par tusind år forsvinde – og være nutidigt nærværende. Præcis som et tyske gæstespil i sidste sæson også viste en Medea, der var hjerteskærende, dog uden at man fældede en tåre.

Grækerne kan godt bruges, men det skal ske med omtanke og tanke for publikum, ellers ender teatret med at dø en stille, intellektuel død.

Og i øvrigt skal en teaterdirektør vel følge en forestillings tilblivelse og sikre, at den rammer rigtigt? Hvad tænkte de to nye direktører, da de sad i prøvelokalet?

 

Koncept og Iscenesættelse Awst & Walther

Komponist Andreas Reihse

Oversættelse Karen Maria Bille

Korinstudering Lis Vorbeck

Medvirkende Andreas Jebro, Joachim Fjelstrup, Sigal Zouk, Andreas Reihse og Frederiksberg Sogns Pigekor på video