∗ ∗ ∗ ∗ ∗
Anmeldelse af Ulla Strømberg.
Prinsen af Egypten. Fredericia Teater på Det Kongelige Teater.
Ny og bedre udgave af Fredericias bud på “Prinsen af Egypten”.
Hatten af for Fredericia Teater, der ikke sover på laurbærrene. Selv om der var en pæn buket roser til produktionen ved urpremieren sidste år hjemme i Fredericia, ville ledelsen ikke bare stå til og acceptere forestillingens niveau. For der var problemer, ikke mindst med scenografien – som var langt under den jyske standard.
Her ved københavnerpremieren er der i den grad rettet op på dårligdommene. De pappede kulisser er skiftet ud med high tech projektioner, så vi føler os hensat til Egypten og Det Røde Hav. Der bygges pyramider, og havet deler sig på rette tidspunkt, mens hele ensemblet i bølgende formationer skabe atmosfære. Der er kommet stemning og format over forestillingen, mens de kunstneriske præstationer som sådan ikke har rykket sig. Tindrende flot er det til gengæld, og historien klæ’r Gamle Scene, som Gamle Scene i den grad klæ’r den bibelske fortælling om mødet mellem Moses og Ramses.
Historien er også aktuel, så det basker. Ikke på det håndfaste, politiske plan: hvad sker der med Egypten i dag, med Israel, Vestbredden etc. Nej, på det dybt almene plan: Hvem skal man tjene? Er det egne, selviske interesserer, eller skal man følge sit instinkt og skabe frihed for andre, for et helt folk, prisen underordnet. For både dengang og i dag er der dybe omkostninger, når folkeslag er i krig og folk er på flugt.
Alt det og mere til fortæller FredericiaTeater i samarbejde med Dreamworks Theatricals og komponisten og forfatteren Stephen Schwartz – og et helt regiment af amerikanere.
Men uden Fredericias egne charmetrold af en Moses: Diluckshan Jeyaratnam, gik det slet ikke. Han kan synge og viser følelser, så det slår gnister. Samspillet med Lars Mølsteds Ramses er fint, selv om det virker som om, Mølsted ikke gir fuld skrue på hverken følelser eller sang. Det kan der rettes op på, for Mølsted kan godt og var jo nærmest genial i titelrollen i ”Klokkeren fra Notre Dame”.
De to unge kvinder, Nadia Abraham som Tzipporah, Moses udkårne, og Kristine Yde som Nefertari, mangler stadig bløde kanter i spillet. Det er for stift og spidst, men ellers er ensemblet og de indforskrevne skuespillere med Mads M. Nielsen i spidsen en glæde. Og sådan er forestillingen, en glæde og endnu en landvinding for Fredericia Teater, der ikke skjuler, at “Prinsen af Egypten” blot er en velfortalt, illustreret klassiker. Det magter Fredericia Teater nu bedre end noget andet teater – og igen hatten af for dem der ovre, der har gentænkt hele konceptet, så alle skæve vinkler og gevækster er høvlet af. Det kunne andre danske teatre lære en hel del af.
(Nedenfor følger den tidligere anmeldelse.)
Rolleliste:
Moses: Diluckshan Jeyaratnam
Ramses: Lars Mølsted/Oliver Lundqvist
Tzipporah: Nadia Abraham
Nefertari: Kristine Yde
Miriam: Silke Biranell/Maria Skuladottir
Jocheved: Samira Alm
Dronning Tuya: Anne Fuglsig
Aaron: Christoffer Lund Skov
Hotep: Søren Bech-Madsen
Farao Seti: Mads M. Nielsen
Jethro: Runi Lewerissa
Unge Miriam: Abigail Baunbæk Wallington/Naomi Victoria Sacara Gulløv
Unge Aaron: Theo Brandt/Albert Mahesh Witthoff Groth
Ensemble: Romain Fructuoso, Daniel Trelborg Hansen, Astrid Højgaard, Katrine Jenne, Julian Thiesgaard Kellerman, Linda Arunee Charlotte Olufsson, Jacob Prüser, Nadin Reiness, Kristoffer Sass, Maria Skuladottir, Rie Sørensen, Ka Kui Louis Wong
Dansere: Matthew Bailey, Morten Daugaard, Rasmus Grant, Rina Nathalie Esther Hirschorn, Giada Luciani, Ernestine Ellen Marie Ruiz
Cover Farao Seti og Jethro: Kim Leprévost
Swings: Katrine Skovbo, Max-Emil Nissen
Det kreative hold
Komponist og tekstforfatter: Stephen Schwartz
Manuskript: Philip LaZebnik
Koreograf: Lynne Kurdziel Formato
Resident director: Bjørg Gamst
Kapelmester: Thomas Bay
Scenograf: Kevin Depinet
Lyddesign: Tim Høyer
Lysdesign: Mike Holm
LED-programmør: Martin Jensen
LED-design: Ja Film
Musical Supervisor: Dominick Amendum
Koreografassistent: Kim Ace Nielsen
Orchestrator: August Eriksmoen
Dansk oversættelse: Mads Æbeløe Nielsen og Bjørg Gamst
Producent: Fredericia Teater
www.fredericiateater.dk
Anmeldelse af “The Prince of Egypt”: 2018:
∗ ∗ ∗ ∗
Anmeldelse af Ulla Strømberg.
IMPONERENDE. En verdenspremiere i Fredericia, en ny musical skabt hen over tegnefilmen ”The Prince of Egypt” fra 1998 med musik og sange af Stephen Schwartz efter Philip Lazebniks tekst. Velsmurt musicalmaskine, som fungerer flot, men rent scenografisk slet ikke er på højde med, hvad de ellers har præsteret i Fredericia.
Fredag aften er alt i højeste gear på det gamle Fredericia Teater. Verdenspremiere. Foran scenen, på det flade gulv, venter folk fra hovedstaden, hele Jylland og sandelig også fra udlandet. En ny musical skal på scenen for første gang.
Omme bag scenen, desværre uden for vort synsfelt, sidder det store orkester. Selve scene er faktisk lille, men her udspilles verdensdramaet om to unge mænd, der vokser op som brødre uden at være det. Men deres veje må skilles, for Moses vil følge sit kald og uddrive sit folk fra Ægypten, mens Ramses overtager magten fra sin far og bliver øverste regent i Ægypten.
Det er Dreamworks gamle fortolkning af Moses-historien der bruges. Musikken er musical-like, dvs. flink i den varme “Disney-genre”. Tematisk er der lighedspunkter med den gamle musical ”Jesus Christ”, dog uden billige effekter. Komponisten Schwartz har iøvrigt tidligere begået bl.a. musicals som “Godspell” og “Pippin”.
Historien om Moses er brutal, men dramaturgien er i denne version pletfri. Man kan mærke de stærke professionelle hænder bag. Fortællingen, ved premieren på engelsk (!), kører af sted i ørkenen, og det er positivt ment. Polerne sættes op mod hinanden. De to unge mænd, faderen over for moderen, kvinderne i modspil, og ikke mindst kærlighed over for pligt. Hvem skal sejre i den store altafgørende konfrontation, hvor Ramses, den ægtefødte, står over for Moses, hittebarnet, fundet i en kurv ved Nilens bred?
Moses vinder vor sympati, mens Ramses fastholder magten.
Ikke mindst Moses-figuren lever op til det, som instruktøren i programmet beskriver som hensigten: I transformationen fra tegnefilm til teatermusical har ønsket været, at alle figurer blev mere menneskelige og kunne udtrykke følelser, som også moderne mennesker besidder. Det lykkes på alle måder hos Moses, manden vi kommer til at holde af, fordi han for øjnene af os bliver voksen, moden og nødsages til at tage nogle beslutninger. Som belønning redder han i øvrigt sit folk og får en kvinde, der giver ham kærlighed. Moses er også moderne i sin forvirring og jagt efter en identitet: Hvem er jeg? Hvor kommer jeg fra? Hvorfor er jeg en fremmed her blandt de kongelige? Derfor synes historien lige at gå til, som et tv-program på jagt efter adoptivbørns sande rødder.
Et gennembrud for den ung stjerne, skuespiller og sanger Diluckshan Jeyaratnam, uddannet i Fredericia. I rollen som Moses har han et smukt nærvær og en god stemme, der til fulde giver Moses-figuren nogle dimensioner, som rækker ud over musicalstemningen. Allerede i den nu legendariske ”Klokkeren fra Notre Dame” viste Diluckshan Jeyaratnam sit talent som en charmerende sigøjnerleder. Nu kan han bære en hovedrolle og er fuldt på højde med – eller over – den inviterede Jason Gotay, der har spillet rollen som Ramses i en mindre amerikansk version af musicalen.
Koreografien er spændende og er det friske pust i hele musicalen. Danserne får virkelig lov at udfolde sig og udnytter deres kroppe som byggeklodser. Som sædvanlig er danserne fremragende alle sammen. Hvilken glæde og engagement hele korpset udtrykker. Og det musikalske klarer de også. Dog er et par af de kvindelige hovedroller lidt for golde og kolde i sangen. Det er synd. Spørgsmålet er, om det er instruktionen eller skolingen. Der er i hvert fald brug for mere menneskelighed.
Der er en række gæster udefra på rollelisten. Og ved fremkaldelserne stod ca. 10 store, amerikanske midaldrende mænd i mørke habitter på scenen – suppleret af et par sortklædte kvinder, alle importeret fra det store udland: komponist, instruktør, koreograf, kostumedesigner, etc. Flot at de er blevet fundet – men en række stortalenter i Danmark har dermed ikke fået mulighed for at udvikle deres evner. Mange af de danske kunstnere, som tidligere har arbejdet i Fredericia, er fuldt på højde med de udenlandske gæster. Der kan naturligvis være tale om krav fra rettighedshaverne, men det er ikke beskrevet i det superflotte program, som har fine cv-er på alle medvirkende (minus musikerne) og nogle flotte billeder på mat papir. Godt gået – men desværre ikke noget om kulturhistorien bag og heller ingen historisk placering af Ramses (og Moses) – i vort fælles historieunivers. Men hvis nogen er interesserede, er det ca. det 13. århundrede før vor tidsregning – og ca. 100 år senere end bl.a. Tutankhamon, der er kendt for sin fantastisk grav, men ikke for sit politiske virke. Og ca. 1300 år senere end de store pyramider blev bygget.
Nogle stikord fra den virkelig historie havde klædt programmet – og ligeså billeder af inspirationskilder til scenografi og kostumer. Her var i øvrigt hele produktionens svageste led, som var ganske synlig og gjorde hele aftenen mindre spændstig og engagerende. Scenografien var gammeldags og gumpetung med en for stor nedhængende papsky, der sad fast, midt for, igennem alle timerne. Sidevæggene blev belyst med alt for markante lampe, så det blev et lysshow istedet for ørkenstemninger. Farverne var indimellem betagende og meget lig tegnefilmens farveunivers, men havde ingen rytme i farveskiftene og slet ikke den ekvilibrisme, som Fredericia Teater har udviklet i de senere år i det visuelle. Scenografien føltes som års tilbageskridt rent teknisk for teatret. Også kostumerne skuffede – for gennemsnitlige, for uinspirerede, når man tænker på de ægyptiske muligheder.
Men det er imponerende og på alle måde beundringsværdigt, at lederen af det hele, Søren Møller, har så meget gå-på-mod og målbevidst har ført teatret frem siden det store gennembrud med ”Aladdin” i 2012. Også byen Fredericias engagement i teatrets vækst aftvinger respekt. For uden et opbakkende og støttende bagland havde eventyret om Fredericia Teater ikke været muligt.
De verserende planer om et nyt teater i nærheden af vandet kan man kun støtte, for lige nu er den gamle teaterbygning en hemsko for produktionernes kvalitet – og udvikling. Der er brug for en større scene og bedre udsigt fra publikumspladserne.
Spilles på både dansk og engelsk på skiftende datoer.
Rolleliste:
- Moses: Diluckshan Jeyaratnam
- Ramses (forpremierer og verdenspremiere): Jason Gotay
- Ramses: Lars Mølsted/Oliver Lundqvist
- Tzipporah: Nadia Abraham
- Nefertari: Kristine Yde/Sandra Elsfort
- Miriam: Silke Biranell
- Jocheved: Samira Alm
- Dronning Tuya: Anne Fuglsig
- Aaron: Christoffer Lund Skov
- Hotep: Søren Bech-Madsen
- Farao Seti: Mads M. Nielsen
- Jethro: Runi Lewerissa
- Unge Miriam: Abigail Baunbæk Wallington/Naomi Victoria Sacara Gulløv
- Unge Aaron: Mathias Abraham Rasmussen/Theo Brandt
- Ensemble: Maria Skuladottir, Linda Arunee Charlotte Olufsson, Katrine Jenne, Ernestine Ellen Marie Ruiz, Nadin Reiness, Kristoffer Sass, Julian Thiesgaard Kellerman, Daniel Trelborg Hansen, Mads Æbeløe
- Ensemble/dansere: Vegard Kristiansen, Rachael Ireson
- Dansere: Rina Nathalie Esther Hirschorn, Giada Luciani, Gabriel Hyman, Joshua Keith, Jourdan Epstein, Kalon Badenhorst
- Cover Farao Seti og Jethro: Kim Leprévost
- Swings: Katrine Skovbo, Max-Emil Nissen
Det kreative hold
- Komponist og tekstforfatter: Stephen Schwartz
- Manuskript: Philip LaZebnik
- Instruktør: Scott Schwartz
- Koreograf: Sean Cheesman
- Kapelmester: Martin Konge
- Scenograf: Kevin Depinet
- Lyddesign: Tim Høyer
- Lysdesign: Mike Billings og Fredericia Teater
- Musical Supervisor: Dominick Amendum
- Associate director: Jeremy Scott Lapp
- Resident director: Bjørg Gamst
- Koreografassistent: Addy Chan
- Orchestrator: August Eriksmoen
- Dansk oversættelse: Mads Æbeløe Nielsen og Bjørg Gamst
- Producent: Fredericia Teater
Verdenspremiere:
- april 2018 på Fredericia Teater
Premiere på dansk:
- april 2018 på Fredericia Teater
,