4 stjerner til show, sangere og ensemble. 2 stjerner til musikken.
Anmeldelse af Ulla Strømberg.
Pretty Woman the musical i Tivoli og siden på turné.
Vi kender historien om den fattige pige, der lever på en flise på Hollywood Boulevard. Men i denne musicalversion, spillet i Tivoli, er det faktisk en af bipersonerne, der løber med opmærksomheden. For the Pretty Womans veninde Kit er af komponisten blevet udstyret med nogle flotte soul-rocknumre, som Sara Gadborg honorerer med fuld styrke.
Når hun svinger med den stenbelagte krykke, er publikum straks på. Sara bliver aftenens ukronede stjerne, der hverken får prins eller penge.
Men ellers er “Pretty Woman the musical” desværre ikke nogen god musical. Den er kreeret henover det store hollywoodfilm-smash fra 1990: “Pretty Woman” hvor en 22 årige Julia Roberts fik sit andet store gennembrud over for den mere modne Richard Gere. Det var en film, der i øvrigt kostede 14 millioner dollars at producere, men som indtjente næsten en halv milliard dollars! I 2018 forelå drejebogen til en musical af de samme to mænd, som stod bag filmmanuskriptet. Den canadiske guitarist og sanger Bryan Adams skabte musikken, mens sangteksterne var af hans gamle makker Jim Vallance. Musikken er tænkt som en parafrase over 1980ernes og 1990ernes popmusik, men det bliver den ikke sjovere af.
Denne ret nye musical har jo en kendt historie, men den indpakkende musik er en uoverstigelig stopklods. Det burde alle have vidst før Tivoli-opsætningen, for anmeldelserne fra Broadway og siden London i 2018 og ff. har mildest talt ikke været flinke.
Til gengæld er det show, som instruktøren Heinrich Christensen og scenografen Benjamin La Cour leverer faktisk imponerende og fungerer optimalt, ikke mindst i dansescenerne. Med super flotte projektioner på store brede som smalle paneler fremmanes overraskende spiselige billeder af både L.A., Hollywood Boulevard og først som sidst et art deco interiør, der gør Beverly Wilshire Hotel levende. Det er som at bo på hotellet, der jo var og er rammen om den romantiske askepothistorie. En genial ide med en cirkulær manege, som kan skyde både det legendariske badekar og sofa m.m. ind på scenen er med til at skabe atmosfære og fylde. Til gengæld skuffer designeren Søren Le Schmidt (manden bag Helle Thornings nedringende kjole forleden), da han gør Vivian til en dulle hele vejen igennem forestillingen, også når hun er klædt pænt på efter indkøbene i Rodeo Drive. Det er synd. Pointen er jo, at hun er smuk uden at være vulgær.
Danserne er alle gode i den effektive koreografi. Mændene i lidt for moderne sorte netundertrøjer, men når de samme dansere forvandles til røde tjenerne i liberi og danser on the line, kører musicalmaskineriet, og man glemmer den alt for mainstream-betonede musik. Den er jo ingen ørehængere, og der er købt for lidt af Roy Orbisons kendingsmelodi ”Pretty Woman”.
Spillerne har derfor et ucharmerende musikalsk materiale at bakse med. Troels Lyby som Happy Man skal åbne showet og fortælle, at her i L.A. kan drømme blive virkelighed. Som hotelmaneger er han fortræffelig, men mangler de gode sange, til gengæld kan han danse sig igennem en hel del.
Hovedrollen er jo lidt utaknemmelig, i og med vi har Julia Roberts i baghovedet, men klares her med megen sødme og flotte ben. Det gør dog ikke noget, hvis det stemmemæssige i talescenerne får en gang lak næste gang Nina Maria Schjødt Lybæk-Hansen lander en hovedrolle. For synge kan hun. Nu mangler der kun det dramatiske og en mere nuanceret sprogbehandling.
Tomas Ambt Kofoed har statur og stemme til at spille den stille pengemand og selskabstømmer, som forelsker sig i the hooker. Hans sange er desværre overraskende kedelige, men dramatisk fylder han tørvetrillerens habit ud. Men det er lidt af en torskerolle.
Og sådan kan man sige pæne ting om alle på scenen og mindre pæne ord om rollerne. De kan jo ikke gøre for, at musicalen sikkert er skabt i et spekulativt øjemed. Men med det in mente må man sige, at Heinrich Christensen og Benjamin La Cour har gjort et beundringsværdigt arbejde og fået optimalt ud af et middelmådigt materiale. Aftenen er ikke spild, men hverken Richard Gere eller Julia Roberts stak hovedet forbi i Tivoli den aften, jeg var der.
- Sange og sangtekster: Bryan Adams og Jim Vallance
- Manuskript: Garry Marshall og J.F. Lawrence
- Instruktør: Heinrich Christensen
- Scenograf: Benjamin La Cour
- Koreograf: Nellie Bethel
- Lysdesign: Ulrik Gad
- Kreativ executive producent: Thomas Langkjær
- Produktionsselskab: Lion Musicals
- Kostumer: Søren Le Schmidt
Rolleliste:
- Vivian Ward: Nina Maria Schjødt Lybæk-Hansen
- Edward Lewis: Tomas Ambt Kofoed
- Sara Gadborg, Troels Lyby, Thomas Bang, Mikkel Vadsholt, Thor Vestergaard m.fl.
- musicalperformere, sangere og dansere.
Hvorfor nævner du slet ikke den fantastiske koeografi samt dens betydning for showet?