Pretty Woman jubilæum.
Er man til romantiske komedier, er der virkelig noget at fejre i denne uge. Komedien over dem alle, Pretty Woman, har 25 års jubilæum.
Pretty Woman er historien om den stenrige, attraktive forretningsmand Edward Lewis(Richard Gere) og hans møde med den underskønne prostituerede Vivian Ward (Julia Roberts). For 3000 dollars indvilger hun i at flytte ind en uge hos ham i en penthouse suite på toppen af Beverly Hill’s mest eksklusive hotel. Sød musik opstår, og det hele ender som bekendt med, at Askepot får sin prins.
Jeg har nok set den film tre gange. Hver gang med fornøjelse. Det er imidlertid mindst 15 år siden, at jeg så den sidst, så i forbindelse med jubilæet tænkte jeg, at her var undskyldningen til at bruge 119 minutter på letbenet underholdning og således lige tjekke, om filmen stadig holder her 25 år efter premieren.
Det gør den, og i den grad. Den kunne med sin universelle Askepot historie være indspillet i går, hvis det altså ikke lige var for senfirsermoden med højt hår og brede skuldre og de hovedstore mobiltelefoner folk bogstaveligt talt slæbte rundt på dengang i 1990.
Det var ellers ikke fordi anmelderne stod i kø med rosende ord om filmen, da den havde premiere. Den var dårlig, overspillet, en forherligelse af materialisme og prostitution, ren eskapisme m.v. Alligevel er det den romantiske komedie, der har solgt allerflest billetter i USA. Folkets mening er når alt kommer til alt nok så vigtig som anmeldernes, når tallene på bundlinien skal gøres op.
Hvad er det så Pretty Woman stadig kan her i 2015?
Kemien mellem den den gang 22 årige Julia Roberts og den 41 årige Richard Geere som Vivian og Edward slår stadig gnister. De to karakterer ville også kunnet have reddet hinanden i en film i dag . Vivian er en smuk, kvik, morsom, naturlig og no nonsense kvinde. Edward er ridderen på den hvide hest. En flot, strategisk, afmålt og ensom knudemand. Ren cliché, men det virker.
Den hurtige replik spiller også:
Edward : You and I are such similar creatures Vivian. We both screw people for money.
Edward til Barney: I think we both know she’s not my niece.
Barney: Of course
Edward: And the reason I know that is that I’m an only child.
Edward: I told you not to pick up the phone.
Vivian: Then stop calling me.
Vivian: I would have stayed for two thousand.
Edward: I would have paid four.
Vi har alle vores yndlingsscener fra filmen. F.eks. scenen hvor Vivian er i operaen første gang og ikke aner, hvordan man bruger en teaterkikkert, eller hvor hun til en forretnings middag spiser snegle, hvilket hun aldrig har prøvet før. En af dem smutter og bliver grebet af tjeneren bag ved, og hun siger: Oops… slippery little suckers. Så er der den legendariske scene, hvor hun, efter at have shoppet amok i dyre luksus butikker på Rodeo Drive, vender tilbage til den butik, hun blev smidt ud af dagen i forvejen. Big mistake. Big. Huge. I have to go shopping now, siger hun på vej ud ad døren, til den forbløffede ekspedient og vifter med alle sine designerposer fra konkurrenterne. Sådan kunne man blive ved.
For rollen som Vivian blev Roberts nomineret til en oscar. Hun fik den ikke, men blev superstjerne, hvilket hun har været lige siden. Geres karriere har også kørt på skinner siden, og deres næste film sammen var Runaway Bride (1999), som også blev en blockbuster. Gere er netop nu aktuel i pensionisteventyret The Second Best Exotic Marigold Hotel, som lige haft premiere i de danske biografer. Her spiller han med sædvanlig underspillet charme den sølvhårede kvindebedårer Guy Chambers.
Pretty Woman er boblende livsglæde og entusiasme. En klassiker der holder, inden for sin genre. Jeg var i hvert tilfælde i super humør, da jeg, efter at have set den for fjerde gang, havde brugt 119 minutter på ren underholdning og eskapisme.