∗∗∗∗∗
Anmeldelse af Eva Zierau.
Vi befinder os i 1700 tallet I Bretagne. Marianne(Noémie Merlant) sidder sammen med nogle mænd og kvinder i en robåd, der sejler ind mod kysten i uroligt vejr. Hun springer pludselig i vandet, og svømmer ud efter en trækasse, der er faldet over bord, får fat i den og bliver hjulpet op i båden igen. Nysgerrigheden er vagt. Hvad er der i den kasse, der får hende til at springe overbord i oprørt hav? På land begiver hun sig med kassen drivvåd til fods på vej til sit bestemmelsessted. En øde beliggende ejendom, hvor der bor en komtesse(Valeria Golino), dennes datter Héloise (Adèle Haenel) og en tjenestepige Sophie (Luàna Bajrami). Dramatisk start på filmen.
Foto: Camera Film
Héloise skal mod sin vilje giftes med en mand fra Milano. Hun har aldrig mødt ham. Han vil gerne før brylluppet have et billede af sin kommende brud, så han inden indgåelse af ægteskabet kan sikre sig, at hun er smuk. Marianne er kunstmaler og skal lave et portræt af Héloise. Der har været andre malere, der har malet hende, men hun har hver gang ødelagt det færdige billede. Marianne får til opgave at male billedet i smug.
Filmen belyser kvinders liv samt vilkårene for kvindelige kunstnere dengang. Set med nutidens øjne er det ikke just opløftende. Det er huset, hvor vi befinder os heller ikke. Der er noget Hitchcock uhygge over de sparsomt møblerede mørke stuer og vindens susen udenfor huset, som det ligger helt afsides på et forblæst sted ud til kysten. Denne stemning understøttes af, at Marianne flere gange i et syn ser Héloise som et genfærd stå foran en sort væg i sin kridhvide brudekjole.
Foto: Camera Film
Langsomt kommer de to kvinder tættere på hinanden og Marianne føler sig nødsaget til at fortælle Héloise, at hun ikke bare er hyret som hendes selskabsdame, men at hun er i færd med at male hendes portræt til hendes kommende ægtemand. Denne afsløring synes ikke umiddelbart at komme bag på Héloise, og snart spirer en intimitet og attraktion mellem de to kvinder.
Portræt af en kvinde i flammer er en visuel smuk film. Der er nogle vidunderlige billeder af Bretagnes flotte natur ligesom kvindernes klæder ikke mindst Héloises grønne silkekjole, som hun står model i, er en fryd for øjet.
Marianne og Héloise er to begavede kvinder, der er underlagt en stærk patriarkalsk samfundsstruktur, som de begge ønsker et opgør med. De deler Héloïses sidste øjeblik som ugift, alt imens Marianne maler det portræt, som skal afslutte deres forhold. Marianne lever af sine portrætter. Hun er økonomisk uafhængig, og har derved en lang større frihed end Héloise, men hun er ligesom Héloïse underlagt et patriarkalsk livssyn. Hun må som kvinde ikke afbillede mænd, men gør det alligevel i smug. En absurd tanke med nutidens øjne. Begge ønsker de frihed til at vælge til og fra.
Foto: Camera Film
Filmen er så at sige uden underlægningsmusik, så der er i vid udstrækning kun brug af reallyd. Fraværet af stemningsskabende musik giver en hel særlig autentisk stemning. Først i nogle af de aller sidste scener, hvor alle trådene bliver samlet, hører vi underlægningsmusik i form af et stort strygeorkester.
Portræt af en kvinde i flammer er en film om forbudte følelser. En film om kvinder lavet af en kvinde. Et sanseligt, smukt og gådefuldt periodedrama. Filmen har vundet mange priser bl.a. prisen for Bedste Manuskript og Queer Palmen ved Cannes Festivalen i 2019.
Instruktør: Céline Sciamma
Trailer: Camera Film
Premiere 6. februar 2020