∗ ∗ ∗ ∗
Anmeldelse / Ulla Strømberg.
Ung mands byrde – teater I akt – på Teater Grob.
Føler du dig af og til gammel, måske ligefrem for gammel – så gå i teatret og bliv taknemlig over ikke at være 21 år længere til Teater Grobs gæstespil ”Ung mands byrde” med Teater I akt.
4 unge mænd i begyndelsen af 20erne bor sammen i en gammel lejlighed, der ikke er særlig ekstravagant.
Vi inviteres i bogstavlig forstand inden for i Rømersgade, inde i gården op ad trappen til 3. sal. Og så er der ellers dømt teater for de 22 tilskuere, som får lov at følge med i køkkenet, fællesrummet – og videre i et par af værelserne med rodet sengetøj, sko og andet tøj smidt på gulvet. Konversationen imellem de fire unge mænd er ikke opløftende og slet ikke denne specielle aften, hvor der skal være mandeaften for de fire samboende. Hurtigt afdækkes de ret forskellige temperamenter og tillige deres barnagtige syn på sex og kvinder. Som aftenen udvikler sig afsløres tillige, at en er lidt for meget på stoffer og en anden må springe ud af skabet. Mens ham, der i starten syntes forkælet og arrogant, viser sig at være den, der måske er mest menneskeligt gods i.
Dvs. en lille menneskelig komedie, som vi har set nogle gange, men der er altid brug for en opdatering.Og hvor er det hårdt at være ung og ikke vide, hvad livet kan bringe.
Gruppen Teater I Akt består vist af de fire skuespillere, som nok endnu ikke er uddannet på autoriserede steder. Og så har de nogle hjælpere. Det lyder lidt svævende, for gruppen har ikke skrevet noget om sig selv -hverken på den ene eller anden facebook-profil eller hjemmeside.
Forestillingen har fået midler fra Københavns Kommune, og Teater Grob har åbnet sine døre. Alt det er kun godt. For her er alle tegn på teatermæssigt talent, selv om det er og bliver en måske lidt bastant form for køkkenrealisme – dog alligevel anderledes end dengang fænomenet både første – og anden gang dukkede op – henholdsvis i de tidligere 1960ere og i de sene 1970ere.
Den dag jeg fik lov at deltage, var publikum rent aldersmæssigt spredt fra bedstemor til lillesøster, så der var lidt af voyeurisme over det. Anderledes hvis en hel ungdomsklasse kom på besøg. Så kunne det også fungere som anskuelsesundervisning.
Alt i alt en yderst sympatisk forestilling. Vel timet på alle ledder og afgjort med et fremtidspotentiale. Men husk til næste gang på facebook, hjemmeside – eller blot på papir at fortælle lidt mere om Teater I Alt – ellers er det svært at reklamere for projektet.
Spiller indtil 25. januar 2015
Kun plads til 22 gæster pr gang
Medvirkende: Johannes Frieboe, Kasper Buus, Jeppe Alsgaard Pachaï & Hans Christian Schrøder
Vært: Sonja Ferdinand
Instruktion: Sargun Oshana
Tekst og idé: Teater I Akt
www.grob.dk