Set af Ulla Strømberg.
Bornholms nye sommertradition: Holbergforestillinger i Rønne Theater.
Den politiske Kandestøber.
Pressefoto.
Heller ikke i år kan jeg anmelde sommerens Holbergforestilling på Bornholm. For også denne gang har jeg hjulpet til. Men jeg tør godt anbefale, at man bruger et par timer på Holberg, hvis sommerferiemålet er Bornholm.
For det er en ganske speciel oplevelse at gå i det gamle, historiske Rønne Theater, der spiller Holbergs ”Den Politiske Kandestøber” hele juli måned.
(Hele ensemblet foran det gamle tæppe med græsk motiv ligesom på Det Kongelige Teater. Pressefoto)
For andet år i træk har Bornholms Teater skiftet sommerrevyen ud med den mere seriøse Ludvig Holberg. Et dumdristigt spring for Bornholms Teater, det lokale egnsteater, der bor i det gamle Rønne Theater. Men der måtte ske noget nyt. Der havde været vittigheder nok om sildekvoter og dumme københavnere.
Flere forskellige initiativer bakker klassiker-forestillingerne op. Bl.a. har teatret igennem de seneste par år genskabt de gamle 1800-tals kulisser og teatermaskiner, så bagtæpper ruller op og ned, mens sidekulisserne kommer kørende ind fra siden. Næsten som i et dukketeater.
( Foto fra en prøve. For oven ses mottoet. Ude på siderne af sceneåbningen er de gamle muser blevet genopsat – dog i en lettere moderniseret version. Her ses bag ved gadedekorationen, der er ny/gammel – med visse lokale detaljer. Presse.)
Fra orkestergraven lyder både bulder og regn, hvis det er nødvendigt – samtidigt med at Lars Fjeldmose diverterer med de hyggeligste toner i forskellige genrer. For nok er historien gammel, men der er i forestillingen også nogle moderne finesser og pointer med.
Holberg-forestillingen i år indgår også som en del af de lokale skoleaktiviteter i slutningen af august. Men vigtigst er det naturligvis, at få Holberg til at passe til den lille scene og de 5 skuespillere, som udgør ensemblet.
Det må rykkes lidt rundt på teksten, for kandestøberen har ikke 11 kollegaer at skændes med, men kun et par stykker, Frands Knivsmed og Gert Brygger. Og to af skuespillerne må løbe meget hurtigt og hoppe ud og ind af kostymer for at klare roller som embedsmænd, brøndrene Greene og kandestøberens forelskede datter Engelke.
(Fru Borgmester med den helt specielle bornholmske hat: Nølle, der er dekoreret med blomster! Pressefoto)
Det meste hos Holberg er med på Bornholm, men der er også lagt nogle lokale historier ind. Ikke på den onde måde, kun flinke hentydninger til bornholmske diskussioner om at få en tunnel til Tyskland eller Sverige og også lidt landspolitik er med. ”Der kommer en løsning i morgen”, som et kendt citat lyder.
Kandestøberen spilles eller snarere forsvares af Peder Holm Johansen, der både er fornuftig og lyttende. Men hvad gør en mand, der er enig med alle og i øvrigt bliver svimmel, bare han ser alle de papirer, som en borgmester skal sætte sig ind i?
( Den lille skødehund er ikke så lille endda! Fressefoto-)
Kandestøberen vil gerne være politiker, men nogle embedsmænd narrer ham og lader som om, at kandestøberen er blevet valgt til borgmester. Og så bliver det svært for den uskolede og ufordærvede mand. Han har jo ikke lært det politiske spil! Heldigvis for ham er det jo blot en spøg. Han behøver ikke tage livet af sig selv – og måske kan han snart igen koncentrere sig om sin familie og sit kandestøberi.
Morale – skal man aldrig prøve noget andet? Ja, nej og måske. ”Et er et søkort at forstå….
Inden for dansk politik har vi både nybegyndere og mere garvede folk. Men engang imellem er det faktisk befriende, når der pludselig er nogle politikere, som er lidt mere menneskelige og ikke er blevet afrettet på en partiskole eller i en fagforening.
Og sådan kan man jo tænke videre, mens Holbergs figurer sidder og diskuterer.
Instruktion og bearbejdelse: Jens Svane Boutrup
Kostumer: Julie Forchhammer
Kapelmester og komponist: Lars fjeldmose
Medvirkende: Peder Holm Johansen, Tine Gotthelf, Jesper Riefensthal, Bjarne Antonisen og Ernesto Piga Carbone.
Spiller hele juli måned i Rønne.