6 stjerner til udstilling – 4 stjerner til katalog.
Anmeldelse af Ulla Strømberg.
Piranesi på Statens Museum for Kunst.
Det er såmænd ikke så mange år siden, at den daværende kvindelige direktør på Statens Museum for Kunst ikke var så glad for begrebet Kobberstiksamlingen. Navnet var ufolkeligt og svært at sige, mente hun. Den grafiske underafdeling måtte en tid leve under radaren. Men sådan er det heldigvis ikke længere. Kobberstiksamlingen er en respekteret del af SMK, hvilket også den store udstilling i stueetagen ”Piranesi – syner og sandhed” er et tydeligt bevis på.
Udstillingen er smuk og gennemarbejdet og fremstår som en informativ præsentation af den store italienske billedkunstner Giovanni Battista Piranesi (1720-1778). Nok var han født i Venedig og kaldte sig i årevis venetianer, men han levede sit voksne liv i Rom. Med en baggrund som arkitekt skabte han sine næste udødelige grafiske værker i Rom.
For det er ikke mindst Piranesis mange grafiske værker fra Rom, som har gjort ham kendt. Mere end 450 grafiske blade fra hele hans oeuvre indgår i dag i Kobberstiksamlingens beholdning.
Seneste udstilling på dansk grund var i 1978 i 200-året for Piranesis død. Derfor er der al mulig grund til at vise en ny ophængning. Ny forskning og ikke mindst et nyt kunsthistorisk vokabularium ledsager på godt og ondt udstillingen. Men værkerne har deres egen eksistensberettigelse og fascinationskraft.
Piranesi var på sin vis både polemisk og politisk. Han ønskede at fremhæve den romerske antik som den fuldgyldige fortid og kom derfor i strid med mange af sine samtidige, der netop anså den græske antik for at være den moderne civilisations forudsætning. Det fik vel Piranesi til at finde de mange motiver i Rom. Men det blev aldrig slaviske gengivelser. Han byggede videre på opfattelsen af de eksisterende monumenter, forandrede deres proportioner og fyldte billederne med genstande og gevækster samt mærkelige, små menneskelige eksistenser i forgrunden. Alt gav liv og stemning af både fortid og undergang.
Udstillingen er tematisk bygget op, hvilket gør den både overskuelig og ganske pædagogisk.
Et midterrum er formet som en stor, hvid arkitektonisk installation med diverse spejleffekter. Det synes i slægt med mange af Olafur Eliassons eksperimenter, men er her skabt af den danske kunstnergruppe AVPD. Rummet står i kraftig kontrast til resten af udstillingen, som har sorte vægge. Her i installationen er der lyst, og rummet danner en anderledes modvægt til Piranesis nok kendteste hovedværk, som normalt blot betegnes “Carceri” (fængsler). På væggene hænger to udgaver. Kobberstiksamlingen ejer anden-udgaven fra 1761 – mens museet til udstillingen har lånt en første version fra 1751-54. Således hænger de grafiske blade ovenover hinanden, og man kan nemt aflæse både billeder og Piranesis fantastiske teknik.
Den tidlige version har simple konstruktioner, mens den efterfølgende er overmættet. Her er hvert billede er fyldt til bristepunktet med trapper, reb og aflukker. Piranesi brugte samme metalplade, og derfor er grundtegningen den samme. Fængselsbillederne er ikke mindst i anden version uhyggelige, mareridtsagtige og dæmoniske – og har intet med hverken virkelighed eller logik at gøre. Trapperne ender ingen steder, alt er illusion. Ikke uden grund er der skrevet en del om Piranesis indflydelse på moderne computerspil og deres fiktive verden.
Piranesi levede godt af sine grafiske værker og solgte til rige landsmænd og til turister, som købte ikke mindst de såkaldte veduter – bybilleder. Her ændrede Piranesi på proportionerne, så de blev ude af trit med virkeligheden, men genkendeligheden var bibeholdt.
Piranesis interesse for den romerske antik førte også til seriøse studier af fortiden og gav han viden om de gamle monumenter og tillige de nyopgravede genstande. 1700-tallet var jo en tid, hvor fortiden blev undersøgt og sat i relief, selv om flere misforståelser om antikken netop opstod på den tid, bl.a. tyskeren Winkelmanns idé om den ”farveløse” antik, som strålede af stille storladenhed.
Piranesis raderinger var store, og netop den gode ophængning på udstillingen og de velskrevne plancher fører publikum rundt i en ellers måske sværttilgængelig verden.
Kataloget er stort i formatet, smukt at skue og skrevet af kunsthistorikeren Hanne Kolind Poulsen. Ligesom Piranesi gerne ville være polemisk og etablere det antikke Rom som et primært udgangspunkt, så vil kataloget mere end blot fremlægge og kortlægge den interessante 1700-tals kunstners virke og værker. Der bliver argumenteret for en ny opfattelse af Piranesi. Og da teksten er ”fagfællebedømt”, min kæphest for tiden, bliver hele katalogteksten desværre uspændstig og tung. Det er synd, for materialet og teserne fejler ikke noget. Men de museumsfolk som ”opfandt” fagfællebedømte katalogtekster, kan ikke have arbejdet mange timer i krydsfeltet mellem kunst, museer og publikum. At få fagfællebedømt en katalogtekst er vel iøvrigt blot for museet at få et hak i et kulturministerielt excelark, og det burde holdes langt væk fra det publikumshenvendte.
Sidste kapitel hedder: ”Endepunkter. Piranesis kommunikative inspirationskilder”. Jeg er ikke helt sikker på den korrekte anvendelse af ordene og forstår ikke hvorfor ”kommunikative” overhovedet skal med. Ligeså med katalogets sidste ord: ”Piranesis værker kan i dag bruges til at stille spørgsmål til den måde, billeder fundamentalt fungerer på, og få os til at reflektere over billedernes strategier for påvirkning af betragteren og ikke mindst hvad dette kan bruges til.” Øv, tænk at bruge ordene kommunikative og strategier i relation til Piranesi, mere vil jeg ikke sige i denne omgang.
Piranesi-udstillingen er et besøg værd, og kataloget kan nydes for sit smukke layout og de store billedgengivelser. Piranesi er en kunstner, der stadig synes så moderne, at han kan irritere, fordi alt er så dystert og perfekt. Samtidigt dræner billederne også én for alt livsmod. Men interessant, det er han, og som kataloget siger: Piranesi har en fascinationskraft.
Udstillingen kan opleves fra
4.11. – 27.2. 2022.
Og den dygtige direktør var da vist Hanne Finsen.