Menu Luk

Pinocchio. Ungdomsteater på Bådteatret.

∗ ∗ ∗

Anmeldelse af Ulla Strømberg.

Pinocchio. Ungdomsteater på Bådteatret.

Ideen er god nok – at kombinere et ulykkeligt og gruopvækkende flygtningeportræt af en afghansk dreng på 16 år med den klassiske historie om Pinocchio.

Ordene og billederne er rystende, når den 16-årige, ukuelige dreng beretter om sin flugt frem og tilbage i næsten et år med Grækenland som dobbelt transitland.  Men virkeligheden skubbes bevidst på afstand, når der parallelfortælles om den lille trædukke Pinocchio.  I en italiensk børnebog fra 1883 af Carlo Collodi er Pinocchio titelfiguren, som skabes af dukkemageren Geppetto. Den lille sjove figur fik siden nyt liv af Disney i en tegnefilm af samme navn fra 1940 med bl.a. sangen ”Der er ingen bånd der binder mig”.

Pinocchio, Bådteatret. Pressebillede. Modelfoto: Har ikke så meget med forestillingen at gøre.

Hvordan virkelighedens uledsagede flygtningedreng kan sammenlignes med trædrengen, og dukkemageren med de fæle menneskesmugleren, er måske en fiffig pointe, men, men ..

Hver historie for sig ville have været nok, men det er som om instruktøren Rolf Heim har været bange for at der ikke var stof nok og oveni er derfor yderligere lagt alt for meget teknik. 5-8 små og store  skærme og tre kameraer plus masser af lyd og ekstra gulvskærme og møbler skal aktiveres i et væk af de yderst kompetente skuespillere: Laura Allen Müller, Thomas Bang og Pernille Nedergaard.  Det synes at være overkill på den lille scene i Bådteatrets skibsbund.

Måske så jeg forestillingen på en uheldig dag med rigtig mange tekniske uheld. Men skuespillerne klarede skærene, mens det unge skolepublikum til sidst havde svært ved at fastholde koncentrationen.

Det er forståeligt og beundringsværdigt, at Rolf Heim og Bådteatret har ønsket at servere en flygtningehistorie på en spiselig måde. Men på den anden side er det faktum, at flere tusinde børn og unge uden voksne ved deres side flakker rundt i Europa, så uhyggeligt, at det kan synes forkert at udvande kendsgerningerne ved denne blødgøring. Her må gøres noget og noget mere, rent politisk. Og det nu.Sådan lyder det barske budskab.

(PR foto af Bådteatret).

Tilbage til forestillingen: Jeg tror, at der bør skæres ned på noget. Enten den lange flugtbeskrivelse, som i øvrigt er smukt formidlet, eller halvér det tekniske udstyr. En tredje mulighed kunne være at forkorte i Pinocchio-afsnittene, så de blev klarere, måske blot som indlagte pauser. Og ud med alle dyrehovederne, det er lidt gammeldags at ty til den salgs hjælpekilder.

Spilles på Bådteatret:

  1. november – 8. december 2018

Mandag til fredag kl. 20, lørdag kl. 17
Skoleforestillinger kl. 10 den 15+16+19+20+26+27. november
Fra 15 år – udskolingen og Gym/HF

På scenen Laura Allen Müller, Thomas Bang og Pernille Nedergaard

Instruktør Rolf Heim

Dukkemager Per Christensen

Lyddesign Janus Jensen

Lys & Videodesign Malte Hauge

Bygger & Afvikler Jonathan Hjorth

Teknisk Assistance Jon Gelting

Instruktørassistent Astrid Lindhardt

www.baadteatret.dk