∗ ∗ ∗ ∗ ∗
Anmeldelse af Ulla Strømberg.
Pinocchio. Det Kongelige Teater. Familieforestilling.
Varm og veldrejet Pinocchio-version i Skuespilhuset.
Det er blevet en fin og poetisk familieforestilling, der dog som alle klassiske eventyr er både barsk og uhyggelig. Aldersgrænsen til denne forestilling på Det Kongelige Teater ligger på 8 år!
Historien er den italienske klassiker fra 1883 skrevet af Carlo Collodi. Fortællingen om den lille dukke har siden givet inspiration til utallige kunstnere in spe og blev med Disney-koncernens tegnefilmsversion fra 1940 udødeliggjort, både på grund af den visualitet, som nu forbindes med Pinocchio og de indlagte sange: ”Der er ingenting, der binder mig” – og ”Når du ser et stjerneskud”.
På Det Kongelige Teater har man valgt at finde sin egen form og visualitet med en dramatisering af den engelske dramatiker og forfatter Lee Hall. (Manden bag Billy Eliot.)
Den svenske instruktør Sara Cronberg og scenografen Franciska Zahle har tidligere arbejdet sammen på Nørrebro Teater i 2016 med den meget vellykkede iscenesættelse af Kjeld Abells ”Melodien der blev væk”. Dengang skulle der også arbejdes op imod en næsten historisk ikonografi, og det lykkedes. Ligeså denne gang, selv om der er en enkel detalje, der går igen fra Abell-forestillingen: en stor, hvid hånd kommer et par gange ned fra himlen, mens Disney er ikke- eksisterende på scenen.
Med nogle gode skuespillere, der er i stand til at gå helt ned i stemmekraft og bevægelser, bliver poesien forstærket. Niels Ellegaard som den fattige dukkemager og de to feer spillet af to meget forskellige skuespillere: Andreas Jebro – og Anne Plouborg, er alle i stand til på den store scene at nuancere selv små detaljer. Heroverfor møder de indbegrebet af slyngler: Marie Dalsgaard og Sigurd Holmen Le Dous, der både må agere ræve, katte og fusentaster. Både feerne og slynglerne har tillige hånddukker og kombinationen samt de utallige stemmeskift klarer de alle på imponerende vis. For ikke alene er feerne små hjælpere, de fungerer også som Pinocchios stemme, som altså er udlagt for to skuespillere.
Pinocchio har ikke nogen mærkelig næse, til gengæld har han et stort sødt plastichoved. Først til allersidst ser vi en levende lille dreng.
Scenografisk er der ikke meget at skrive hjem om, for det er primært teatrets mange tæpper, der arbejdes med og et harmonisk lysdesign samt nogle rullende scener, der fungerer som dukkemagerens værksted. Hvorimod kostumerne er gode, ikke opsigtvækkende på nær cirkusdirektørens flotte rødstribede dragt. De skiftende scener afvikles fikst, men simpelt, også ved druknescenen, der får dukkemageren til at havne i hvalens gab sammen med Pinocchio.
Historien er vel moralsk opbyggelig: Pinocchio vil ud i verden, stå på egne ben, selv om han kun er en dukke. Men han ved jo ingenting, har ovenikøbet solgt sin ABC for et øjebliks underholdning. Selv om de to feer passer på ham, er de ikke skrappe nok, så Pinocchio falder ustandselig i fælder for til allersidst at ende i lykkelig genforening med dukkemageren.
Moralen er ikke til at tage fejl af: lær’ noget og lad dig aldrig narre. Vær samtidig trofast mod dine nærmeste. Det går rent ind.
Et hjertesuk: Det Kongelige Teater har netop indgået en nye 4-årsaftale med Kulturministeriet, (2025-28), og det giver 618 millioner kroner som årligt tilskud. Til gengæld skal der leveres på alle hylder. Man kan blive helt stakåndet ved at se, hvor meget Det Kongelige Teater producerer årligt og skal blive ved med at producere om året for at tækkes den politiske aftale.
Spørgsmålet er, om den store teaterkunst, som skal være Det Kongelige Teaters særkende, opnås ved, at der skrues op for volumenen? Der er mange strikse krav til teatret om diversitet i publikumsgrupperne og geografisk udbredelse. Som bekendt producerer Det Kongelige Teater nu årligt udendørssommerteater i København og årets efter med genopsætning i Aarhus. Der indkasseres ca. 90-100.000 årlige ekstra publikummer. Ligeledes trækker de musicals, som politikerne også har krævet, mange publikummer til, fordi de bl.a. spilles i Operaens sal. Men så længe børneteaterforestillingerne kun spilles i Skuespilhuset batter de ikke så meget i det samlede bruttoregnskab.
Danmark har siden 1960erne været kendt for sit børne-og ungdomsteater (engang det alternative teater), som har kæmpet for at holde kvaliteten oppe og økonomien i ro. Men det har været svært og er måske endnu sværere i dag. Nemmere bliver konkurrencen ikke, når Det Kongelige Teater nu med politikernes velsignelse (og krav) også spiller børneteater for fuld udblæsning.
Når jeg skriver dette, ved jeg også, at meget få fra teaterbranchen tør udtrykke en stillingtagen til problemet. For de allerfleste er afhængige af Kulturministeriets gunst (og tillige af kommunalpolitikere rundt i kommunerne). Så går det ikke at råbe op og spille småfornærmede. Det har jeg netop oplevet ved at ville diskutere begrebet ”revy”, som er tilladt på Det Kongelige Teater, men ellers ikke er omfattet af den almindelige teaterlov. Ingen under 70 år (dvs. ingen der skal være i kontakt med Kulturministeriet) tør træde frem.
Med den kraftige politiske indblanding, der nu hvert 4. år via en ny aftale med Det Kongelige Teater kan stramme skruen om nationalscenem og kræve øget produktivitet i populismens – og mangfoldighedens navn, burde der være nogen, der råbte op om vulgær volumentænkning, ulighed og unødvendig konkurrence inden for dansk teater.
Forfatter: Carlo Collodi
Dramatisering: Lee Hall
Iscenesættelse: Sara Cronberg
Scenografi og kostumedesign: Franciska Zahle
Dukkeinstruktør: Rolf Søborg Hansen
Lysdesign: Torben Lendorph
Koreografi: Melker Sörensen
Lyddesign: Jonas Vest
Musik: Toni Martin Dobrzanski
Oversættelse: Niels Brunse
Matthew Rawcliffe / Pinocchio
Niels Ellegaard / Geppetto, dukkemesteren
Andreas Jebro / Den blå fe
Anne Plauborg /Den blå fe
Sigurd Holmen le Dous / Ræven, dame, æselbarn, Politimanden
Marie Dalsgaard / Katten, Cirkusdirektøren
Alvin Olid Bursøe / Lucignolo, marionetdukke, Hummeren
Amalie Bergholdt Hansen / Marionetdukke, Fisketjeneren, æselbarn
Phoenix Talreja Nielsen / Pinocchio
Jeppe Vendelbo Fischer / Pinocchio