∗ ∗ ∗ ∗ ∗
Anmeldelse af Ulla Strømberg.
En lørdag kl. 12 er ”Pigen fra Vesten” sat på programmet på Operaen. Det trofaste operapublikum tropper op, for det er første gang Det Kongelige Teater spiller denne ret ukendte Puccini-opera. Da Ann Petersen er sygemeldt, får publikum sig en ekstra overraskelse, for den bulgarske sopran Svetla Vassileva synger hovedpartiet som den retskafne Minnie og gør det så overbevisende. Takket være hendes stærke sopran og veltegnede portræt af Puccinis heltinde løftes operaen, så man både føler og engagerer sig i denne kærlighedshistorie, der heldigvis ender lykkeligt. Minnie får sin udkårne, den tidligere tyv og bandeleder Ramerrez, som lover at blive et godt menneske.
Minnie er en moderne operaheltinde, og det lever Svetla Vassileva til fulde op til. Med pistol i siden, cowboystøvler og ternet skjorte står hun fast i jorden samtidig med at hendes stærke sang udtrykker troen på kærligheden og menneskets foranderlighed. ( Både d.15.11 og d. 18. 11. sang hun partiet). Igennem hele sit voksne liv har Minnie gjort alt for andre. Som værtshusholder ude på prærien, hvor guldgraverne arbejder afsondret fra alt og alle, har hun på sin egen måde skabt et hjem, læst for dem og sørget for, at fritiden var andet end sprit og hasardspil. Minnie er tilbedt af flere, ikke mindst af sheriffen, der spilles og synges lidt brysk af Johan Reuter.
Minnie har aldrig bedt om noget, men da hun til allersidst beder, i bogstavelig forstand, for skurkens liv, får hun et ja fra gutterne. Strikken om Ramerrez’ hals kan løsnes.
Takket være Minnies kærlighed ved Ramerrez, at han kan blive et nyt menneske. Niels Jørgen Riis demonstrerer denne transformation fra skurk til kommende samfundborger smukt og overbevisende i stemmen.
Puccini skrev denne opera, som var en bestillingsopgave til The Metropolitan i New York, sent i sit liv og havde på det tidspunkt givet operaverdenen både ”La Boheme”, ”Madame Butterfly” og ”Tosca” – tre tragiske operaer med smukke kvinder, der alle lider døden. Men her i den nye verden, i USA, hvor urpremieren fandt sted i New York 1910, går det ikke. Selvfølgelig må der være en tro på, at i morgen bliver alt bedre – og at mennesket kan forandre sig.
I instruktøren Christoffer Berdals opdaterede univers er vi på et sted, hvor mænd arbejder for at tjene penge til dagen og vejen. Er det en kulmine eller måske en metro? Fremmede mænd, langt væk hjemmefra, drevet af en eneste ting, de nødvendige penge, der skal til for at opretholde livet. Herrekoret synger med ro og indlevelse.
Christoffer Berdal arbejder primært med teater, men har med sans for detaljer skabt et stille, næsten poetisk univers omkring Puccinis musik, der som en undtagelse ikke har de store genkendelige arier, selv om der faktisk er en række gode partier for flere af personerne. Men vi nynner ikke med.
Scenografen Palle Steen Christensen står for en stilfærdig, funktionsduelig kantinedekoration, hvori også en mindre husvogn kan stilles. Der er ikke de store armbevægelser i det visuelle, men omvendt stikker det heller ikke af. Men det kan være svært at forstå, hvorfor det var nødvendigt med alle de tekniske finesser og sidescener ved indretningen af den nye opera. Så brug dem dog, har man lyst til at råbe!
Kapellet spillede fint med den nye chefdirigent Alexander Vedernikov, men denne eftermiddag var det Minnie i Svetla Vassilevas fikse skikkelse, der sammen med Niels Jørgen Riis løftede ”Pigen fra Vesten”, så en overset opera pludselig blev væsentlig og værd at lytte til og indleve sig i.
Musik: Puccini ( 1910)
Instruktør: Christoffer Berdal
Dirigent: Alexander Vedernikov
Scenografi og kostumer: Palle Steen Christensen
Lysdesign: Mikael Sylvest
Korsyngemester: Denis Segond