∗ ∗ ∗ ∗ ∗
Anmeldelse af Ulla Strømberg.
Per Kirkeby Bronze.
”Per Kirkeby er en meget selvoptaget kunstner. Ofte på sin vej gennem både kunsthistoriens værker og sine egne stopper han op og vender tilbage til sig selv”. Sådan lyder indledningen til bogen om Per Kirkebys maleri – skrevet af Poul Erik Tøjner i 1998. Siden er Tøjner blevet direktør på Louisiana, og alt om Per Kirkeby er fortid, desværre, da han døde i 2018 efter længere tids sygdom, men var dog produktiv til det sidste.
”Per Kirkeby Bronze” er en klog og velunderbygget udstilling, der fortæller historien om Per Kirkeby og bronceskulpturerne. Disse mørke størrelser, som vi møder rundt omkring i det offentlige rum, bl.a. foran Gentofte Hovedbibliotek, I Operaens foyer og i Berlin, højt hævet over kørebanen ved Bundesrat-bygningen, tæt på Potsdamerplatz i Berlin.
Udstillingen er den tredje store Per Kirkeby-demonstration på Louisiana, og dermed er Poul Erik Tøjner ved at have omfattet de fleste aspekter af det mangehovede talent, som Kirkeby rummede. Men vi mangler af gode grunde de fastmurede stenskulpturer, Kirkebys andre arkitektoniske arbejder og så hans store forfatterskab, der prøvede at indkredse forbillederne, bl.a. Munch, Rodin, etc.
Allerede omkring årtusindeskiftet kunne opregnes næsten 70 titler på Kirkebys egne publikationer. Kirkeby selv er dog i de seneste par årtier blevet minutiøst beskrevet i bogform, så det er bare om at hitte bøgerne, hvis man er nysgerrig.
Udstillingen Bronze prøver dog på og lykkes langt hen ad vejen med at omslutte Kirkeby på de fleste parametre ved at lade malerier og skitser komplimentere de mørke, halvabstrakte skulpturer, som måske ofte er blevet skubbet lidt til side, fordi ikke mindst malerierne i lange perioder har syntes så overvældende og fascinerende.
Per Kirkeby (1938-2018) var jo tindrende flittig og bevægede sig tilsyneladende smidigt imellem adskillige kunstneriske genrer. Men en malerisk krise i begyndelsen af 1980erne var måske forårsaget af han flytning til det kompetitive Tyskland, hvor han var sammen med tidens førende tyske billedkunstnere. Et besøg på Rodin Museet i Paris fik Kirkeby til via Rodins hovedværk ”Helvedes port” at se nye udveje. Og dermed kom det fragmentariske, men alligevel naturrelaterede, ind i det skulpturelle hos Kirkeby. For Rodin turde jo vise en arm eller et hoved isoleret og turde underspille resten af menneskekroppen i sine skulpturer. Der er et par eksempler på Rodins Kunst med på udstillingen. Også et stort maleri af Willumsen (Tizian døende) illustrerer en stor kunstners pinsler og viser, hvilken kamp, der udkæmpes over for motiv, materiale og måske også farver.
Om det hjælper publikum med disse henvisninger til andre kunstnere eller det snarere forvirrer – er nok en smagssag. Også bl.a. Giacometti og Jorn er med på udstillingen..
Teksterne på udstillingsvæggene er korte, men associationsskabende og er med til at underbygge udstillingens underliggende tema: at Kirkeby, som mange andre kunstnere, måske i sidste ende arbejdede på et og samme værk igennem hele livet. For netop ved at vise nogle af de stilfærdige naturbilleder fra 1980erne ved siden af de mørke bronzer kan man se sammenhænge imellem krop og natur. Malerierne bliver faktisk bedre og skulpturerne mere forståelige. Også nogle store malerier eller skitser, som er blevet til omkring 2004, mens Kirkeby arbejdede med et bestillingsværk til Operaen, viser nogle meget interessante sammenfald og understøtter det udtryk, som går igen flere steder: at Kirkeby skabte ”malerskulpturer”. Og det skal ikke forstås nedsættende.
Udstillingen er omfangsrig og læses tekster og katalog, bliver man klogere på den multikunstner, som Per Kirkeby vitterlig var. Hvilken rigdom af udtryk, overvejelser, refleksioner og værker.
I modsætning til meget af det, som er blevet skrevet om Per Kirkeby, ikke mindst i hans sidste 10-20 års levetid, er udstillingen næsten blottet for private informationer. Men faktisk er det vigtigt at huske på, at han i netop i denne periode, hvor bronzerne fødes, i 1980erne og 1990erne, eksploderede hans oeuvre i mange forskellige kunstneriske udtryk: maleri, tegning, skulptur, arkitektur, litteratur – og samtidig var han professor i Tyskland i henholdsvis Karlsruhe og Frankfurt a Main, tillige familiefar og hjemme i Danmark mere og mere anerkendt og måtte stå til mål for en byge af medaljer, hædersbevisninger etc., som regnede ned over ham.
”Per Kirkeby Bronze” fortæller ikke noget om selve skabelsesprocessen. Hvordan arbejdede Kirkeby med gipsen? Hvem støbte? Hvor tæt var han på processen? Der er mange nye spørgsmål. Men udstillingen forklarer noget, resten må hentes i litteraturen, i byen Aars, der har mange Kirkeby-værker, i Frejlev Kirke uden for Aalborg eller på Museum Jorn i Silkeborg, der i 2018 modtog Kirkebys samlede arkiv. God fornøjelse.
www.louisiana.dk