∗ ∗ ∗ ∗
Anmeldelse af Ulla Strømberg.
Med det nyrenoverede Østre Gasværk har ”Pelle Erobreren” fået de smukkeste omgivelser at folde sig ud i. Dermed har opgaven blot været at befolke det enorme rum med liv og sanselige oplevelser.
Det lykkes et pænt stykke ad vejen for instruktøren Katrine Wiedemann godt hjulpet af scenografen Maja Ravn, der med Luke Halls videoprojektioner får skabt en interessant verden på de nøgne gasvægge. Med fin inspiration fra den tyske billedkunstner Anselm Kiefer er det som om hele den moderne civilisations opståen fremmanes i de mest traurige billeder. Fascinerende i al sin gru med slag-marker og overklassens lysekroner i formationer på de rå stenvægge. Ikke nogen dum baggrund at spille ”Pelle Erobreren” på, Martin Andersen Nexøs store romanepos fra 1906-10 – værket som enhver ny generation kan og må vende tilbage til.
Den gamle film
Da Bille August skabte sin Film i 1986/87, og modtog et hav af internationale priser, var det ikke mindst personportrætterne, der besnærede og besejrede publikum. Men da Kasper Holten i foråret 2018 fremlagde sine ideer om en musikalsk, oprindelig svensk, teaterudgave af ”Pelle Erobreren”, kunne han fremmane syntetiserede billeder af hele vor moderne velfærdsstats opståen.
Med det i bagagen overtog Katrine Wiedemann arbejdet, da Holten blev øverste chef for Det Kongelige Teater, og så var opgaven vel at kombinere både Nexøs nøgne historie, Holtens analyse, de allerede eksisterende spillemandstoner, et råt teaterrum, som var under renovering, samt en rolleliste, som allerede lå fast.
Lassefar og Pelle
Set med nutidens øjne handler ”Pelle Erobreren” bl.a. om det moderne samfunds klasseløse vækst på baggrund af et klassedelt, uretfærdigt og brutalt liv, hvor mange havde for lidt, og de få med for meget var umættelige. ”Pelle Erobreren” kan derfor hurtigt blive til et kampskrift, der stiller spørgsmål: Skal historien røre og gøre beskueren sentimental, eller skal Pelle og co. ægge til kamp?
Forestillingen i Østre Gasværk tager kun første bind af de i alt fire fra Andersen Nexøs hånd. Lassefar og Pelle ankommer i 1877 til Bornholm – på flugt fra det fattige Skåne og får plads på Stengården, Første del slutter med, at lille Pelle bliver konfirmeret og river sig løs for at søge mod Rønne. Mere får vi ikke at vide. Siden bliver han skomagerlærling,tager til København, bliver fagforeningsmand og oplever op- og nedture.
På Østre Gasværk forbliver vi på Bornholm, der er genskabt med en lille jord/granit høj, som skuespillerne kan bevæge sig på, og i øvrigt tages rummets fantastiske gangbroer helt op under hvælvet også i brug. Det er så sandelig en genindvielse af rummet. Meget imponerende, næsten halvbrækkende, når skuespillerne vandrer deroppe – mange meter oppe over publikum.
Fine skuespillerpræstationer
På baggrund af de allerede fastlagte præmisser har Katrine Wiedemann gjort et flot stykke instruktørarbejde og skabt en smukt, til tider varmt, uironisk billede af livet i Norden ca. 1880. Skuespillerne med Thomas Bo Larsen og lille Pelle, ved premieren Julian Horta Meier Clausen, leverer fine portrætter uden at henfalde til hverken den store selvmedlidenhed eller Lille Per-attituder. Også resten af de mange skuespillere giver nogle renskurede og hurtige portrætter: Signe Egholm Olsens brænder smukt og varmt igennem som underklassekvinden Karna, mens Birgitte Raabjerg, Nastja Arcel og Kaya Brüel er velfungerende og også får lov at synge. Herrerne står flot plantet i den bornholmske jord med Morten Suurballe som overklassemanden, mens Kristian Halken og Kristian Rossen er underklassens repræsentanter. Udenom endnu flere skuespillere og statister, der leverer velproportionerede præstationer. For sådan er det med rummet: det er så stort, at det er knald eller fald i hver en scene. Men ingen falder igennem – kun lille Pelle, der må ned under isen og op igen for at imponere borgerskabets børn, men som barneskuespiller leverer han et smukt arbejde. Han har ”sejrsskjorten” på fra første sekund.
Spillemandsmusik
Musikken udført af et 6 mands spillemandsorkester er synligt ved start og slut – lidt synd vi ikke ser dem hele tiden, men selvfølgelig et valg for ikke at sentimentalisere for meget. Til gengæld kunne vi sagtens have klaret mere musik, netop fordi rummet er så stort, er der trods alt brug for fyld. Og dermed er forestillingen snarere blevet en demonstration af nogle tanker og ideer på baggrund af billeder og ikke en varm, musikalsk teateroplevelse.
Det er et valg, som teatret, bagmændene og instruktøren har truffet, og det må man bøje sig for.
Et seriøst bud
Med denne ”Pelle Erobreren” giver Østre Gasværk og Østerbro Teater et seriøst og kvalificeret bud på, hvad teatermediet kan gøre med en klassiker. Så kan man bl.a. sammenligne med Det Kongelige Teaters version af Oehlenschlægers ”Aladdin”, der også er en udviklings- og dannelseshistorie hentet fra vor fælles litteraturhistorie. Men ”Aladdin” i den seneste version tages til indtægt for alskens politiske motiver på en lidt popsmart måde. ”Pelle Erobreren” er loyal og ydmyg over for forfatterens forlæg.
Teatret har bakket op om en seriøs fortolkning, og vi som publikum må glædes over med hvilken alvor, Østre Gasværk har taget opgaven på sig at fortælle en vigtig og fundamental historie om vort nutidssamfunds opståen.
…….
Østre Gasværk, som blev bygget i 1878 til Københavns Kommunes Gasforsyning, har været teater siden ca. 1979. Dengang var det ikke mindst Morten Grunwald, der var utrættelig med at finde et stort og anderledes rum. I 1980-erne og sidenhen har teatret vist sig at være et fantastisk spillested. Men en renovering var nødvendig, og flere fonde har med et samlet tilskud på ca. 30 millioner kroner gjort huset mere anvendeligt og sikkert. Gasværket vil fremover kunne rumme op til 1000 publikummer – og spillepladsen vil være meget fleksibelt. Spændende, hvad der sker fremover. Nu må huset vise, hvad det magter.
Romanforlæg: Martin Andersen Nexø
Dramatisering:Annika Kofoed
Musik: P-O Nilsson og Dreamers’ Circus
Sangtekster: Bim Wikström
Tekstforfatter (diverse sangtekster): Mathæus Bech
Oversættelse: Karen-Maria Bille
Sangoversættelse: Karen Hoffmann
Bearbejdelse: Kasper Holten, Karen-Maria Bille og Katrine Wiedemann
Teaterforlag: Nordiska Aps København
Forlag: Gyldendal Group Agency
Instruktør:Katrine Wiedemann
Scenografi & kostumedesign: Maja Ravn
Videodesign. Luke Halls
Medvirkende
Thomas Bo Larsen, Morten Suurballe, Kristian Halken, Sara Hjort Ditlevsen, Kaya Brüel, Birgitte Raaberg, Signe Egholm Olsen, Stine Prætorius, Kristian Rossen, Østen Borre Simonsen, Line Nørholt, Nastja Arcel, Lucas Lomholt Eriksen, Julian Horta Meier Clausen, Jonathan Westphal Stennicke, Albert Elnif, Rose-Maria Kjær-Westermann, Isabella Kjær-Westermann, Laura Hoffmann, Conrad Bengtsson, Alfred Nordhøj Kann m.fl.
Kapelmester
Mathæus Bech
Musikere
Kristian Wolski (cittern), Petter Ferneman (accordion), Hanna Blomberg (violin), Julian Svejgaard Jørgensen (klaver), Siri Iversen (klarinet)
Statister
Rikke Wendt Jørgensen, Tea Hartelius, Maria Røkke Mariager, Dina Fie Lorentzen, Bertram Brest Seistrup, Simon Riemann, Rasmus Ricco Nordentoft, Niels Knop Madsen, Mark Agerskov
Understudies
Morten Lützhøft (Lassefar, Kongstrup, Forvalteren), Anne Sofie Espersen (Johanna, Madam Olsen, Bengta / Bodil, Fru Kongstrup), Østen Borre Simonsen (Erik), Line Nørholt (Sine/Karna), Sara Hjort Ditlevsen (Jenny), Mark Agerskov (Eleven)