Menu Luk

Pejseshow 2018. Tilbage til Pejsen. Brædstrup.

∗ ∗ ∗ ∗ ∗

Anmeldelse af Ulla Strømberg.

Pejseshow 2018 Tilbage til Pejsen, 2018.

Teater all inclusive – i Pejsegaarden i Brædstrup – midt i Jylland.

Ankomst: kl.17. fredag eftermiddag – og afgang kl.10. lørdag formiddag.

 

Det er dejligt at komme til Jylland, at føle sig velkommen og mærke, at alle har forberedt sig og forud ydet det bedste, de kunne. Sådan er det på Hotel Pejsegaarden, der med 120 værelser og plads til næsten 400 spisende gæster ved de lange borde kan deres cateringkram. Og de fire revykunstnere følger trop og giver endnu engang midtjyderne revykvalitet med sjove indfald og masser af musikalsk overskud.

Først til revyen:

Mikkel Schrøder er primus motor, og med sig har han igen i år Gordon Kennedy, Annette Heick,  Christine Astrid og Donald Andersen som instruktør.  Alle kan synge, karikere, danse og steppe og gør det sjovt og præcist, men allerbedst er de faktisk i de store musiknumre, hvor de leger Abba eller nogle af de landskendte danske sangere fra forrige århundrede: Anisette, Lis Sørensen eller Sanne Salomonsen.   Det nummer kaldes Musikalsk Roulette.Niveauet er højt, som det også er i et melodimix ført an af Annette Heick.

Også de tilbagevendende “Godaften-tv-programmer” fænger, hvor ikke mindst Gordon Kennedy kan folde sit umiskendelige karikaturtalent ud som Søren Ryge. Christine Astrid har også fat om noget med sin kronprinsesse Mary.   Et regulært revynummer er den statslige udflytning, som klares af Gordon Kennedy, mens Annette Heick får lov at give den musikalsk gas et par gange – og hvilken kraft, der gemmer sig i hende.

Pejseshow 2018.

I realiteten behøvede de fire skuespillere ikke så mange små spillescener, for firkløveret er så musikalske. Styrken ligger i musiknumrene og i de udmærkede små filmglimt, bl.a. med forskellige portrætter af Pejsegaardens stampublikum.  Der er et livfuldt tremandsorkester med Rasmus Friis Tvørfoss,  Michael Vestbo og Jason J Dove.

Og så til maden og overnatningen.

God buffetmad, velorganiseret, og er man til kager, så er det ufejlbarlige kaffe-, kage- og isbord lige at gå til. Kalorier taler vi ikke om. Heller ikke efter showet, hvor natmaden står på imponerende pandekager med fyld, men da sagde jeg stop. Morgenmaden dagen derpå fejler heller ikke noget.

Pejseshowet kører i weekenderne her i efteråret og har vist fat i det meste af den voksne befolkning i  Vestdanmark.  

Der er intet All Inclusive armbånd!   I Vestdanmark stoler vi på hinanden.