Kommenteret af Ulla Strømberg.
Peer Gynt? På Husets Teater.
Det gode og det mindre gode ved denne såkaldte “Peer Gynt?”
Der er flere gode ting at sige om Husets Teaters nyeste omfavnelse af en klassiker – denne gang Henrik Ibsens store epos om Peer Gynt – skrevet og udkommet i 1867 og efter sigende på Oehlenschlægers fødselsdag. Det skal dog bemærkes, at forestillingen på Husets Teater har titlen ”Peer Gynt?” Bemærk spørgsmålstegnet.
Skuespilleren Morten Burian er charmerende og uimodståelig som hovedpersonen, der nu ikke længere er Peer, men Henrik, for teamet bag forestillingen har sat lighedstegn imellem Peer Gynt og Henrik Ibsen. Det skal Morten Burian ikke lastes for. Han har alt det, der skal til for at være den inkarnerende Peer Gynt – veltalende, charmerende, lebendig, enhver svigermoders drøm og frygt. For han er næsten for meget.
Scenografien er også fascinerende og består af farvede paneler, der via et eminent lysdesign kan ændre sig og skabe spændende stemninger, der giver et utal af associationer til både krat og højland, nordlys og diverse billedkunstnere i det 20. århundrede, bl.a. Asger Jorns skriblerier og forsøg med lys. Det hele er skabt af den altid gode Ida Grarup.
Også Peer/Henriks kostume er slet ikke til at stå for med vævede pastelstriber i den søde vest a la norsk mode og en ganske nuttet, pink strikhue, der flytter historien op på fjeldet og synes at give tegn til den vildeste folkedans.
Men her holder rosen op og under overskriften:
Man gjorde en tekst fortræd
vil jeg fortsætte med at tænke på Henrik Ibsens tekst, som altså er forsvundet til fordel for den svenske instruktør Henrik Grimbäcks hjemmestrik i samarbejde med The Other Eye of The Tiger, Toaster & Husets Teater, som samlet står bag produktionen. For hjemmestrik er vist, hvad man må kalde det tekstgrundlag, som Morten Burian har fået, når han skal forklare, at Henrik Ibsen indskrev sit eget liv i ”Peer Gynt”. Oveni er der de ord, som de 12-14 publikummer, der uafbrudt inviteres op på scenen, skal råbe eller hviske for at udgøre staffage og skabe stemning omkring Burians figur.
Noget er naturligvis beholdt af figuren Peers lange rejse mod nat, men de fleste scener om ikke tabes på gulvet, så mangler de den dobbelthed, der er nedlagt i den originale tekst. Og det holder ikke, for den psykologiske baggrund for Peer/Henrik skal jo på en eller anden måde fremgå. Der siges en del om moderbinding, lidt Freud her og der. Flere af de store symboler er med: Bøjden, et løg og en knappestøber. Det må opfattes som sporadiske godbidder til Ibsen-kendere, så de kan falde til ro ved noget genkendeligt, men udnyttes slet ikke. Dovregubben besøges, men nævnes ikke ved navn. Heller ikke den grønklædte og Haltefanden selv om de gestaltes på scenen. Hvad er meningen med det?
Jeg har igennem årene set flere forsøg på at gå i nærkamp med “Peer Gynt”, der ligesom Oehlenschlægers ”Aladdin” ikke som sådan blev skrevet med henblik på scenen, men så alligevel banede sig vej og har skabt uendelig mange hovedbrud for iscenesættere, men også lysende øjeblikke for både skuespillere og publikum. For det er svært med de mange ydre og indre sceneskift, visuelt og psykologisk.
En legendarisk opsætning, der gjorde op med gamle romantiske dogmer var Peter Steins iscenesættelse på Schaubühne am Halleschen Ufer i foråret 1971. 330 minutter siges det, at forestillingen samlet varede med flere Peer Gynt’er. Jeg så den ikke, men der blev årtier tilbage ustandseligt i diskussioner om Ibsen og klassikerbegrebet henvist til netop denne opsætning.
Peter Langdal skabte en ganske munter version på Betty Nansen Teatret i 1989, før han blev direktør på stedet, med musik af New Jungle Orchestra. I jubilæumsåret 2006, hvor 100 året for Henrik Ibsens død blev fejret i hele Norden – iscenesatte Mogens Pedersen på Betty Nansen Teatret en moderne version af ”Peer Gynt” med Rune Klan som fortæller og bl.a. Jonatan Spang som norsk springgut. Det var ok og ungdommeligt hip- hopagtigt.
Men denne version på Husets Teater kan undre. For netop dette teater har for tiden specialiseret sig i forkortede og ofte meget vellykkede klassikerfortolkninger, senest bl.a. af ”Elektra”. For få år siden også en eminent ”klassisk” opsætning af Henrik Ibsens ”Lille Eyolf”.
Selv om der både er brugt lidt Mendelsohn-bryllupsmusik fra ”En skærsommernatsdrøm” og lidt Grieg-musik fra ”Peer Gynt” kan tonerne ikke formilde, men snarere forvirre. Og at lokke publikum på scenen i 2023 som var vi tilbage i de glade 1970-ere, må også bemærkes. På et tidspunkt under de 105 minutter, som forestillingen faktisk varede, var det som at være med på en kigger, hvor et dramahold på en idrætshøjskole holdt andægtig prøve. Men nej. Det her var vist alvorligt ment på Halmtorvet, anno 2023. Al spænding var forduftet.
Pokkers også, at Morten Burian ikke snart får lov at vise sit talent i en rigtig tekst, det fortjener både han og publikum.
Husets Teater har som mange andre teatre i Danmark afskaffet det trykte program. Det er synd, for Husets Teater havde under Jens Albinus’ ledelse de mest indholdsrige programmer – og ofte med hele teksten trykt. Dengang så man ikke ned på publikum.
For de interesserede er der nok af Ibsen-litteratur, der viser forskellige aspekter af dansk og nordisk iscenesættelsespraksis – og det kan måske interesse nogen, hvis man vil se mere historisk på det hele.
Henviser til:
Den levende Ibsen, red. Jytte Wiingaard og Ulla Strømberg. Borgens Forlag.1978.
Ibsen på Dansk. Red. Ulla Strømberg. Teatermuseet i Hofteatret. 2006.
Jeg giver ingen stjerner. Jeg har brugt alt for megen tid i mit voksne liv på at beskæftige mig med både Oehlenschlæger og Ibsen, til at jeg synes, det er sjovt, at alt er smidt overbord. For da Ibsen skriver ”Peer Gynt” i 1867, er han stadig rundet af og midt i den romantiske æra. Ikke uden grund er der flere lighedspunkter imellem Aladdin og Peer. At Ibsen få år efter, fra midten af 1870erne, kaster sig over nutidsdramer og bliver teaterverdenens bedste eksponent for naturalismen og siden også en begyndende symbolisme, er vigtigt at erindre, når man lytter til og læser de originale ord i Peer Gynt.
Men det er der ikke brug for i Husets Teater.
Medvirkende Morten Burian
Koncept The Other Eye of The Tiger
Instruktion & tekst Henrik Grimbäck
Med fragmenter & tekstudvikling af Morten Burian
Scenografi & kostumedesign Ida Grarup
Lyddesign Asger Kudahl & Daniel Fogh
Lysdesign Súni Joensen
Dramaturg Miriam Frandsen
Instruktørassistent & afvikler Cille Viola Brandt Petersen
Scenografassistent Sigrid Andreasson
Oversættelse af manuskript Idil Alpsoy & Cille Viola Brandt Petersen
Co-produktion The Other Eye of The Tiger, Toaster & Husets Teater