∗ ∗ ∗
Anmeldelse af Ulla Strømberg.
Budskabet går hjem – takket være de gode skuespillere med Preben Kristensen og Cyron Melville som gamle og unge Peer. Men skuespillerne får ikke nok rygdækning af instruktør og scenograf.
Peer Gynt er en skidt knægt. Han lyver, han er bedrevidende, han er begærlig, han vil være konge og kejser, og i denne nye version på Folketeatret er han sandelig også blevet til menneskesmugler. Intet er for usselt for denne mand. Derfor synes det helt naturligt, at han i Henrik Ibsens store dramatiske digt til allersidst i bogstavelig forstand skal støbes om.
”Peer Gynt” (1867) var ikke tænkt som teater, da Ibsen under den italienske himmel skrev det store versedigt om en mands deroute hjemme i det provinsielle Norge. Men værket blev efterspurgt og beundret fra dag et og få år efter opført på teatret, først i Oslo, senere i København på Dagmarteatret og siden i resten af den vestlige verden. Men glem ikke, at Ibsen på dette tidspunkt stadig havde sine fødder plantet i romantikken. ”Et dukkehjem” kom først i 1879 og betød jo, at naturalismen over night blev sagen.
”Peer Gynt” er en udviklingshistorie: billedet af et moderne, komplekst menneske – i lighed med Goethes ”Faust” og for os danskere Adam Oehlenschlægers ”Aladdin”. Et lærestykke: se hvor galt det kan gå, hvis man fraterniserer med de forkerte personager og lader sig lede af guld og mammon.
”Peer Gynt” er også historien om en mand, der går igennem livet og er sig selv NOK, og altså ikke kun sig selv. Det er dette lille ord NOK, der gør hele forskellen. Han er låst fast i egne behov, og derfor er Peer som type ligeså moderne og genkendelig i dag som for 150 år siden, da det det store versedigt blev trykt.
Peer passer ikke ind derhjemme i det provinsielle Norge eller… På sin flugt møder han først Dovregubben med hof, rejser dog hurtigt videre og når til Nordafrika og siden ud på det åbne hav, for at havne i Dårekisten, en sindsygeanstalt. Mod slutningen vender Peer hjem til sine norske rødder.
Folketeatret har skabt en rejseversion med meget få skuespillere, som må hoppe ud og ind af roller: Mænd agerer haremskvinder, mens de to kvindelige skuespillere iført sorte regnfrakker bliver til sømænd på det åbne hav og meget andet. Også Peer må spille mange roller, og det skaber forvirring og svækker enhver tendens til medfølelse eller eventuel identifikation. Det hele betyder kke noget, synes instruktøren af signalere.
Peer Gynt spilles af både Cyron Melville og Preben Kristensen. Det giver god mening, at Peer som ung er en spilopmager, der kan danse på tåspidserne, og når livet er ved at ebbe ud, har han tyngde i kroppen og dybde i stemmen.Og det er prøvet mange gange før!
Instruktøren Moqi Simon Trolin har moderniseret Ibsens tekst så meget, at den nu fremstår som en ”læs let” version samtidig med, at nye, moderne talemåder er lagt ind. Det er synd. Også kostumerne er lagt op i nutiden og er ganske uskønne. Derimod er der et flot, abstrakt lydbillede med sang, som gennemsyrer hele forestillingen og er meget billedskabende, så vi ligefrem kan høre havet suse og de mørke skyer trække sig sammen. Det har til gengæld betydet farvel til både de kendte griegske toner, som har fulgt stykket fra 1876.
For teaterhistoriens mange instruktører har ”Peer Gynt” altid været en udfordring. Der skal tænkes, analyseres og besluttes. Også Moqi Simon Trolin har sikkert tænkt sig om, men er blevet ladt i stikken af scenografen, Eilev Skinnarmo, der har skabt et goldt univers med en neoncirkel omgivet af stænger med alt for meget ”klæde ud tøj” og ganske irriterende teaterrockere i læderjakker. Det virker helt forkert og signalerer intet, kun manglende opfindsomhed, smag og situationsfornemmelse.
På samme vis med den modernisering af teksten, som instruktøren sammen med Henriette Vedel har skabt. Den er voldsom og saboterer Ibsens poetiske tone og lader kun selve fortællingen stå tilbage.
Der har igennem årene været masser af forsøg på at sætte ”Peer Gynt” ind i nye sammenhænge. Det er ikke nemt, men kan gøres – især hvis scenograf og koreograf støtter op om ideerne.
Her på Folketeatret er der intet at udsætte på skuespillerne, hvor Cyron Melville og ikke mindst Preben Kristensen bærer den store byrde. De kan deres kram, og det er helt sikkert, at de i andre rammer sammen og hver for sig ville være i stand til at skabe den nødvendige troværdighed og dermed bevægende portræt af den Peer, hvis karakteregenskaber vi må og skal tage afstand fra.
Men hvis man har lyst til ændre på sit liv, er ”Peer Gynt” aldrig noget dårligt sted at starte og lære af: se hvor galt det kan gå, hvis man ikke opfører sig som et ordentligt menneske med empati og respekt for omverdenen.
Forfatter: Henrik Ibsen, bearbejdelse af Moqi Simon Trolin og Henriette Vedel
Oversættelse: Henriette Vedel (!) Faktisk skrev Ibsen på Dansk!
Dramaturgi: Geir Sveaass og Ninette Mulvad
Instruktion: Moqi Simon Trolin
Scenografi: Eilev Skinnarmo
Koreografi: Esa Alanne
Kompositioner/musikere: Jullie Hjetland og Anna Lidell