Kommentar af Ulla Strømberg.
Paris og den store billedkunst på en weekend.
En weekend i Paris er på det billedkunstneriske felt stadig en åbenbaring. For hvor i verden får man inden for et par dage mulighed for at se store, STORE udstillinger med en hærskare af værker af Leonardo da Vinci, Toulouse-Lautric, Francis Bacon, Degas og El Greco: kun i PARIS ved årsskiftet 2019/20.
At kunst kan noget særligt, er en banal konstatering. Og i Paris glemmes hurtigt de gule veste, metrostrejken, gråvejr og sidevind, når ikoniske værker præsenteres lige foran ens snude. At der så er flere turister end nogen sinde, og man skal have vundet i lotteriet, eller i hvert fald været mere end velorganiseret og have bestilt billet til Leonardo-udstillingen flere måneder i forvejen, gør selvfølgelig ikke oplevelsen mindre mindeværdig. Man er en af de udvalgte.
Leonardo da Vinci på Louvre (Til og med d. 24.2. 2020 – lige nu er alle dage vist nok udsolgt, men check jævnligt).
Udstillingen er enorm stor, hvor tegning efter tegning har fået lyssætningen helt ned i gear. Det komplicerer tilegnelsen. I det hele taget er udstillingen overkurateret og slet ikke så inspirerende og varm, som jeg havde håbet på. Bl.a. udvisker adskillige værker af andre, samtidige kunstnere oplevelsen og ligeså de mange eksempler på værker fra Leonardos værksted. Så selv om der vist er 11 ægte malerier ud af de eksisterende 15 eller 17, drukner de i kuratorkommentarer og henvisninger. Denne meget omtalte udstilling med 150.000 adgangsbilletter solgt, allerede inden udstillingen åbnede i efteråret, er derfor snarere en tour de force for kuratorerne: ”Se, hvad vi kan gøre. Fordi vi er Louvre, kan vi hente værker fra hele verden”.
Leonardos mange naturvidenskabelige forsøg og overvejelser har desværre også blot en lille plads i udstillingen. Maleriet ”Mona Lisa” har man ikke orket at flytte ind i udstillingen. Hun har stadig sit forholdsvis nye repræsentationslokale på Louvre i en af de lange udstillingsgange, hvor man nu står i kø for at få lov at tag en selfie. Moderne, vulgær museumspraksis. Hvorfor ikke forbyde fotografering!
Toulouse-Lautrec – résolument moderne. Grand Palais. (Til og med 27.1. 2020.)
Udefra er Grand Palais formidabel – og ligeså er det store kuppelrum. Den pompøse bygning er fra 1900 og blev opført i datidens stil med henblik på Verdensudstillingen samme år. Selv om bygningen blev gennemrestaureret for små 15 år siden, er der stadig på fløjene nogle kedelige, lavloftede udstillingsrum. Her vises en stor samling malerier og tegninger af den charmerende maler og tegner Toulouse-Lautrec.
Også denne udstilling har i al sin kunsthistoriske show off og kuratorindflydelse tabt charmen. Igen er de mange besøgende også en medvirkende årsag til, at man mister pusten. For mig har ikke mindst Lautrecs plakater været fuldstændig uimodståelige, men det lykkes på udstillingen at underspille det helt særegne ved den ”tilskæring”, som han bevidst eller intuitiv lykkedes med: Fortættede kroppe, store rygge, svulmende skørter, der lige netop får tilskueren til at føle og mærke stemningen i de underholdningsetablissementer, som var så karakteristiske for miljøet omkring Moulin Rouge og Pigalle i Paris i 1890erne.
Udstillingens mission er at vise det mere antropologiske hos Lautrec! Den sydfranske by Albi har et stort Lautrec-museum, og mange af værkerne er hentet derfra. Jeg har desværre endnu ikke besøgt stedet, men er sikker på, at museet langt bedre end Grand Palais vil være i stand til at give den særlige og unikke pariserstemning videre til publikum. I Grand Palais mislykkes det.
Francis Bacon på Centre Pompidou (til og med 20.1. 2020.)
Smukt er det langtfra, og værre nu, hvor hele det high techede hus fra midten af 1970erne er under renovering og nu i dobbeltforstand er et stort bygningsstillads. For at komme ind i bygningen skal man nærmest går et par gange rundt, før man med lidt besvær endelig havner oppe på 6. sal, hvor der er plads til de store særudstillinger.
Her åbenbares til gengæld en helt fortryllende opvisning af Francis Bacons malerier primært fra perioden 1970 og til hans død i 1992. Værkerne har hovedsagelig tilknytning til et litterært partitur. Men inspirationen synes underordnet. Bacons billeder, der næsten alle er i samme format og mange udført som triptyk – dvs. tre værker, der som en altertavle fortæller en større historie – er overrumplende fascinerende. Motiverne er velkendte. De forvredne mandsskroppe, et par geistelige kardinaler og deforme væsener er alle indsat i skitserede rum. Bacons personlige sjælekvaler, hans barndomstraumer, hans kønsidentitet etc., er naturligvis vigtige pejlemærker, men her bliver der også henvist til bl.a. Nietzsche og Aiskylos. Alt det synes underordnet, for tilbage står Bacons farvesprog og hans bevidste præsentation af motiverne på en scene eller i et flerdimensionelt rum.
Udstillingen er fremragende hængt op, men billederne er også taknemmelige. Bacon viser sin styrke med en stram beherskelse af få farver og endnu færre motiver. Men Bacon kommer også nu, 25 år efter sin død, til at fremstå som maleriets svar på litteraturens Samuel Beckett. Uden disse to irske kunstnere, der begge helt bevidst forlod deres fosterland til fordel for London og Paris, ville vi se og opfatte verden anderledes. De gjorde det absurde tilforladeligt!
Pierre Soulages på Louvre og Centre Pompidou. ( til og med 9.23. 2020.)
Både Louvre og Pompidou Centret hylder helt ekstraordinært den stadig nulevende maler Pierre Soulages. Han blev ført i 1919 – og har netop rundet de 100 år. Han er en smuk mand, der må have levet sundt og livet igennem haft et klart kunstnerisk budskab: Den sorte farves forskellige måder at fange lyset på.
Jeg kan stadig huske mit første møde med et Soulages værk. Det var så rent og overstrålede alt, hvad jeg havde mødt, selv om det bl.a. mindede om den danske ven og kollega Mogens Andersens værker. Men Soulages har altid været mere konsekvent og det ses tydeligt i de to ophængninger. Ikke overvældende velgjort fra kuratorernes side, men informativt. På Louvre gøres der en dyd ud af at vise de alle nyeste monokrome værker, som er i nært slægtskab med tidligere.
El Greco på Grand Palais og Degas på Musée d’Orsay nåede jeg desværre ikke, kan derfor blot give stafetten videre.
Paris er altid et besøg værd. Men der er alt for mange mennesker foran billederne, og det er i høj grad med til at ødelægge ens oplevelse.
Er pariserturen meget kort, vil jeg afgjort anbefale Bacon. Fuldstændig bjergtagende i al sin menneskelige selvanalyse. Men der er kun få dage tilbage.