∗ ∗ ∗
Anmeldelse af Ulla Strømberg.
Parasitterne på Aarhus Teater.
Med Bodil Jørgensen er den halve sejr hjemme. Hun er mere end god. Ja, Bodil Jørgensen er hele aftenen værd.
Men Soyas ”Parasitterne” på Aarhus Teater er med støttepædagog! Sådan føles det med Sargun Oshanas overtænkte iscenesættelse af Soyas legendariske tekst fra 1925. For vi ved jo, at teksten kan bære, at teksten er morsom, og vigtigst af alt, vi ved, at budskabet kan gå lige ind og ramme os alle.
For hvem har ikke et gen af den lille smarte købmand, der overalt øjner en mulighed for en god forretning, præcis som Hr. Gruesen? Hvem har ikke haft studentens hurtigt skiftende vilde planer, når det drejede sig om morgendagens jobmuligheder. Hvem kan ikke forstå den lille Miss Olsons ønske om at ”være noget” og derfor udgiver sig for amerikansk millionær – efter nogle år i fængsel? Og vis mig den kvinde, som ikke et øjeblik har vist svaghed over for en brutal, endimensionel mand. Oline Gruesen er den evigt opofrende kone. At hun så kan se små, hvide mænd med store hoveder og lange snabler, det er så en anden historie. Eller hvad med datteren, Dagmar, der altid er til fals for det første stykke mandfolk, som krydser hendes vej?
Nok blev stykket skrevet af den unge Soya i mellemkrigstiden, men figurerne holder, teksten er vittigt og rytmisk, mens vi genkender persongalleriet og bliver mindet om livets vulgaritet.
Med Bodil Jørgensen er den halve sejr dog hjemme. Hun er mere end god. Hun har skabt en lille, ydmyg figur, der næsten kan bøje ryggen i en vinkel på 90 grader. Hendes små bevægelser og mimik er med til at skabe en uforlignelig figur, der trodser alle tidsbarrierer. Den evigt underkuede kone, der ved, hvad hun ikke vil have: små hvide mænd, der kommer til hende om natten – og så en mand, der fjanter med andre kvinder. Derfor må hun handle til sidst.
Men instruktøren Sargun Oshana har tilsyneladende ikke nærlæst teksten nok. For han har villet skabe en farce ud af det – godt understøttet af scenografen David Gehrt, der ellers har fejret stor triumf ved at være medscenograf på ”Erasmus Montanus”. Men her går det galt med et papdukkehus i pastelfarver. Det ser godt ud på fotos og på tegnebrættet. Men teknikken er gumpetung, husets dimensioner skaber al mulig trængsel og besvær i arrangementerne. Scenebilledet ligner en dum skolekomedie. Og det har næppe været den oprindelige hensigt. Det samme gør sig gældende med kostumerne, som er sjove ved første øjekast. Her er skrappe sommerfarver og gennemgående uldgarnsparykker, mens tiden er lagt, hvor Dronning Margrethe er ved magten. For der hænger et maxifrimærke på væggen med hendes portræt på. Tungt virker al postyret og fjerner fokus fra det vigtige: budskabet om de menneskelige snyltere. Også lydsiden er brutal, umelodisk og kunne trænge til en gennemgang.
Det synes synd for skuespillerne, der gør deres bedste inden for de rammer, som de lidt fjogede, tyskinspirerede kostumer lægger op til.
Derfor bliver denne ”Parasitterne” fortænkt og med benspænd og støttepædagog på en gang. Iscenesættelsen jokker sig selv over tæerne, ved blot at lade ”Parasitterne” være en god farvestrålende farce. Dermed mistes grebet om de dramatiske situationer, hvor Soya tydeliggør de menneskelige dårskaber.
Men publikum følte med og snøftede over Bodil Jørgensens Oline og klappede tilsidst bravt af den farvestrålende farce. Spørgsmålet er blot, om publikum blev klogere på egne karaktertræk. Næppe.
Parasitterne
Af Carl Erik Soya
ISCENESÆTTELSE Sargun Oshana
SCENOGRAFI & KOSTUMEDESIGN David Gehrt
LYSDESIGN Súni Joensen
LYDDESIGN Kim Engelbredt
MEDVIRKENDE Kim Veisgaard, Bodil Jørgensen, Nanna Buhl Andresen (dublering for Hanne Windfeld), Mathias Flint, Luise Skov, Marie Marschner, Mette Døssing, Christian Hetland, Kjartan Hansen
Til og med midten af Marts 2019.02.27